tirsdag den 9. juli 2013

Sommervarme, psykotisk ukrudt og en morderisk trillebør

I har nok ikke svært ved at regne ud hvad dette indlæg kommer til at handle om.

I disse dage skinner solen varmt over lille Danmark og så er det svært at blive indenfor. Det er ti gange lettere at blive foran computeren og arbejde, når det er minusgrader udenfor og alt er dækket af sne.

Jeg elsker varmen og netop nu er haven fyldt med blomster og med dem følger en overvældende vækst af ukrudt.

Psykotisk ukrudt

Vores have er forholdsvis stor og hvert år vælter ukrudtet frem overalt. Når jeg kæmper for at flå en møgbøtte (mælkebøtte) med en ½ meter lang rod op af jorden falder tanken psykotisk ukrudt mig ind. Denne tanke bliver ikke formindsket, når møgbøtterne bliver fulgt af arrige brændenælder, ukendt ukrudt med en skarp lugt der får mig til at nyse og seriøst vokseværk og så er der ukrudtet med de små satans burre der hænger fast i mit hår og tøj. Krigen er indledt.

Morderisk trillebør

Nu er jeg en smule klodset, så når jeg går i haven er det ikke kun stikkende, stinkende, psykotisk ukrudt jeg skal frygte. Selv haveredskaberne kan være livsfarlige.
Ukrudtet er ikke det eneste der vokser og kæresten og jeg har haft travlt med at beskære diverse buske, træer og hække. De største grene bliver kørt gennem en flismaskine og en trillebør er hurtigt fyldt, så flisen kan blive bragt rundt til de forskellige bede. I løbet af en uge er det lykkedes mig at klemme tæerne på den ene fod under kanten på trillebøren og nær falde over den mens jeg kørte med den. Det var dog en kost der fældede mig, da jeg klottede over den. Jeg behøver nok ikke at nævne hvordan mit forhold til en stige er.

Krigsskammer

Ved afslutningen af hvert slag i haven kommer jeg ind med nye skrammer. Havearbejde kan være direkte farligt, men der er nu ikke nogen bedre måde at komme af med frustrationer end når man flå ukrudt op af jorden. Derudover er det dejligt at kunne fylde hele huset med blomster fra haven.

Verandaen

Endnu en fordel ved det gode vejr er at jeg kan sætte mig ud på verandaen med en kold drink og cigaretterne, tage hørebøfferne på og redigere. Så bliver det nok ikke meget bedre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar