Hvem skal man vælge ...

Drengelitteraturprisen

I forbindelse med at drengelitteraturprisen er blevet slået op inde på kulturstyrelsens hjemmeside skulle Anika Eibe, som løb med en delt førsteplads for hendes novelle Colosseum og jeg var vildt begejstret på hendes vegne. Det er altid vidunderligt, når en ven vinder en konkurrence, får en ny bog udgivet eller lignende. Og samtidig blev der tændt for en lille stemme i mit baghoved, som hviskede: Hvis konkurrencen vender tilbage næste år, så deltager du vel? Tænk nu hvis du også kunne vinde? Du burde virkelig komme på en god historie. Du burde allerede gå igang med at udtænke en nu ... osv. 
jeg da også have sende mit bidrag i år. Sidste år var det

Ideen

Og jeg tænkte da også og forkastede indtil flere ideer, før jeg arkiverede folderen "Drengelitteraturprisen 2013" i en skuffe i mit hukommelsesarkiv.  Ved regelmæssige lejligheder gik jeg så igang med at gennemsortere nye og gamle ting, som muligvis kunne bruges og samlede dem i folderen. Og så en da var den der bare. Ideen! Jeg var godt nok i virkelig god tid, men den blev ved med at presse på indtil jeg til sidst skrev den efter sidste års kriterier. Den blev skrevet færdig på en enkelt dag og jeg var tilfreds og gemte den, så den kunne hives frem når det blev tid.

Den lille lille perle

Så blev det tid og jeg hev igen novellen frem, læste den igennem og tilføjede nye rettelser, så den blev helt perfekt. Den var stadig min lille perle med understregning af lille. Der var kommet nye kriterier til konkurrencen i år og istedet for at skulle nøjes med 1500 ord kunne man nu fråse med 2500. Jeg forsøgte at presse flere ord på min lille perle og få den til at vokse, men den havde det fint med at være lille og nægtede at samarbejde. Men jeg var bekymret. Hvordan ville min lille perle klare sig, hvis den blev sat op imod længere og mere detaljerede historier. Ville den blive kasseret ved enden af køen, fordi den ikke nåede højdegrænsen og derfor ikke fik lov til at stige på rutsjebanen sammen med de større børn?

Endnu en ide

En ny ide dukkede op. Elskede stadig min lille perle, men måske ville den passe bedre ind et andet sted? Den nye ide tog form. Ikke så hurtigt som den lille perle, men med en del mere panik, hvor jeg en smule febrilsk rodede arkivskabene igennem i mit hukommelsesarkiv og samlede små bidder her og små bidder der indtil jeg til sidst stod med den færdige ide. Den gjorde mig ikke nær så begejstret som den lille perle i sin tid, men skulle da bestemt have en chance. Desuden blev den ved med at plage mig. Det tog mig mere end en uge at skrive den færdig og jeg måtte ændre i det et par gange, men nu er den så godt som færdig og så står jeg med problemet ...

Hvem skal jeg vælge ...