Genial eller ej.

Når jeg skriver kan jeg ofte have meget svingende følelser. Det ene øjeblik sidder jeg og føler mig genial over noget jeg har skrevet, mens jeg det næste tænker at det er noget lort.

Som nogle måske har bemærket gennem tidligere indlæg er jeg i gang med at skrive på det tredje og sidste bind i serien Dæmondræberen. 

Handlingen i dette bind blev allerede i (meget) grove træk planlagt samtidig med Udvalgt. Derfor har jeg haft kapiteloversigten liggende på computeren i mere end et år. Den lå bare og ventede på at jeg blev færdig med Udvalgt og fik tid til den. 
Afsnitsoversigten blev først skrevet, da jeg havde sendt manuskriptet til Udvalgt afsted til Tellerup. 

Nyforelsket

Allerede da jeg skrev kapiteloversigten til bind 3 (indtil videre har den kun en arbejdstitel. Top hemmelig) var der et bestemt kapitel jeg glædede mig mere til at skrive end nogen andre. Jeg kan ikke helt sætte min finger på, hvorfor jeg var så begejstret for det kapitel. Måske er det bare fordi jeg elsker at skrive kampscener, en ny form for modstander der dukker op i kapitlet eller de små hint til en ændret sindstilstand. 
Jeg kan som sagt ikke sige hvad årsagen er, men da jeg sad på Rhodos og opdagede at det var det kapitel jeg var nået til, gav det et sus i maven. Dominic har ellers været en anelse tilbageholdende, (muligvis pga. alle de andre ideer, som roder rundt i mit hoved) men nu var han pludselig klar med et ton af smarte bemærkninger og bandeord. Det var lige så jeg blev helt nyforelsket i ham.
Da jeg rejste hjem fra Rhodos var kapitlet nedskrevet i min skrivebog og skulle bare skrives ind på computeren. 

Nusseri

Jeg var hjemme mandag aften og onsdag var det skrevet ind. Når jeg har skrevet det første udkast af et kapitel kan jeg godt lide at nusse om det, før det ryger videre til betalæseren. I bund og grund går det jeg kalder nusseri bare ud på at jeg gennemlæser kapitlet igen og igen, mens jeg sletter lidt og tilføjer lidt. Og jeg har endnu mere lyst til at nusse, når det er et kapitel jeg godt kan lide. Muligvis fordi jeg vil holde fast i følelsen af genialitet lidt endnu, for når jeg kommer længere i historien og vender tilbage kan det have ændret sig og kun motivere til tanken: Sikke noget lort! Hvad helvede tænkte jeg på, da jeg skrev det og hvorfor kunne jeg så godt lide det?

Lige nu nyder jeg dog følelsen af genialitet i fulde drag og det faktum at kapitlet for alvor har sat gang i Dominic igen, så alle de andre ideer er ved at slippe grebet. Eller det satser jeg på.