Og igen er jeg stille herinde ...
Det er altså ikke fordi jeg har glemt bloggen, jeg er desværre bare nødt til at skære ned på næsten alt, hvad der involvere mine hænder og arme. Jeg skriver derfor følgende, så I ved hvorfor jeg er mere stille og ikke for at fiske efter medlidenhed.
Fucking arme
I slutningen af november gik jeg til lægen, fordi mine arme var begyndt at gøre ondt og alt virkede mere tungt. Han gav mig diagnosen 'begyndende seneskedehindebetændelse' (synes stadig det er åndssvagt, at det har et så langt navn). Derudover havde jeg også overbelastet fedtpuderne i mine hæle (anede slet ikke at man kunne overbelaste sine hæle :-/) Tidspunktet kunne ikke have været værre, fordi en af de mest travle perioder i en blomsterbutik nærmede sig. Jeg lyttede derfor til min samvittighed, min chef og skrækken for at blive fyret. Lod min fornuft glide i baggrunden og overhørte min egen krop.
Skrivestop og stress
Jeg moslede mig igennem slutningen af november og starten af december og ignorerede højt og flot, at mine arme fik det værre. Samtidig holdt jeg op med at skrive, fordi jeg jo skulle spare armene til hverdagsjobbet. Det viste sig at være en stor fejl ...
Skrivning har i mange år været en form for stresshåndtering for mig ... Min zenzone. Når jeg får skrevet, føles mit humør let og luftigt og jeg er generelt bare glad. Jeg kan håndtere smerte og dårlige nyheder.
Da jeg så holdt op med at skrive, for at skåne armene, på et tidspunkt hvor ideerne væltede rundt i hovedet på mig, så steg mit stressnivau til alarmerende højder. Faktisk føltes det som om min krop var i en konstant form for alarmtilstand. Jeg kunne ikke holde mig i ro, jeg syntes ikke jeg nåede noget, snerrede af alle som bad om noget, jeg sov elendigt og hvis en kunde bad om at få bundet en buket, så havde jeg lyst til at stikke denne kunde ned med en rosenstilk (nøjedes dog med at bande indvendig). Jeg fik det mildest talt af helvede til. Jeg var ved at blive mere eller mindre ligeglad med om jeg mistede jobbet. Var konstant vred og ked af det. Okay, faktisk var jeg virkelig arrig, fordi hvorfor var det lige at jeg ofrede mit helbred og min egen drøm for en drøm der ikke var min?
Kortvarig pause og igang igen
Så meldte jeg mig syg, gav fløjten i mine arme og gik i stedet igang med at skrive en smule hver dag samtidig med at jeg overvejede mine muligheder. Det udvirkede mirakler på mit stressnivau, og mit humør blev igen mere let og luftigt. Så blev jeg kaldt på arbejde igen til den sidste runde af december måned ...
Armene havde også fået det en smule bedre, men var ikke helt gode endnu. Bare tanken om, at tage på arbejde og skulle bide smerten i mig, gjorde mig i dårligt humør og jeg vidste at det ikke var en smart ide. Ikke desto mindre tog jeg af sted på arbejde.
Jeg kæmpede mig gennem hver arbejdsdag, åd en del smertestillende og talte dagene ned til december var overstået. På dette tidspunkt havde jeg informeret min chef om, at når december var slut, så var jeg sygemeldt på ubestemt tid og hvis han måtte fyre mig på grund af det, så var det i orden med mig. Nu var skrivningen endnu mere vigtig.
Det er svært at forklare, men når jeg sætter mig ned og skriver synker virkeligheden tilbage i baggrunden. Jeg glemmer jeg har fysisk ondt, mens jeg skriver og når jeg holder for den aften, så føler jeg mig fredfyldt og smerten genere mig stadig ikke særlig meget. Jeg går i seng med et smil på læben (muligvis også med et ønske om at kunne skrive videre) og jeg sover godt.
Sådan fortsatte jeg gennem det sidste af december måned. Jeg bed smerten i mig, selv når mine arme rystede og jeg dårlig nok kunne holde fast om blomsterne. Mine hæle gjorde ondt og jeg kunne dårlig nok holde ud at stå på benene. Jeg fik ondt i halsen og blev forkølet og jeg blev ved med at arbejde (Mine skrivebuddies og jeg blev enige om, at jeg havde æselhjerne, fordi jeg er så stædig og hurra for deres støtte undervejs. De er virkelig guld værd). Jeg holdt igen med at skrive, simpelthen fordi det nu også gjorde ondt. Den 30 december tudbrølede jeg på vejen hjem fra arbejde, fordi det smertestillende ikke længere virkede ordentligt og fordi jeg også skulle på arbejde 31 december. Jeg var vred, ked af det og havde satans ondt i alle lemmer og jeg er bestemt ikke ubekendt med smerte.
Sygemeldt på ubestemt tid og vidunderlige skriv
Jeg kæmpede mig gennem 31 december (fra 9.00 - 13.00) og da det endelig var slut, følte jeg mig fuldstændig drænet. Som om jeg havde givet alt hvad jeg havde i mig og mere til. Jeg overvejede kraftigt om jeg overhovedet ville være i stand til at holde bestikket, når jeg skulle spise nytårsmenuen.
Nu er jeg sygemeldt på 13. dag. Armene har fået den ene smule bedre (tror jeg i det mindste, for kaffekoppen føles ikke nær så tung længere), men det gør stadig ondt og visse bevægelser kan jeg ikke lave uden, at det giver et smertefuldt jag. Derfor meget afslapning hver dag. Skrivningen holder jeg ved (en lille smule hver dag) og mit humør føles næsten helt i top. Jeg prøver at lade være med at tænke på de dårlige ting, som mulig fyring, turen tilbage i systemet osv.
Jeg ser bare en del fjernsyn og skriver mig tilbage i en zen-tilstand.
Så stilheden herinde skyldes, at jeg skriver på mit kommende projekt og slapper af.
Velkommen ind i det nye år. Jeg håber at alle er nået godt ind i det.
Jeg tænkte at jeg ville starte 2015 ud med et tilbageblik på mit forfatterår 2014. Skriver det ikke i den rækkefølge det skete, men mere efter begivenhederne.
Kontrakt på Udvalgt
Til min store glæde kunne jeg underskrive kontrakten på Udvalgt - Dæmondræberen #2 og kunne derved føle mig næsten 100% sikker på at den ville blive udgivet. Jeg havde været ret nervøs, for om den ville komme ud, da Oprører jo var min debutroman. Jeg kan takke alle dem, der købte Oprører og selvfølgelig alle de dejlige anmeldelser, som den har fået. Dette bringer mig videre til det næste.
Vidunderlige anmeldelser
Oprører - Dæmondræberen #1 har fået så mange gode anmeldelser og jeg har hørt fra flere læsere, som godt kunne lide bogen. Både gennem anmeldelser på bogblogs, Tellerups hjemmeside, her på bloggen og gennem min fb-side. Hver enkelt af dem betyder utrolig meget for mig. Så meget at jeg endda har svært ved at udtrykke det i ord. Mildt sagt, så føler jeg en overvældende trang til at uddele kys og kram til højre og venstre.
Jeg har stadig ikke helt regnet ud, hvad jeg gjorde rigtigt med Dæmondræberen, så jeg kan gøre det igen. Derfor fortsætter jeg bare med at skrive som jeg har lyst til og krydser fingre for at det igen vil vise sig at være det rigtige.
Udvalgt begyndte også at få sine første anmeldelser i slutningen af 2014 og kurerede min frygt for hvordan den ville blive modtaget.
Første ture op på en scene som forfatter
2014 bød også på min første og anden tur op på en scene. jeg tror ikke jeg har stået på sådan en siden 6 klasse, hvor jeg spillede Snehvide og dværgene fik et kig ned i min kjoleudskæring, da jeg lå i kisten. Ak, de stakkels sørgende dværge.
Første sceneoplevelse var på Bookeaters Convention, som til min store glæde og overraskelse spurgte om jeg ville komme.
Jeg ankom tidligt og sugede atmosfæren til mig, mens jeg kæmpede for at få styr på nerverne. Heldigvis havde jeg en interviewer med, da jeg kom på scenen og han og det søde publikum hjalp mig gennem det. Husker ikke særlig meget af det jeg sagde, men har erfaret at det åbenbart er sådan jeg fungere. Nerverne udradere næsten alle minder.
Anden sceneoplevelse var på Herlufsholms Fantasy bogmesse og fuck, hvor var jeg nervøs. jeg var lige ved at tage benene (og stokken) på nakken, da min redaktør kom gående med et stort banner med mit giga hoved på. jeg kom dog op på scenen og det gik vist meget godt, bortset fra et øjeblik, hvor min hjerne gik helt blank. Underligt nok er det næsten det eneste jeg husker.
Udvalgt udkom
Efter jeg havde underskrevet kontrakten på Dæmondræberen #2 blev der manusplejet, søgt efter billed til coveret og korrekturlæst. Coveret til Udvalgt blev skabt af Mette Breth, som endnu engang opfyldt mine ønsker (større vinger, giv manden mere tøj på, osv.)
Pludselig stod jeg med bogen i hænderne. Endnu en følelse jeg har svært ved at beskrive, er når jeg står med min fysiske bog i hænderne og den er så smuk. Alt arbejdet, som er blevet lagt i sådan en bog, både af mig, forlaget og illustatoren og så står man der med kulminationen af det hele ... Drømmen. Det er simpelthen fantastisk.
Signeringer
Allerede ved Book Eaters Convention fik jeg æren af at signere nogle eksemplarer af Oprører. Næste signering kom på Herlufsholms Fantasy Bogmesse lige efter jeg havde været på scenen og stadig var fuldstændig rundt på gulvet ... og jeg er blevet fortalt, at der stod en kø. Bemærkede det ikke selv, fordi jeg var som sagt stadig rundt på gulvet. Jeg fik dog hilst på en masse søde mennesker og vist nok skrevet alle navne korrekt (bortset fra et enkelt, hvor jeg gik igang med at tegne vinger for at rette fejlen).
Årets sidste signering var på Bogforum og denne gang bemærkede jeg helt sikkert køen, selvom jeg prøvede at lade være med at kigge. Af en eller anden grund havde jeg ikke forventet det. Jeg signerede i 1 time non stop, før jeg nåede den sidste i køen. Igen fik jeg hilst på mange søde mennesker.
Skrivebuddies
Nu har jeg allerede været inde forbi de forskellige bogmesser jeg deltog i. På både Herlufsholms Fantasybogmesse og Bogforum fulgtes jeg med skrivebuddies. Jeg nyder altid deres selskab og føler mig dybt taknemmelig fordi de gider snakke mine nerver ned, når jeg ikke tør gå på scenen og gider have besværet med at rejse sammen med mig og min rulleracer, når der er behov for den. De er simpelthen de mest fantastiske mennesker og jeg prøver at vise det ved at give dem diverse små gaver, simpelthen fordi jeg sætter så meget pris på dem. Vi hjælper hinanden med tekster, lytter når der er problemer og kommer med råd. Som sagt: De er fantastiske!
Vi bor spredt ud over hele landet, så bogmesserne er de tidspunkter, hvor vi ses face-to-face og derfor deltog vi også i årets Krimimesse, som også havde Horror på programmet.
Første bibpenge og royaltys
2014 blev også det første år, hvor jeg fik bibpenge. Jeg havde ikke forventet at jeg ville få nogen i år, så de kom som en glædelig overraskelse i et hverdagsbudget, som er meget stramt. Før bibpengene fik jeg også royaltys, som resulterede i selvforkælelse, da jeg købte en læderjakke. Noget jeg har ønsket mig i flere år, men ikke følt der var penge til. Vores hund var nær blevet myrdet ved den lejlighed, da hun meget venligt pakkede jakken ud for mig, da posten lagde den ved døren mens jeg var på arbejde. Argh! Heldigvis var hunden mere interesseret i at flå indpakningen i stykker end jakken eller også var hun bare ikke nået til den endnu, da jeg kom hjem og fandt den under en busk.
Et farvel til et univers og personlighederne
Efter flere år i selskab med det samme univers og personligheder i det kunne jeg også sige farvel til Dæmondræberen, da jeg afsluttede det tredje og sidste bind. Det har været en fornøjelse og en udfordring at skrive på serien og jeg har elsket Dominic & co. Ikke desto mindre var det vigtigt for mig at slutte serien på toppen, så derfor bliver #3 det sidste ... med mindre jeg kan finde på noget som kan toppe handlingen i dette sidste bind. Tror jeg dog ikke.
Nyt univers, nye personligheder
Året blev afsluttet med at jeg nu er nogle kapitler inde i et nyt univers befolket med nye personligheder. Jeg nyder at skrive på det, uanset om det ender med at blive udgivet eller ej og hver gang jeg skriver på det eller læser det igennem sidder jeg med den samme følelse som jeg håber at jeg kan videreføre til eventuelle læsere.
Så jeg siger farvel til år 2014 med en ny begyndelse.
Og så vil jeg slutte med at sige: Tak!
Jeg føler i det hele taget en overvældende trang til at takke alle for at gøre 2014 helt fantastisk. Håber at 2015 bliver lige så godt.
