Bibliotekspenge og skrivefeber.

Undskyld det manglende indlæg igår, men lageret af cola skulle fyldes op og aftenen/natten blev brugt på at skrive. Skrivefeberen har vist langt om længe ramt mig igen. Wuhu!

Bibliotekspenge

Fredag den 20 fik jeg en overraskelse. Min kæreste ringede for at fortælle, at hans gummisko nu var revnet fuldstændig. Dette resulterede i at han kiggede ind på vores fælles konto, hvor han opdagede, at der rent faktisk stod penge. Mine første bibliotekspenge var ankommet. Dette var lidt af en overraskelse, fordi jeg var blevet fortalt, at Oprører ikke ville nå med, fordi udgivelsen først var i November 2013. Ville nok være faldet bagover, hvis der ikke var ryglæn på min kontorstol. Det beløb jeg havde modtaget betød også at der var råd til at købe mere end et par nye gummisko til kæresten. Mine tanker gled straks i retning af mine ti år gamle Dr. Martens støvler. jeg bruger dem næsten hver dag, både på blomsterbinderjobbet og diverse bogmesser, hvilket betyder at de nu efter ti år er blevet ret slidte. Lynlåsen i siden på den ene kræver lidt trick og tålmodighed at lyne og nærmede sig tidspunktet for sikkerhedsnål-førstehjælp. Derudover er der en forholdsvis dyb flænge i snuden på den ene (tror nok jeg har tabt en kniv på et tidspunkt ude på blomsterbinderjobbet). Hurra for kraftigt læder. 
Da kæresten kom hjem fra arbejde gik turen derfor ind til byen, hvor vi begge fik nye sko og jeg tillod mig at shoppe en smule ekstra. Det blev også til et lille kig hos boghandleren, hvor jeg fandt Oprører på en hylde. Der er næsten intet, som slår følelsen når jeg ser min bog på en hylde. I årevis har jeg drømt om det øjeblik, hvor det ville ske og nu er det her.
Som afslutning gik vi ind og spiste asiatisk buffet, hvor jeg startede ud med 10-12 stykker sushi, før de varme retter og frugt til dessert. Da vi kørte hjem var jeg så proppet, at jeg slet ikke kunne tænke på at skrive.
Hvis I skulle være interesserede i at vide, hvor meget jeg fik i bibliotekspenge og hvad andre danske forfattere får, så kan det bla. læses herinde. http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2013 
Selvom pengene bestemt er rare og i en fjern fremtid tilbyder en mulighed for at jeg kan leve af mit skriveri, så har de aldrig været det vigtigste for mig. Det har altid bare handlet om at skrive, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, hvilket bringer mig til det næste.

Skrivefeber

Ferie på Rhodos var åbenbart nøjagtig, hvad jeg havde brug for. Det kapitel jeg skrev i hånden, mens vi var afsted satte gang i en begyndende skrivefeber og siden jeg kom hjem er ordene bare kommet flyvende. I løbet af juni måned har jeg skrevet over 30 wordsider og jeg har det fantastisk. For mig har skrivning altid fungeret, som den bedste terapi og når jeg skriver som nu føler jeg mig lykkelig. Det er noget helt særligt, når man hvert sekund kan fornemme ordene og det bare kribler i hænderne efter at skrive. Selv midt på dagen kan jeg føle det, hvilket er usædvaneligt for mig, Har altid skrevet bedst om natten. Måske fordi det er et tidspunkt hvor jeg er næsten helt sikker på at intet vil forstyrre. Når man bor ude på landet føles verden bare mere stille efter klokken 24. Og med det i tankerne vil jeg nu gennemlæse det jeg skrev igår nat og muligvis fortsætte. Jeg nærmer mig de 140 sider.

Genial eller ej.

Når jeg skriver kan jeg ofte have meget svingende følelser. Det ene øjeblik sidder jeg og føler mig genial over noget jeg har skrevet, mens jeg det næste tænker at det er noget lort.

Som nogle måske har bemærket gennem tidligere indlæg er jeg i gang med at skrive på det tredje og sidste bind i serien Dæmondræberen. 

Handlingen i dette bind blev allerede i (meget) grove træk planlagt samtidig med Udvalgt. Derfor har jeg haft kapiteloversigten liggende på computeren i mere end et år. Den lå bare og ventede på at jeg blev færdig med Udvalgt og fik tid til den. 
Afsnitsoversigten blev først skrevet, da jeg havde sendt manuskriptet til Udvalgt afsted til Tellerup. 

