mandag den 17. marts 2014

Book Eaters Convention, minder og mere ...

De sidste to uger føles det som om jeg hele tiden har haft noget på programmet. Nogle ting var planlagt, mens andre var mindre ønskede. Der har både været højdepunkter og ture helt ned i ulidelig smerte. Så dette bliver et af de længere indlæg ... Nu er I advaret. 


Jagten på en forside

Martsmåned blev startet ud med jagten på et motiv til den fremtidige forside af Udvalgt - Dæmondræberen 2. 
Man skulle tror, at det er en ren fornøjelse at kigge på billeder, men når man har gennemset tusindvis på atter tusindvis uden at finde det man ønsker, så begynder man virkelig at hade det. Hvor svært kan det også være at finde en person, som kan blive forvandlet til en engel? Åbenbart meget svært. 
Endelig fandt jeg min person, hvilket bød på nye problemer, da jeg ikke kunne finde "denne" person i en rigtig position. Kan man få nogle ben om jeg må be? 
Endte dog med at et billede blev udvalgt (Hæ Hæ ... Meget passende, når titlen på bogen er Udvalgt) og jeg er allerede sikker på at det bliver en fantastisk forside, som vil leve helt op til Dominic på Oprører.


Lumbalpunktur

Torsdag d. 7 kom jeg ind på OUH på en afbudstid og fik lavet en lumbalpunktur (rygmarvsprøve). Det er ikke første gang jeg har fået lavet sådan en (tror det er 4 eller 5 gang) og de smertefulde minder om sidste gang lå stadig dybt i mig. 
Det var derfor med en del nervøsitet, at jeg mødte ind på OUH, fik noget beroligende og lagde mig ned, så en læge kunne stikke en stor nål ind i ryggen på mig. Til min overraskelse gjorde selve indgrebet mindre ondt end jeg huskede, så mit håb steg for at dette ville blive en god gang, som kunne erstatte de dårlige minder. Efter mindst 1½ time, hvor jeg blev liggede efter lægen var færdig, rejste jeg mig forsigtigt fra sengen. 
Sidste gang havde jeg en dundrende hovedpine allerede da jeg rejste mig og brækkede mig på vejen ud af hospitalet. Denne gang var bedre. Ingen hovedpine. Jeg følte mig bare lidt sløv og svimmel, da jeg bevægede med ned for at blive stukket i endnu engang (Denne gang til en blodprøve). Bryder mig absolut ikke om nåle. 
Under alle omstændigheder nåede jeg sikkert hjem stadig uden hovedpine og hvilede mig resten af dagen. Var meget positiv.
Fredag stod jeg op (havde en anelse hovedpine, men den forsvandt, da jeg fik drukket noget kaffe) og jeg tog på arbejde i blomsterbutikken.
Lørdag kunne jeg ikke løfte hovedet uden at det føltes som om det var ved at eksplodere.
Søndag aften kørte min kæreste mig ud til lægevagten, hvor jeg lå på gulvet 1 time, før jeg kom ind og fik at vide, at jeg skulle ligge fladt (ingen pude under hovedet), spise koffeinpiller og drikke rigeligt med væske. På vejen hjem spiste jeg cheeseburger på bagsædet (liggende).


Nerver og bedring.

Mens alt dette skete var jeg i fuld gang med at forberede mig på at jeg skulle på scenen til Book Eaters Convention og jeg var selvfølgelig nervøs for at mit hoved stadig ville gøre ondt på dette tidspunkt. (Ville sgu være meget lettere, hvis jeg bare kunne heale mig selv ved tankens kraft) 
Under alle omstændigheder ville jeg dog være taget afsted om jeg så skulle ligge ned på scenen ... Det kunne da have været en alternativ form for fordrag. 
Heldigvis begyndte mit hoved at blive bedre og jeg kunne sidde mere og mere op og behøvede ikke længere at kravle, for at komme ud på toilettet. Om fredagen tog jeg derfor på arbejde i blomsterbutikken, selvom jeg absolut ikke følte mig helt på toppen endnu. Det blev kun kort tid, men så havde jeg i det mindste været afsted.


