Følelsen af et knust hjerte

Det er meget længe siden at jeg sidst følte at mit hjerte var knust. Det er en underlig tom fornemmelse i brystet, som om hjertet der før i tiden var der er forsvundet eller ikke fungere helt som det skal.

Så kan man tale om at virkeligheden bryder ind

For ca. 14 dage siden skrev jeg om når virkeligheden forstyrre en i skriveriet med bekymringer og så fortalte jeg om vores to katte, som gjorde mig bekymrede da de begge måtte til dyrlægen. Nu er der kommet endnu en bekymring og denne gang har den knust mit hjerte. Derfor vil det være på sin plads at jeg præsentere:

Chia aka Tøsen, Tøsepigen, Chiapigen, Stinky og Møghunden

Hun er vores næsten ti år gamle hund. Chia er en rottweiler/labradorblanding, men lige fra den første dag vi fik hende vidste vi at det var rottweilergenerne som var de dominerende. Dette har givet årsag til en del kampe gennem årerne. En af dem resulterede i at jeg fik en mild hjernerystelse, fordi hun trak mig omkuld, så jeg slog hovedet ned i asfalten. Hun er dominerende, det der med at lade andre hunde bestemme over sig har aldrig været hende og selv når der var hanhunde på besøg var det hende som styrede legen. Hun har tre forskellige formere for knurren: En der siger "jeg er glad for at se dig og ih, hvor har jeg savnet dig. Den anden siger: "Jeg advare dig. Jeg vil ikke gøre dig noget, men hvis du ikke flytter dig, så kan jeg finde på at nappe. Den tredje siger: "Mit område. Hvis du så meget som stikker hånden hen til mig, så bider jeg. Den sidste form har vi heldigvis aldrig set så meget til. Kattene er dog meget kendte med den anden form. Hun elsker at lege både udenfor og indenfor med en af sine elskede bamser, som jeg tålmodigt har syet gang på gang, når de fik nye huller. Hun elsker at køre i bil. Hun bryder sig ikke meget om at stikke hovedet ud af de åbne vinduer i siden, men vil meget gerne kunnefølge med i hvor vi kører hen. Og så kan hun være en stor gnavpot. Når vi har sagt godnat og hun ligger i sin kurv, så er der ikke mere pjat. Der snakker vi ikke. Derudover er hun en af de mest kærlige, rolige hunde. Hun har altid beskyttet vores hjem og så vid vides behandlet sine babysittere godt.

Nu da præsentationen er overstået vil jeg komme videre til årsagen. I fredags tog vi til dyrlægen med hende fordi hun tydeligvis havde ondt og helst ikke ville bevæge sig. Vi havde forberedt os på at det nok ville være dårlige nyheder da hun over de sidste par år er begyndt at få knuder. Det var dårlige nyheder. Hun har det de kalder underlivsbetændelse og det kan hun behandles med en operation til 10.000 hvor hun får fjernet underlivet. Selvom vi ikke er rige ville vi gernehave betalt pengene, hvis dyrlægen kunne garantere at hun ville få det godt, men der var ingen garantier og Chia er allerede en gammel hund. Derfor tog vi beslutningen om at vi ikke ville forsøge at holde hende i live for vores egen skyld og hun fik en tid til på fredag i denne uge, så vi havde en uge til at sige farvel og forkæle hende. Derfor køre vi en sidste tur med vores hund på fredag og siger farvel med knuste hjerter.