Læsning vs. korrekturlæsning

Efter en hurtig afslutning af manusplejen, som både resulterede i et par frustrerede skrig fra min side (hvis en sætning er blevet omformuleret mere end tre gange og stadig ikke fungere, så dør den sgu!) og tæt på jubeltårer, over dem jeg kunne beholde. Til sidst blev det afsluttet med et gigantisk smil, da manusplejen officielt var overstået ... og så kom den første korrektur samme dag. Wuhu, for effektive Tellerup. Er stadig ikke helt sikker på om det var et muntert wuhu eller et træt wuhu, men det vil være dejligt at få indholdet til det flotte cover færdigt. Og når Udvalgt først er færdig kan jeg kaste al min opmærksomhed på Dæmondræberen #3.

Coverdesign af Mette Breth

Læsning

Når jeg læser elsker jeg, hvis en bog virkelig kan suge mig ind i handlingen. Ifølge min kæreste er det tydeligt at se, når det sker, for så holder jeg op med at læse fra side til side og læser bare nedad. Så er jeg i læse-mode. Det er vidunderligt, når en bog er så spændende, at man ikke kan lægge den fra sig og bare må læse videre. Når man holder op med at se den printede tekst og nærmere se handlingen udspille sig som en film i hovedet.

Korrekturlæsning

Dette er ikke en god ting, når man skal korrekturlæse og opfange de sidste fejl Så hjælper det ikke, hvis man bliver suget ind i historien og holder op med at nærstudere hvert ord. Jeg er halvvejs igennem den første korrektur og har allerede været nødt til at gå tilbage til begyndelsen af et kapitel og starte forfra, flere gange. Når manuskripet når dette punkt holder jeg op med at tænke på det, som mit eget og læser spændt videre for at se, hvad der sker på næste side. Det er virkelig noget lort. 
På den anden side er det vel et plus, at historien stadig kan hive mig ind selvom jeg nu har læst den igennem mere end 15 gange.

Og nu er det tid til at komme igang.