Et lille pip

Jeg beklager at jeg stadig er meget ustabil herinde, men helbredet er stadig ikke godt.

Når nu jeg går hjemme og er sygemeldt fra hverdagsarbejdet i blomsterbutikken skulle man ellers tro, at jeg ville have masser af tid til at skrive.
Tiden er skam heller ikke problemet. Den føler jeg faktisk at jeg har for meget af og jeg er ved at være dødtræt af at gå herhjemme. Mine ben har været så dårlige, at jeg ikke turde køre bil, så derfor har jeg i løbet af januar og feburar kun forladt hjemmet 5-6 gange. Denne kraftige isolation er virkelig begyndt at gå mig på nerverne, derfor nåede jeg i sidste uge til den konklusion, at jeg var nødt til at komme tilbage på arbejde, selvom min krop stadig ikke er på toppen. Når man siger "ding" højt, når man får en ide og går igang med at nynne cirkusmusik, så er det absolut tid til at komme ud.

I lørdags var jeg derfor på arbejde i to timer og jeg var lykkelig. Det var simpelthen vidunderligt. Det føltes også som en gnist der igen fik mig til at skrive mere. Jeg kunne godt mærke på min krop, at jeg havde været på arbejde, men følte mig mere glad end jeg har gjort længe. Det er absolut det vigtigste.
Og så blev jeg forkølet om søndagen. Suk.
Nu håber jeg bare at det snart går over så jeg igen kan fortsætte med planen om at starte langsomt op på arbejdet ... og tage min første køretur på nogle øde bagveje.

På skrivefronten er jeg som sagt igang igen, selvom det slet ikke går så stærkt, som jeg havde håbet. Dominic snakker ellers lystigt og lige så snart jeg samler mit fokus kommer ordene ned på papiret. En anden motivation er også at jeg fortæller mig selv, at jeg skal få skrevet hans historie færdig og slutte den på toppen, så jeg kan bevæge mig videre til andre ideer og nye universer.

Det var så det lille pip og nu vil jeg pudse næse igen igen og få skrevet en smule.