mandag den 13. januar 2014

Beklager ...

Ville bare lige beklage at mine indlæg ikke kommer så stabilt.

Dette kræver selvfølgelig en forklaring. Jeg plejer normalvis ikke at snakke så meget om min sygdom og hvordan jeg har det. Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om at snakke om det, men det er et ret deprimerende emne og jeg går derfor (muligvis fejlagtigt) ud fra at andre ikke gider høre vildt meget om det. Specielt ikke, når der nu er så mange andre mere spændende og morsomme emner at tage fat på. Min hjerne tilbyder i hvert fald flere muligheder.

Som jeg tidligere har nævnt har jeg en sygdom - nærmere betegnet: En uspecificeret nerologisk lidelse. Det smitter ikke og til daglig er mit største problem et lavt energinivau, dårlige ben og føleforstyrrelser i benene. Jeg har et fleksjob og ud ad til ser jeg helt rask ud ... Eller det satser jeg i det mindste på.

For nogle måneder siden begyndte det dog at gå ned af bakke og jeg gjorde det eneste jeg ikke må - Jeg ignorerede signalerne fra min krop, fordi jeg så gerne ville passe mit fleksjob og få alle de gode oplevelser i fritiden. Nu betaler jeg prisen.

Jeg kan næsten ikke holde til at lave noget, før jeg må klamre mig til stokken. Jeg kan ikke mærke berøring under fodsålen på højre fod, men har derimod kramper indeni benet. Det føles som om der er myrer under huden i mit ansigt og når de forlader et område, så føles det delvist lammet. Forsøger virkelig at vænne mig til at det er anderledes at smile. De pågældende myrer er nu på vej ned af halsen og er også dukket op i højre hånd. Ved siden af dette har jeg absolut ingen energi. Der er ingen behandling for det, da lægerne ikke ved, hvad jeg fejler og derfor ikke vil fejlmedicinere mig ... igen. De gør så heller ikke rigtig noget for at finde ud af hvad det er og min vrede mod hospitaler og deres læger er ikke blevet mindre. Dengang jeg havde diagnosen sclerose (en anden historie) fik jeg binyrebarkhormoner, når jeg havde et "attak", og de virkede, men da jeg ikke længere har en specifik diagnose skal jeg nok ikke satse på at jeg kan få det igen.

Jeg fortæller ikke dette fordi jeg ønsker medlidenhed. Når jeg ikke har det så slemt ser jeg faktisk hver smerte og underlig følelse, som en ny erfaring jeg muligvis kan bruge senere hen i mit skriv. Med en lidt morbid facination har jeg ved gentagende lejligheder prikket på de delvist lammede områder med fingerspidsen. Det er en virkelig underlig fornemmelse, når man kan mærke ens krop forfalde omkring en, mens ens tanker er skarpe og man tænker på alt det man gerne vil nå at prøve. Lige for øjeblikket er min største udfordring faktisk at holde mig i ro, som jeg ved jeg bør ... og lade være med at få nogen til at køre mig ud på hospitalet, så jeg kan råbe, som en gak kvinde af alle læger jeg ser. Har nok ikke energien til det alligevel.

Derfor beklager jeg som sagt, hvis jeg ikke lægger indlæg herind hver tirsdag. Jeg er bare meget specifik med, hvad jeg vælger at bruge min energi på. Når jeg nu alligevel skal sidde på min flade virker det indlysende, at få skrevet. Noget jeg ellers ikke har haft energien til i flere måneder, fordi jeg brugte alt på at passe arbejdet i blomsterbutikken. Og jubiii ... I lørdags skrev jeg et helt kapitel. Min krop havde det af helvede til dagen efter, men til gengæld følte jeg mig mere glad end jeg har gjort længe. For mig har skrivning altid været terapi.


søndag den 5. januar 2014

Året der gik 2013

2013 har så sandelig været et begivenhedsrigt år og  bragt både de mest vidunderlige svimlende opture og en af de største nedture.

Man plejer gerne at starte med det dårlige, men jeg fortrækker at tage størstedelen af det gode først, plante det dårlige i midten og så slutte af med endnu en god ting. 

2013 var året hvor jeg fik udgivet min debutroman Oprører - Dæmondræberen 1. Året hvor en livsdrøm blev til virkelighed. Egentlig ganske passende, da 13 er mit lykketal. 
Der har været mange første gangs oplevelser i dette år og det er helt bestemt gået alt for hurtigt og har til tider føltes fuldstændig uvirkeligt, men sådan er det vel, når man danser gennem en drøm (i drømme kan man godt danse med en stok). 


