Hvad vil du være når du bliver stor?

Lige præcis i disse dage har studerende travlt med eksamener og kæmper for at få de karakterer der vil bringe dem videre. Dette inspirerede mig til at skrive dette indlæg.

Som børn har vi  vel alle nogle drømme om hvad vi vil være når vi bliver voksne. En stor del af disse tidlige karrieredrømme bliver kasseret når vi bliver ældre, men nogle hænger ved. I mit tilfælde var det:

Jeg vil være forfatter.

Jeg vil ikke påstå, at det var det første jeg drømte om at blive. Mit første minde om en karrieredrøm var ballerina. Dette ønske stammede muligvis fra et billede der hang hjemme ved min farmor og farfar. Det mindede så vidt jeg husker en del om et af Monets ballerinamalerier. Denne drøm forsvandt dog, da jeg fandt ud af at ballerinaers tæer er fyldt med blå mærker.

Forfatterdrømmen.

Jeg kan ikke huske præcis hvornår forfatterdrømmen gjorde sit indtog, bed sig fast og blev hængende. Det eneste jeg ved er at jeg altid har elsket at finde på små historier. I starten tegnede jeg disse eller indtalte dem på kassettebånd. Så lærte jeg at skrive og de fandt en anden vej ud. Derfor opstod drømmen om at blive forfatter eller kunstner ret tidligt og de forlod mig aldrig.

Karrierevalg.

Så kom teenageårene hvor skolen, kammeraterne og familien begyndte at lægge vægt på det fremtidige karrierevalg. Foldere og hæfter om forskellige uddannelser blev udleveret, så man kunne finde ud af hvilke uddannelser ens drømmejob krævede.
Valget af ens fremdige karriere kan være svært og jeg vidste jo allerede hvad jeg ville være, hvilket ikke gjorde det lettere. Dette ledte til at jeg endte med at søge ind på et gymnasium. Jeg fik en plads og var klar til at kæmpe for at nå min drøm ...

Kampen.

Når jeg skriver "kæmpe" så mener jeg kæmpe.
Mit helbred blev dårligt da jeg var 12/13 og min første længerevarende indlæggelse på hospitalet skete da jeg var 13/14, hvor jeg blev blev behandlet for borelia. Da jeg begyndte på gymnasium skulle jeg efter sigende være rask, men min krop fortalte noget andet. Mine ben føltes svage, balancen var dårlig, jeg blev ofte syg og jeg var meget træt. Mere end en lærer så ondt på mig, når jeg på trods af en ihærdig indsats for det modsatte faldt i søvn i timerne. Jeg gik endda så vidt som at overveje tændstikker eller tape ved øjenlågende og udviklede taktikker med at sidde, så jeg slog min albue eller andet, når jeg faldt i søvn. Det var en stor frustration. Da jeg jo var erklæret rask og havde gennemgået fysioterapi efter min behandling mod borelia kunne jeg heller ikke få fritagelse fra gymnastik selvom mine ben og balancen var dårlig. Jo mere jeg pressede mig selv jo værre fik jeg det. efter ½ år måtte jeg opgive kampen. det føltes som et kæmpe nederlag.

Drømmen.

På trods af dette levede drømmen dog videre. selvom jeg ikke havde helbredet til at færdiggøre gymnasiet så kunne jeg vel stadig blive en selvlært forfatter eller kunstner.
jeg arbejdede på et gartneri ½ år, mens jeg fortsatte med at skrive og male i fritiden. mit helbred blev igen en smule bedre og jeg overvejede mine muligheder. Jeg føltes stadig at jeg burde få en uddannelse. Forfatter/kunstnerdrømmen var jo netop det ... en drøm. Noget der altid svævede i mit baghoved og ikke kunne betale regninger.

Fortsætter i næste uge.