Book Eaters Convention

Lørdag var så dagen for Book Eaters Convention og min første gang på en scene. At sige jeg var nervøs vil vist være mildt sagt. Har vist ikke været på en scene siden 6 klasse, hvor jeg (meget mod min vilje) blev udvalgt til at spille Snehvide i skolekomedien.  
Jeg tog tidligt ind til Rosenbækhus i Odense, så jeg bare kunne sidde og nyde stemningen og lytte til de andre, som var på scenen. Der var både forfattere, Poetryslammere og forfatterspirer og jeg elskede at lytte til det hele. 
Jeg var den sidste som skulle "på", så jeg nød at kunne lytte til dem alle. 
Cirka en time, før jeg skulle op på scenen kunne jeg mærke at nervøsiteten for alvor begyndte at melde sig. Jeg tror at jeg ville have været meget mere nervøs, hvis jeg skulle være helt alene på scenen, men heldigvis ville en boggnasker komme med op og stille mig spørgsmål. Tak til ... (åh crap, er elendig til at huske navne) Rasmus (håber jeg husker rigtigt), som sørgede for at jeg ikke var nær så nervøs. 
Lige før jeg skulle op kom flere hen for at få Oprører signeret om min første tanke var: "Shit, jeg ryster." Så jeg beklager meget for min ret rystende signatur og at nogle måtte stave deres navn så grundigt for mig. Desuden har jeg stadig ikke mestret det at snakke og skrive på samme tid ... Men øvelse gør forhåbentlig mester.


På scenen

Billedet er fra Book Eaters Con´s fb side.
Tiden kom og jeg blev præsenteret og gik op på scenen. Det er så på dette tidspunkt at mine nerver begyndte at lege med min hukommelse, for jeg husker ikke halvdelen af hvad jeg sagde eller hvad der blev spurgt om. 
Jeg mindes at kigge ud på flere mennesker, som kiggede på mig og at min hjerne gik fuldstændig blank i de øjeblikket, hvor der ikke var nogle spørgsmål. Jeg glemte det meste af det jeg havde forberedt og havde lidt følelsen af at jeg i disse øjeblikket greb panisk ned i en skuffe i mit hukommelsesarkiv og hev fat i den første og bedste tanke jeg fik fat i. Nævnte vist også mine katte flere gange (godt at min kæreste holder på at vi kun skal have to katte, for ellers havde jeg nok lydt som den skøre kattedame ... det gjorde jeg måske alligevel). 
Jeg takker mange gange, fordi jeg fik så mange gode spørgsmål, der fik de 45 minutter til at flyve afsted. Tak for de søde kommentarer bagefter om at jeg gjorde det godt. Det betyder utrolig meget for mig.
Og hvor er jeg dog glad for at jeg havde min stok til at holde fast i og at jeg ikke har valgt en karriere som rockmusiker (ikke at jeg kan synge) så jeg ikke behøver at håndtere en mikrofon så ofte. Jeg føler mig nu engang mere tilpas foran computeren, hvor jeg kan vælte mig ned i mit eget univers uden andre tilskuere end mine hovedpersoner.


Efterfølgende

Da jeg kom ned fra scenen kom flere hen for at få Oprører signeret (undskylder endnu engang for at min signatur stadig var ret rystende) og Book Eaters Convention begyndte at pakke sammen. 
Det var helt sikkert en fantastisk oplevelse og min første gang på scenen vil være et godt minde. Takket være de gode spørgsmål og de søde læsere.


Book Eaters prisen

Hvis nogle tænker på den nominering, som jeg nævnte i mit sidste indlæg, så kan jeg afsløre at Oprører fik en anden plads og blev slået af Veronica Roth´s Divergent 3. 
Tak til alle dem, som stemte på mig. Det betyder mere end I aner. 

4 kommentarer:

  1. Øv, jeg synes nu at Oprører er væsentlig bedre end Divergent serien. :/

    Men det var godt at du nåede at blive rask til arrangementet, og det gik fint, trods nervøsitet. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have. Det ved du selvfølgelig bedre end mig, da jeg endnu ikke har fået læst Divergent. Endnu en bog til den enorme stak af bøger, som jeg skal læse når jeg er imellem projekter. ;o)
      Ja, jeg er også glad for at jeg nåede at blive frisk og det var helt sikkert en oplevelse. ;o)
      Mvh.

      Slet
  2. Hvor sejt med en andenplads! :) Og fedt at det gik godt med din scenedebut, trods en lidt voldsom optakt. Håber helbredet er på din side, nu hvor det går løs med manusplejen igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det synes jeg jo også. Følte mig også dybt beæret. ;o)
      Ha Ha. Prøver at tænke på det, som at jeg lige har hente inspiration til at beskrive smerter bedre. ;o)
      Det er skam bedre. Stadig ikke så godt som sidste år, men helt sikkert bedre. ;o)
      Mvh

      Slet