Førstegangsoplevelser før udgivelse


  • Manuspleje af en roman. Helt sikkert en oplevelse for sig selv og et kæmpe arbejde. Havde håndledskrampe i flere dage.  
  • Forside. At følge skabelsen af en drømmeforside skal helt bestemt også med på listen. Har slet ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er for at Mette Breth skabte et så fantastisk cover og virkeliggjorde det jeg kun havde tænkt.
  • Korrekturlæsning. Endnu en oplevelse og tidspunktet, hvor jeg for alvor erkendte hvor vigtigt det er at man elsker sin egen tekst.
  • Stå med bogen i hænderne. Dette kan helt sikkert betegnes som et af de øjeblikket jeg vil huske resten af mit liv. Selvom det stadig ikke føltes virkelig og jeg blev nødt til hele tiden at sige til mig selv: "Ja, Louise, det er dig der har skrevet den." "Ja, Louise. Den er virkelig." "Ja, Louise. Den er virkelig ... prøv at slå dig selv i hovedet med den, hvis du ikke tror dig selv." Endte faktisk med at blive en smule træt af mig selv. ;o)))



Årets Bogmesser

Krimimessen Horsens:

 For første gang gik turen til Krimimessen i Horsens. Bortset fra et bekendtskab med Sherlock Holmes bøgerne, så har krimier aldrig været min stil, men turen gjaldt også mere en mulighed for at se skrivebuddies og horrorrelaterede fordrag. Det var en virkelig kold oplevelse og næste gang tager jeg skitøj på. Jeg rystede så meget af kulde, da jeg ikke engang turde bære min egen kaffe af frygt for at spilde det hele. Den ene skrivebuddie forbarmede sig over mig og endte med at bære den. Dette hjalp bestemt ikke til at afbekræfte at jeg er ret klodset, hjælpeløs og forvirret. På trods af kulden var det dog som altid hyggeligt at være i selskab med skrivebuddies. 


Fantasybogmessen på Herlufholm

For anden år gik turen også til Herlufholms fantasybogmesse. endnu en mulighed for hyggeligt samvær med skrivebuddies og denne gang i fantasiens tegn. Det var også her, at jeg fik overrakt de første fire eksistrende eksemplarer af Oprører. Tre af dem gik til mine skrivebuddies, mens jeg selv tog et enkelt eksemplar med hjem. Det var to hyggelige dage og vidunderlige dage. 


Bogforum 2013

Endnu en mulighed for at mødes med skrivebuddies og have de mest inspirerende og underholdende samtaler. Føler mig stadig som et barn i en slikbutik, når jeg kommer ind i de store haller fyldt med bøger. Dette års bogforum bød også på en del førstegangsoplevelser.


Førstegangsoplevelser efter udgivelse


  • Læse anmeldelser. Dette var helt bestemt noget jeg havde frygtet, men det viste sig at det var unødvendigt. Oprører er blevet bedre modtaget end jeg overhovedet kunne have drømt om. I et tidligere inndlæg lovede jeg at lave en liste over anmeldelser, men den må komme senere.
  • Lektørudtalelse. Endnu en ting jeg havde frygtet og hvor det ikke var nødvendigt. 
  • Signering. Min første signering (har bemærket at jeg vist frygter en hel del, så lad os bare sige at jeg ikke nævner det mere nu). Til min overraskelse sad jeg ikke alene i særlig lang tid af gangen.
  • Meet n' greet ved Boggnaskernes stand. Husker ikke halvdelen af hvad jeg sagde, men håber at dem jeg snakkede med/til fik noget ud af det.
  • Novelle i en novelleantologi. Min novelle fandt også en plads i Tellerups novelleantologi - Historier til Drenge. 
  • Interview. Blev interviewet for første gang, hvilket absolut også var en oplevelse.
  • Lave en forfatterside på facebook. Føltes vildt underligt.
  • Se Oprører i en boghandel. Absolut også opfyldelsen af en drøm, at se mit navn på en bog i en boghandel og endnu en ting, som slet ikke føles virkelig.



Det dårlige

2013 har som sagt bragt på så mange vidunderlige ting og opfyldelsen af livslange drømme, at jeg virkelig begyndte at overveje, hvornår at jeg vågnede op. Det gjorde jeg så for nogle måneder siden. Som jeg i tidligere indlæg har nævnt er jeg desværre ikke et 100% rask. Jeg arbejder til daglig i et fleksjob og bortset fra at jeg bliver hurtigere træt og ikke altid er helt sikker på benene, så mærker jeg ikke voldsomt meget til sygdommen. Det ændrede sig for nogle måneder siden, da min krop begyndte at vise de første advarselstegn. Hvis jeg havde lyttet på dette tidspunkt og bare meldt mig syg fra mit blomsterbinderarbejde ville det måske ikke være blevet så slemt, men det gjorde jeg ikke. Derfor sluttede jeg 2013 af med at jeg næsten ikke kunne gå (selv med stok), føler det som om der kravler myre under huden i mit ansigt og når de smutter er området delvist lammet og mit energinivau er på absolut lavpunkt. Min sidste arbejdsdag (nytårsaftensdag) blev afsluttet med tåre i øjnene.


Sidste højdepunkt

Og så tager vi den sidste gode oplevelse, for at slutte af på toppen af et bjerg i stedet for på bunden af en dal.
I slutningen af december 2013 fik jeg udgivelsesdatoen på Dæmondræberen 2, som kommer til at hedde: Udvalgt.