Datoen er kommet.

Så kom datoen.
Jeg fik idag datoen for udgivelsen af min debutroman. Jeg ved ikke hvorfor det giver en anderledes følelse, men det gør det. Kontrakten blev jo underskrevet for flere måneder siden og jeg vidste at den ville blive udgivet i løbet af 2013, men det gav et sus i mig, da jeg fik datoen idag.

10 Juni 2013

Måske fordi det nu føles endnu mere virkeligt. Nu har jeg en dato at se frem til. Eventyret fortsætter. 

Når ens karaktere udvikler sig i en retning man ikke havde planlagt og gør hvad der passer dem.

Begyndelsen

I starten af skriveprocessen - i ideperioden - begynder de første svage aftegninger af de personer der skal bære teksten at tage form. Personerne er efter min mening noget af det vigtigste ved en tekst. Det er deres handlinger, følelser og personligheder der skaber historien. Derfor forsøger jeg altid at skabe de perfekte personligheder til den historie jeg ønsker at fortælle. Former dem efter mine ønsker. Ind imellem indeholder de hver især en lille bid af min egen personlighed. Andre bliver skabt med hensigten at være så anderledes som muligt. Når personerne føles så levende at jeg kan se dem for mig i mine tanker og kapiteloversigten og afsnitsoversigten er færdig er jeg klar til at gå igang med at skrive selve teksten. Og alt glider som planlagt ... Endnu.

Som planlagt

Jeg er begyndt at skrive. Alt glider som jeg har planlagt. Personerne gør nøjagtig hvad jeg havde tænkt og bygger historien op omkring sig, så alt glider perfekt. Men så sker det ...

Når personerne begynder at stritte imod.

Pludselig beslutter en personlighed sig for at bevæge sig i en lidt anden retning end jeg havde planlagt. Han eller hun var planlagt til at være koldblodig og hjerteløs, men beslutter sig pludselig for at udvikle hjerte eller omvendt. Den følelse personligheden skulle skabe hos læserne bliver ændret og jeg bider negle, mens jeg taster og personen på trods af mine ønsker bliver ved med at bevæge sig i sin egen retning og jeg håber at denne ændring ikke vil spolere min plan for historien. 

Det forbløffer mig altid når dette sker. Jeg har skabt personlighederne. De er ikke virkelige. Eksistere kun i mit eget hoved (og selvfølgelig på papiret) så hvordan kan det lade sig gøre. Hvordan kan de pludselig ændre retning? 

Blog, roman & skrivefeber

Ustabil

Først vil jeg lige beklage at mine indlæg på bloggen har været så ustabile, men der er så mange ting der kræver min opmærksomhed, så mange ting jeg gerne vil nå ... og det ender alligevel med at jeg ofte går i min zombietilstand (ikke en der betyder at jeg æder naboerne) og synker ned i sofaen foran fjernsynet. Jeg lover dog højt og helligt, at jeg nok skal blive en anelse mere stabil. Overvejer at sætte en fast dag af om ugen, hvor jeg lægger noget herind, men nu videre.

En af de der ting.

En af de ting, der kræver en stort del af min opmærksomhed for øjeblikket, er min skrivefeber og den roman som nyder godt af det. Romanen vokser dag for dag, mens min egen personlige deadline rykker nærmere. Og mens skrivefeberen raser skal den udnyttes.

Skrivefeber

Hvis man aldrig har følt den, er det svært at forklare, hvordan den føles, men jeg vil gøre et forsøg - også så dem der synes jeg er vildt fraværende får et indblik i, hvorfor. ;o)
Kender I følelsen af at være fyldt med urolig energi. Ikke den type der gør dig vildt frisk, men den type der kræver opmærksomhed og selvom du er dødtræt kan du ikke sidde stille, før du har lavet en bestemt ting og hvis du ignorere feberen og bare sidder hen bliver du ramt af en underlig fornemmelse, hvor du hverken er glad eller ked af det? Det er sådan skrivefeber føles for mig. Jeg er simpelthen bare nødt til at skrive. Den urolige energi er der konstant, men hvis jeg får skrevet bliver den midlertidig beroliget, før den blusser op igen.

Søvn og andre irriterende nødvendigheder

Når jeg virkelig er grebet af skrivefeber kommer ideerne væltende. Ofte, når jeg skal til at sove og jeg er lige nødt til at stå op for at skrive ideerne ned, før jeg kan gøre mig noget håb om at falde i søvn. Når jeg sidder og skriver flyver tiden afsted og jeg stopper ofte først på det tidspunkt, hvor min mave fortæller mig, at nu er det tid til at spise. Når jeg er i byen dukker der ofte ideer op og de fortsætter med at plage mig indtil de er skrevet ned. Årsagen til at jeg altid har en blok med alle steder.

For mig er skriving en brændende passion - grænsende til besættelse - og i de perioder, hvor feberen er faldet til ro føler jeg at der mangler noget.

Derfor håber jeg at andre bære over med mig og når jeg får det der blanke udtryk i øjnene, så er det ikke fordi jeg keder mig eller er uinteresseret i hvad der sker omkring mig ... feberen brænder bare. ;o)