Hvad vil du være når du bliver stor? Del 2

Så fortsætter jeg hvor jeg slap ved sidste uges indlæg. Her fra bliver det en smule tåget, da tidspunktet hvor jeg skulle videre med uddannelsen er blevet udraderet af andre minder. Jeg kan derfor ikke huske om det var uddannelsen eller det dårlige minde der kom først. Skriver dog uddannelsen først. Vil lige nævne at jeg godt ved at dette indlæg handler lige så meget om sygdom, som det gør om uddannelse, men i mit tilfælde var det jo også helbredet der førte mig i bestemte retninger, mens jeg kæmpede for at den ikke slukke udradere andre veje.

Det fornuftige valg.

Jeg kom ind på uddannelsen til Teknisk Designer. Selvom den ikke var en af drømmene blev den ikke valg uden overvejelser. Selvom tegningerne var tekniske, så var det i det mindste en uddannelse hvor jeg fik lov til at tegne. Jeg påbegyndte den og så fik jeg det næste slag.

En ventrehook fra sygdommen.

Det var sidst på sommeren og stadig varm, så hver morgen tog jeg et par højhælede satinsandaler på og vandrede den korte vej til det nærmeste busstoppested, så jeg kunne komme ind til skolen. Det var ikke et par vildt høje hæle, kun ca. 5 cm, men pludselig fik jeg problemer med at gå i dem. Jeg begyndte at vrikke om på den ene fod og det føltes som om alle musklerne var forsvundet i anklen. Jeg skiftede til et par flade sko og blev ved med at vrikke om. Endnu engang gik turen til lægen, fulgt af en tur til hospitalet hvor et ord bed sig fast ved den første undersøgelse. De kaldte min fod for en dropfod. Efter flere forskellige prøver, nogle mere ubehagelige end andre, kom diagnosen. Jeg havde sklerose. Nu tog tingene fart. Jeg fik en kur med binyrebarkhormoner, havde det af helvede til, fik det bedre og vendte tilbage til uddannelsen. Efter en enkelt nat hvor jeg tudbrølede havde jeg accepteret at jeg havde sklerose og det var det. Skal lige tilføje at jeg ikke længere har den diagnose, men det er en helt anden historie.

Teknisk Designer.

Jeg fortsatte med uddannelsen. Efter et års tid vidste jeg at det ikke var noget jeg havde lyst til at arbejde som, men nu var jeg jo igang og manglede kun 1 ½ år. Derfor kæmpede mig igennem den. Var syg en uge og kæmpede derefter den næste uge for at indhente det jeg havde forsømt og udmattede derfor mig selv, så jeg blev syg igen. Og i fritiden mellem alle lektierne og kampene fortsatte jeg med at bevare forfatterdrømmen. Jeg blev færdig med uddannelsen (fik endda et 9 tal - efter gamle karakterskala - til eksamen) og nu havde jeg den, selvom jeg ikke havde lyst til at bruge den og mit helbred - på trods af indsprøjtninger tre gange om ugen - var ikke blevet vildt bedre.

Grønne fingre.

Jeg vendte tilbage til gartneriarbejdet. Det var jo en måde at tjene penge på og jeg var nu flyttet hjemmefra, så der skulle også være råd til regningerne. Jeg arbejde på fuldtid, som de fleste mennesker og drømmen blev trængt i baggrunden. Jeg havde simpelthen ikke længere energien til at forfølge den i fritiden. Det eneste jeg husker fra denne tid er arbejde, bjerge af vasketøj i weekenden, mit helbred der blev værre og masser af søvn, mens min energi forsvandt. Til sidst overgav jeg mig. Jeg kunne ikke have et fuldtidsarbejde og dette faldt sammen med at jeg blev fyret.

Fleksjob.

Efter flere møder på kommunen blev jeg godkendt til et fleksjob. Jeg gik hjemme i et godt stykke tid og tog et 16 ugers blomsterbinderkursus, da blomster altid har været en del af mit liv takket være min mor. Så fik jeg endelig et job, dog ikke som blomsterbinder, men med at skrive hjælpetekster i html. Så lærte jeg da lige det og det var et virkelig dejligt job i nogle år, men så kom finanskrisen og jeg mistede jobbet. Jeg var igen arbejdsløs, men i fritiden arbejde jeg videre på drømmen. Efter jeg var kommet i fleksjob var der mere energi på fritidsfronten, selvom mit helbreds stadig var dårligt, men den videre udvikling på den front er som tidligere nævnt en helt anden og lang historie.

Praktik.

Jeg kom ud i forskellige praktikker, bla. i den lokale brugs og hos en blomsterbinder. Nogle måneder af gangen og så hjem at gå igen, hvor jeg skrev på livet løs og så er vi næsten nået frem til idag.

Forfatterdrømmen.

Jeg sendte et manuskript afsted til et forlag og ventede i længsel på at få et svar og samtidig kom jeg i praktik hos en blomsterbinder (hvor jeg nu er ansat). Så kom svaret og jeg kunne næsten ikke fatte det. Tellerup sagde ja på min fødselsdag. Jeg var syg med influenza, men åbnede alligevel den flaske champagne jeg havde planlagt til denne begivenhed og drak mig småsnalret. Summede rundt på en lyserød sky i flere dage efter. Drømme kan blive til virkelighed ... Med hårdt arbejde. ;o)

Idag.
Så jeg nåede drømmen, samtidig med at jeg har et hverdagsjob, som jeg virkelig godt kan lide og min sygdom har holdt sig nogenlunde i ro de sidste par år og hvad der videre sker ... hvor pokker skal jeg vide det fra? Jeg er ikke synsk. ;o))