Nyforelsket

Allerede da jeg skrev kapiteloversigten til bind 3 (indtil videre har den kun en arbejdstitel. Top hemmelig) var der et bestemt kapitel jeg glædede mig mere til at skrive end nogen andre. Jeg kan ikke helt sætte min finger på, hvorfor jeg var så begejstret for det kapitel. Måske er det bare fordi jeg elsker at skrive kampscener, en ny form for modstander der dukker op i kapitlet eller de små hint til en ændret sindstilstand. 
Jeg kan som sagt ikke sige hvad årsagen er, men da jeg sad på Rhodos og opdagede at det var det kapitel jeg var nået til, gav det et sus i maven. Dominic har ellers været en anelse tilbageholdende, (muligvis pga. alle de andre ideer, som roder rundt i mit hoved) men nu var han pludselig klar med et ton af smarte bemærkninger og bandeord. Det var lige så jeg blev helt nyforelsket i ham.
Da jeg rejste hjem fra Rhodos var kapitlet nedskrevet i min skrivebog og skulle bare skrives ind på computeren. 

Nusseri

Jeg var hjemme mandag aften og onsdag var det skrevet ind. Når jeg har skrevet det første udkast af et kapitel kan jeg godt lide at nusse om det, før det ryger videre til betalæseren. I bund og grund går det jeg kalder nusseri bare ud på at jeg gennemlæser kapitlet igen og igen, mens jeg sletter lidt og tilføjer lidt. Og jeg har endnu mere lyst til at nusse, når det er et kapitel jeg godt kan lide. Muligvis fordi jeg vil holde fast i følelsen af genialitet lidt endnu, for når jeg kommer længere i historien og vender tilbage kan det have ændret sig og kun motivere til tanken: Sikke noget lort! Hvad helvede tænkte jeg på, da jeg skrev det og hvorfor kunne jeg så godt lide det?

Lige nu nyder jeg dog følelsen af genialitet i fulde drag og det faktum at kapitlet for alvor har sat gang i Dominic igen, så alle de andre ideer er ved at slippe grebet. Eller det satser jeg på. 

Ferie på Rhodos

Så er jeg hjemvendt fra Rhodos. En anelse mere solbrændt og en del oplevelser rigere. 
Som jeg lovede før jeg tog afsted vil dette indlæg derfor handle lidt om denne ferie. Jeg advare på forhånd om, at jeg ikke er overvældende god til at skrive om ferieoplevelser. Der er simpelthen alt for mange indtryk.

Vi boede på Avra Beachresort med all inclusiv. Der går nok længe før jeg glemmer de store buffeter både til morgen, middag og aften. Og desserterne. Åh, desserterne.  Når jeg bliver rig og berømt ansætter jeg en græsk kok bare til at lave desserter til frokost og aften. Af en eller anden grund fik jeg ikke taget noget billede af maden. Muligvis fordi jeg havde alt for travlt med at æde den.  

Ferien startede ud med overskyet vejr, blæst og regn, men det gjorde mig bestemt ikke noget. Jeg har aldrig været god til det der med bare at ligge og stege i solen. Desuden var det også mere behageligt at tage ud og se på ting, når solen ikke bagte ned i nakken. Et andet plus ved blæsevejret var at havet blev så oprørt, at det blev fik nogle usædvanlig smukke nuancer.

Det er nok svært at se, men der ligger en tremaster ude i horisonten

Det mest spændene vi så, var Stormesterens borg. Jeg kunne have fået mange flere timer til at gå med at vandre rundt på smukke mosaikgulve i værelser og sale, som førhen var beboet af korsriddere. Læse de store skilte og alle de små ved siden af hvert potteskår. Jeg elsker den slags steder, hvor man næsten kan føle de aftryk fortiden mennesker har sat. Det er som at træde tilbage i tiden. Jeg kunne sagtens se mig selv sidde på en af de små bænke ved vinduerne med min skrivebog i hænderne og bare suge inspirationen ud af murene.

Stormesterens borg. Jeg er den lille klat midt på trappen.

Ugen bød også på flere gåture i den gamle bydel, som var smuk og tilføjede et pust af historie, sammen med et ton af forskellige butikker. Vi besøgte også den hvide by, hvor jeg tog turen op af de stejle veje på æselryg. Et gnavent æsel vel at mærke.

Donkey? 

Og så var ugen pludselig gået og det var tid til at komme hjem. Jeg hjembragte alt fra honning til smykker og creme. Jeg var også lige ved at pakke et par grækere ned i kufferten, men måtte jo tænke på overvægt. Desuden havde jeg på fornemmelsen at min kæreste ville sætte pris på familieforøgelsen.

Mig med grækerne, som nær var kommet med i kufferten

Den sidste aften på hotellet stiftede jeg bekendtskab med Rhodos insektliv, da denne fyr prøvede at lande ovenpå mit hoved, da jeg sad ude på terassen. Mit hår er ikke en landingsbane, så vi blev ikke ligefrem gode venner.

Kan ikke ses på billedet, men den var ca. 7-8 cm lang.

Og så fik jeg endda også skrevet et kapitel mest jeg var på Rhodos. Et meget langt kapitel, så det ender muligvis med at blive til to kapitler i stedet for et.