torsdag den 27. december 2012

Året der gik

Året der gik.


2012 har været et fantastisk år for mig, hvor mit livs største drøm er gået i opfyldelse og derfor tænkte jeg at jeg ville lave en lille gennemgang af året. Og jeg vil starte med ønsker:

Stjerneønsker


Sidste vinter (eller var det forrige? Tiden har det med at flyve, når man har travlt) var der en nat med stjerneskudsregn. jeg klædte mig godt på lavede en halv spand the (en stor ½ liters kop) og trak en havestol midt ud i vores indkørsel, så jeg havde god udsigt til nattehimlen. Så var jeg klar til at ønske.


Lidt ønskehistorie

Jeg ved godt at mange nok anser det for en smule tåbeligt at sætte sig ud for at ønske på stjerneskud, når man har rundet 25 år og burde være en voksen og fornuftig kvinde. Men da jeg var barn elskede jeg at ønske på stjerneskud. Mine forældre havde skråvinduer på førstesalen, så der kunne man ligge lunt og godt og kigge op på alle stjernerne og spejde efter stjerneskud. Min illusion om at det faktisk virker at ønske på stjerneskud (eller at det i hvert fald ikke kan skade) stammer nok fra det faktum, at indtil flere af mine barnlige stjerneønsker gik i opfyldelse. Og lad os nu vende tilbage til den vinternat i indkørslen med den nu kvarte liter the.

30 ønsker på det samme giver vel bedre odds end bare et enkelt.

Jeg holdt grundigt øje med himlen og ønskede på hvert eneste stjerneskud, igen og igen det samme ønske, mens jeg varmede fingrene på koppen og drak theen. Først efter tredive ønsker på det samme ting kom jeg til at tænke på at jeg måske også skulle ønske på noget andet og begyndte at lave et andet ønske, men jeg skal tilstå, at det første blev ved med at hænge i mit baghoved. Brændte som en lille sol.

Tilbage til overblikket.

Efter den lille stjernetur vil jeg nu vende tilbage til gennemgangen og så skal I nok få af vide, hvorfor jeg startede med stjernehistorien om et lille stykke tid.

Dette års gode ting startede med at jeg blev færdig med at skrive på del 1 af min roman - Oprører og påbegyndte redigeringen, så romanen kunne sendes videre til min årslange trofaste betalæser. Jeg elskede romanen lige fra starten og følte mig fra starten sikker på at den ville være den store. Den der blev udgivet også selvom jeg skulle prøve igen og igen.

I april sørgede min jobkonsulent for at jeg kom ud til en jobsamtale hos en nystartet blomsterbutik, hvilket jeg til min store glæde fik. Jeg har gået hjemme i over to år (kun afbrudt af praktik forskellige steder) og selvom jeg aldrig har problemer med at få tiden til at gå derhjemme (skrivning) så var det super dejligt endelig at finde et arbejde, der på trods af mit dårlige helbred, nedsat tid osv. havde tænkt sig at tilbyde mig en fastansættelse efter praktikken.

I slutningen af april var min kæreste overvældende gavmild og gav mig den tatovering jeg tegnede for over fem år siden, mens aldrig havde fået overført til hud Jeg elsker det hver gang jeg ser på den. Har altid haft en svaghed for drager.

Jeg begyndte på det nye arbejde den første maj og havde en fantastisk dag. Skal lige siges, at jeg på dette tidspunkt var gået igang med del 2 af romanen og skrev på den i fritiden.

I maj gik turen også til Mallorca, da mine forældre havde været så søde at invitere mig med ud at rejse sammen med dem og min moster. Det var en virkelig hyggelig tur, hvor jeg havde blokken med og hyggede mig på terrassen med en kop kaffe, høretelefoner i ørerne og historien i hovedet.

De næste måneder fløj afsted, mens jeg henholdsvis arbejde, skrev og var ved at bide neglene ned, mens jeg ventede på svaret fra det første forlag jeg havde sendt Oprører til og tvivlen prikkede til mig. Hvad nu, hvis de ikke syntes lige så godt om ham, som jeg selv gjorde? Hvad nu hvis min egen skrivestil var for dårlig til at viderebringe den historie jeg virkelig følte var god.
Jeg var allerede gået igang med at planlægge, hvilket forlag den skulle sendes videre til næste gang, da jeg hørte fra forlaget i August og nyheden var god. De kunne bestemt se muligheder i romanen, men følte at den ikke var lang nok. Kan huske at et sus gik gennem mig, fordi jeg var jo allerede igang med at skrive på den næste del til historien og manglede kun ti kapitler, før den var færdig. Nu fik jeg pludselig travlt. Jeg kunne fornemme at mit stjerneskudsønske var lige indenfor rækkevidde.

Den 12 september, på min fødselsdag, fik jeg mit ønske opfyldt. Tellerup sagde ja til min oprører, der kom til at inkludere både del 1 & 2. Selvom jeg på dette tidspunkt kæmpede mod en led virus blev champagnen åbnet og jeg fejrede det.
Herefter fulgte Herlufholms fantasybogmesse, hvor jeg fik en mulighed for at hilse på nogle af dem fra Tellerup og havde en super hyggelig weekend sammen med nogle kollegaer og venner. Har postet et indlæg om det tidligere.

I november gik turen endnu engang til Sjælland og bogforum, hvor jeg endnu engang mødtes med mine vidunderlige kollegaer, fik snakket med andre kollegaer og havde en super weekend, der dog smadrede mine ben fuldstændig, selvom jeg havde medbragt stokken.
I slutningen af november - nærmere betegnet den 27 - blev mine to noveller Sort forbandelse og Tosidet (hvilket jeg vist også har nævnt) lagt ud, som e-bøger og jeg har til min forundring set dem bedre sig over nettet. Stjerneskuds ønsket, det der brændte er gået i opfyldelse: Lad mig blive udgivet!

Med dette væltede jeg ind i en travlt december med traditioner, hygge og fortsat skriv.

Dette var i sandhed været et fantastisk år og jeg glæder mig så ufatteligt meget til den fortsatte rejse i 2013.

Håber I alle får følger mig og også får et ønskeår. ;o)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar