At jonglere med universer

Ind imellem er det ikke helt let at være forfatter. Specielt ikke, når man har en kæreste og venner som logisk nok forventer at man er bare en smule social. Det kan bare være svært, når man har hovedet fyldt med ideer til universer og personligheder.

Fantasy vs. Virkeligheden

jeg skriver fantasy og det har jeg næsten altid gjort. Jeg tror at en af grundene til at det er den genre jeg foretrækker, er fordi jeg så kan bestemme næsten alt. 
Jeg er Gudinden over universet og bestemmer om man skal svæve når man falder, dø når man bliver skudt eller for den sags skyld have kålorme som tæer. Jeg har altid følt at det gav mere frihed, når jeg ikke behøvede at frygte simple ting som tyngdekraft og lign. Ikke desto mindre er der dog udlemper. Når man først har skabt en regl, så må man følge den (altså med mindre det er et univers, hvor alle regler kan ændres). Hvis hovedpersonen svæver, når han eller hun falder, så svæver hovedpersonen når han eller hun falder ... også selvom man da lige kunne se at det var smart hvis hovedpersonen faldt ned i det lige under ham eller hende.

At jonglere universer

På grund af dette kan det til tider godt være lidt af en udfordring, hvis man skal snakke om normale hverdagsting eller ordne havearbejde og husholdning. Når jeg er i fuld gang med en tekst, så ligger de univers jeg har skabt hele tiden og roder rundt i baggrunden. Det bliver endnu mere besværligt, hvis man er igang med en historie i et univers og ti andre (med tilhørende personligheder) venter utålmodigt i baggrunden. For øjeblikket kæmper jeg med en dæmon, en fe, en elver og en varulv (lyder som en joke, hvis "... gik ind på en bar" blev tilføjet til sidst). Det er jo dæmonen, som jeg gerne vil rette min fulde opmærksomhed mod, men de andre er enormt distraherende. Ingen af dem reagere positivt på min mentale kommentar om at jeg nok skal nå til dem på et uspecificeret tidspunkt i fremtiden. På den anden side ville jeg nok hellere ikke have lyst til at arbejde videre med dem, hvis de accepterede det og trak sig tilbage. Dette betyder at jeg for øjeblikket føler at jeg har tidspunkter, hvor jeg spacer fuldstændig ud og mister trangen til enhver form for socialt samvær.

Rengøringsvanvid

Fordi alle ideerne er så påtrængende og irriterende  og jeg ikke har lyst til at være social er min hjerne åbenbart gået i baglås og har henvist mig til: Rengøringsvanvid. 
Alle der kender mig ved, at jeg er et gigantisk rodehoved. Opvasken bliver taget, når den fylder hele køkkenbordet, vasketøjet bliver ordnet, når der ikke er flere rene sokker osv. For øjeblikket er jeg dog gået i rengøringsmode. Vasketøjet er ordnet, strygetøjet er væk og jeg sidder netop nu og tænker på at skrubbe badeværelsesgulvet. Argh! Ikke normalt. Mit håb er dog, at min hjerne sætte mig til al husholdningen nu, fordi en skrivefeber venter forude og så får jeg bestemt ikke ordnet noget rengøring. Håbet er også at alle ideerne på dette tidspunkt placere sig pænt i en lang kø. Man har jo lov til at håbe. Ellers må jeg bare udvikle en ny teknik til at ignorere alle andre end dæmonen.