tirsdag den 17. september 2013

Fantasy bogmesse på Herlufholm og ømme kæbemuskler

Billede fra Herlufholm fantasy bogmesse facebookside

I fredags fandt jeg to luftmadrasser frem, pakkede en lille taske med tøj og en anden taske med absolutte nødvendigheder (skrivebog, nødkit, smartphone og pengepung) og så var jeg klar til at rejse til Sjælland lørdag morgen og deltage i fantasy bogmessen som blev afholdt for andet år på Herlufholm kostskole. 

Starten på rejsen

Efter en urolig nat stod jeg op og gjorde mig klar til afgang. Kæresten kørte mig til Vissenbjerg, hvor jeg havde aftalt med en af mine skrivebuddies (Pernille Eybye) at hun samlede mig op, så vi kunne køre videre sammen. Opsamlingen skete uden problemer og så var vi på vej. Det er altid vidunderligt at være i selskab med en god veninde og skrivebuddies.

Billede fra Tellerups facebookside 

Ankomst hos endnu en skrivebuddie

Pernille og jeg nåede frem til endnu en skrivebuddie (Carina Evytt), hvor den sidste del af firkløveren (Anika Eibe) allerede var ankommet. Da vi bor spredt ud over Danmark er det noget særligt, når vi ved denne slags lejligheder mødes ansigt til ansigt ... og altid underholdende. Efter vi havde hilst pakkede vi os ind i Anikas bil og kørte mod Herlufholm kostskole. 

Herlufholm fantasybogmesse

Vi nåede frem til kostskolen og bevægede os op mod de lokaler, hvor messen blev afholdt. Ligesom sidste år kunne jeg ikke lade være med at beundre omgivelserne. Det føles virkelig som om man er trådt ind i en magisk verden. Især, når man passere en ork eller en kvindelig ridder. Som noget af det første satte vi selvfølgelig kurs mod Tellerups stand, så vi kunne hilse på Forlægger, redaktør og resten af holdet. 

Verdens bedste gave 

Billede fra Tellerups facebookside
Da vi nåede Tellerups stand og havde hilst på hinanden fik jeg til min store overraskelse overrakt en fin gave. Da jeg endelig fik fjernet både papir og tape havde jeg lyst til at danse eller springe rundt i hele lokalet, mens jeg svingede stokken over hovedet. Da jeg nu er 30 begrænsede jeg mit til at lave et glædeshop (måske også meget godt, da stokkesvingeriet kunne have været en smule skadeligt for dem omkring mig) og så satte mit ansigt sig vist fast i et smil. Mine kæbe muskler var ret ømme ved afslutningen af weekenden. 
I pakken var de første fire eksisterende eksemplarer af min debutroman og ih, hvor var de dog smukke. Hardback, god vægt og dejlig tykkelse. Med det vidunderlige cover som Mette Breth har skabt. Det  føles virkelig som om hun har plukket billedet af dejlige charmerende dæmoniske Dominic lige ud af mine tanker. Perfekt. Så føltes det hele pludselig mere virkeligt. Resten af messen slæbte jeg rundt på et eksemplar i tasken og tog flere gange mig selv i at sidde og gnide på den, bare for at være sikker på at den stadig var der.

Fordrag, solskin og hygge

Resten af dagen tilbragte vi med at lytte til forskellige fordrag. Bla. Lene Dybdahl, Dennis Jürgensen, Camilla Wendel og Martin Vinther Madsen. Det var som altid interessant at høre, hvordan andre forfatteres tilgang er til deres skriveri og absolut også lærerigt. Mellem fordragene gik vi rundt og kiggede ved de forskellige stande, var på rygeture ude i solskinnet og hyggede os.

Afslutningen på lørdagen

Da messen lukkede ned om lørdagen fortsatte vi for at få noget at spise. Dette gjorde vi det samme sted som sidste år og det var lige så godt som jeg huskede og samtaleemnerne var som altid utraditionelle og forhåbentlig også underholdende for dem ved nabobordet. Da vi forlod resturanten var vi alle mætte og vendte tilbage til Carina Evytt, hvor vi fortsatte samtalen og tre af de fire udgaver af Oprører - Dæmondræberen 1 blev signeret og givet til deres nye ejere. Jeg beholdt selv det eksemplar, som jeg havde gået og gnubbet på hele dagen. 

Fortsætter i næste indlæg, så der kommer endnu et i denne uge ...


1 kommentar:

  1. Fantastisk indlæg. Og tillykke igen med den smukke bog. Jeg har sjældent set nogen gladere. :-)

    SvarSlet