mandag den 13. januar 2014

Beklager ...

Ville bare lige beklage at mine indlæg ikke kommer så stabilt.

Dette kræver selvfølgelig en forklaring. Jeg plejer normalvis ikke at snakke så meget om min sygdom og hvordan jeg har det. Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om at snakke om det, men det er et ret deprimerende emne og jeg går derfor (muligvis fejlagtigt) ud fra at andre ikke gider høre vildt meget om det. Specielt ikke, når der nu er så mange andre mere spændende og morsomme emner at tage fat på. Min hjerne tilbyder i hvert fald flere muligheder.

Som jeg tidligere har nævnt har jeg en sygdom - nærmere betegnet: En uspecificeret nerologisk lidelse. Det smitter ikke og til daglig er mit største problem et lavt energinivau, dårlige ben og føleforstyrrelser i benene. Jeg har et fleksjob og ud ad til ser jeg helt rask ud ... Eller det satser jeg i det mindste på.

For nogle måneder siden begyndte det dog at gå ned af bakke og jeg gjorde det eneste jeg ikke må - Jeg ignorerede signalerne fra min krop, fordi jeg så gerne ville passe mit fleksjob og få alle de gode oplevelser i fritiden. Nu betaler jeg prisen.

Jeg kan næsten ikke holde til at lave noget, før jeg må klamre mig til stokken. Jeg kan ikke mærke berøring under fodsålen på højre fod, men har derimod kramper indeni benet. Det føles som om der er myrer under huden i mit ansigt og når de forlader et område, så føles det delvist lammet. Forsøger virkelig at vænne mig til at det er anderledes at smile. De pågældende myrer er nu på vej ned af halsen og er også dukket op i højre hånd. Ved siden af dette har jeg absolut ingen energi. Der er ingen behandling for det, da lægerne ikke ved, hvad jeg fejler og derfor ikke vil fejlmedicinere mig ... igen. De gør så heller ikke rigtig noget for at finde ud af hvad det er og min vrede mod hospitaler og deres læger er ikke blevet mindre. Dengang jeg havde diagnosen sclerose (en anden historie) fik jeg binyrebarkhormoner, når jeg havde et "attak", og de virkede, men da jeg ikke længere har en specifik diagnose skal jeg nok ikke satse på at jeg kan få det igen.

Jeg fortæller ikke dette fordi jeg ønsker medlidenhed. Når jeg ikke har det så slemt ser jeg faktisk hver smerte og underlig følelse, som en ny erfaring jeg muligvis kan bruge senere hen i mit skriv. Med en lidt morbid facination har jeg ved gentagende lejligheder prikket på de delvist lammede områder med fingerspidsen. Det er en virkelig underlig fornemmelse, når man kan mærke ens krop forfalde omkring en, mens ens tanker er skarpe og man tænker på alt det man gerne vil nå at prøve. Lige for øjeblikket er min største udfordring faktisk at holde mig i ro, som jeg ved jeg bør ... og lade være med at få nogen til at køre mig ud på hospitalet, så jeg kan råbe, som en gak kvinde af alle læger jeg ser. Har nok ikke energien til det alligevel.

Derfor beklager jeg som sagt, hvis jeg ikke lægger indlæg herind hver tirsdag. Jeg er bare meget specifik med, hvad jeg vælger at bruge min energi på. Når jeg nu alligevel skal sidde på min flade virker det indlysende, at få skrevet. Noget jeg ellers ikke har haft energien til i flere måneder, fordi jeg brugte alt på at passe arbejdet i blomsterbutikken. Og jubiii ... I lørdags skrev jeg et helt kapitel. Min krop havde det af helvede til dagen efter, men til gengæld følte jeg mig mere glad end jeg har gjort længe. For mig har skrivning altid været terapi.


3 kommentarer:

  1. Hvor er du sej, Louise. Helt ærligt. Mange ville være knækket allerede på grund af langt mindre. Det må være så frustrerende og til tider skræmmende at være i sin krops vold.
    Godt at du kan bruge skrivningen som terapi. Håber myrerne skrider snart og lader dig skrive i fred!
    Opmuntrende kram herfra ...

    SvarSlet
  2. Mange tak. ;O) Er ikke første gang jeg har hørt det, men jeg arbejder jo bare med, hvad jeg har og jeg har været syg siden jeg var 13, så det er jo bare hverdag for mig. Selvom jeg for øjeblikket er en smule mere frustreret end sædvanlig. Hader at skulle slappe af. Det er bare så frustrerende, når der er så meget jeg gerne vil. Men det er hvad det er.
    Ha Ha. Det er en af de store fordele ved at skrive. Jeg føler ikke længere myrerne, når jeg tager høretelefonerne på og synker helt ned i skriv. Det gør jeg til gengæld lige så snart jeg holder op og så er de tilbage med en mission. Ikke desto mindre, skal det nok gå. På et eller andet tidspunkt forsvinder de igen og hvis de efterlader permanente lammede områder i ansigtet, så får jeg i det mindste ikke rynker. ;oD

    SvarSlet
    Svar
    1. Galgenhumor ... en god allieret mod myrehorderne :) Håber nu du får lov til at få ægte rynker en dag, uden lamme eller summende områder. Indtil da: Skriv som vinden! Måske kribleasnerne forstår et hint og holder sig væk ... :)

      Slet