tirsdag den 24. september 2013

Begyndelsen

I morgen bliver Oprører - Dæmondræberen: 1, officielt udgivet og derfor tænkte jeg at det kunne være skægt at starte med den absolutte begyndelse: Hvordan Oprører blev skabt.


Starten på Dominic

Illustration af Mette Breth

Jeg havde set en del film og læst en del bøger om faldne engle og vampyrer. Okay, det gør jeg så stadig, men på lige netop dette tidspunkt fik det mig til at tænke: Hvorfor skal heltene i disse film og bøger altid være så plagede? Dette skabte ideen til en hovedperson, som i stedet for at være faldet havde hævet sig op. En der ikke svælgede i fortidens onde gerninger, men nød sin frihed og det faktum, at han/hun var bedre end han/hun havde været. Hvordan jeg nåede frem til at det skulle være en mandlig hovedperson ved jeg faktisk ikke. Måske var det fordi jeg ved tidligere lejligheder altid selv har følt at mine bedste personligheder var mænd. Måske er jeg bare i god kontakt med min indre maskulinitet eller også var jeg en mand i et tidligere liv.



En novelle

På dette tidspunkt var jeg inde i et novelleflip og jeg skrev den ene efter den anden. Derfor planlagde og skrev jeg i løbet af få dage en novelle med navnet: Ikke som de andre. Jeg var faktisk ret tilfreds med den og på disse 15 A4 sider fik jeg det første glimt af Dominic. Han havde endnu ikke fået sit navn og personligheden var kun svage aftegninger af hvad den ville blive, men under alle omstændigheder forelskede jeg mig i ham og ønskede at lære ham bedre at kende.



Besat

Jeg satte mig for at forvandle novellen til en roman og med en hel hær af post-it og uanede mængder kaffe gik jeg igang (det var faktisk på dette tidspunkt at jeg begyndte at drikke kaffe). Til tider var det så frustrerende at få alle brikkerne til at passe, at jeg gik ud i bryggerset, lukkede døren og skreg. Det hjalp og langt om længe faldt alle brikkerne på plads. Flere rækker af post-it var klistret op på en skabslåge og del 1 af Oprører var planlagt i grove træk og jeg kunne gå videre til researchen. Jeg havde planlagt indtil flere fortidskapitler og pløjede mig derfor igennem utallige websider, så flere dokumentarer og lånte et læs bøger på biblioteket  mens Dominic hviskede til mig. Jeg følte mig ret besat, hvilket vel er meget passende, når man tænker på, hvad Dominic er. Langt om længe blev jeg færdig med alt for arbejdet og kunne gå igang med at skrive.


Skrivningen

På dette tidspunkt var jeg arbejdsløs, så jeg havde masser af tid til at skrive og den første del af Oprører - Dæmondræberen 1, blev skrevet på cirka 3 måneder, fulgt af en intens omgang redigering. Og hvor jeg dog nød det. De svage glimt af Dominics personlighed, som jeg havde opdaget, da jeg skrev novellen var nu kraftige og levende og jeg elskede ham. Han var min type favorit-røvhul. Havde et hjerte af guld, men man skulle skrabe en del skidt af, før man nåede ind til det. Han var perfekt i alle sine uperfektheder.


Ideen til del 2

Mens jeg skrev på del 1 begyndte ideen til del 2 at dukke op. Faktisk blev den inspireret af en af mine skrivebuddies, som er bibliotekar  Selvom jeg havde nok i Dominic vidste jeg at der var brug for en kvinde til at skabe balance i historien og så tænkte jeg på hvilken type kvinder der kunne matche ham. Hive ham ind uden at lænke ham. Første tanke var en biblotikar, et menneske. Hvilket bragte mig videre til tanken om at det jo bare ville være almindeligt og at et menneske er så skrøbeligt. Jeg havde brug for en kvinder der om nødvendigt kunne give Dominic en røvfuld. En han ikke ville være nødt til at beskytte. En som kunne kæmpe ved hans side ...


Del 1 af Oprører og planlægning og skrivning af del 2

Da jeg var færdig med redigeringen af del 1 sendte jeg den afsted til Tellerup og krydsede fingre for den ... i hvert fald et øjeblik, for så gik jeg igang med at planlægge del 2. Denne forløb cirka på samme måde, som ved del 1 og så kunne jeg gå igang med at skrive. Og endnu engang nyde Dominics selskab, mens jeg ventede på at høre fra Tellerup. Jeg har altid vist, at Tellerup var det forlag jeg gerne ville udgives hos. Mange af mine favoritbøger er udgivet ved Tellerup, så jeg kunne ikke forstille mig bedre selskab. Så min glæde kunne ikke have været større, da de sagde ja og jeg underskrev kontrakten på Oprører - Dæmondræberen: 1.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar