onsdag den 11. juli 2012

Skrivning

Skrivning

Eftersom skrivning er det jeg elsker mest og bruger størstedelen af min fritid på (hvis man ikke medregner min til tider alarmerende afhængighed af diverse serier) har jeg besluttet mig for at skrive lidt om det, som noget af det første.

For mig er skrivning terapi. En måde at håndtere de slag livet giver. Det er den ting (mellem en million andre hobbyer)jeg altid vender tilbage til og altid har slumrende i mit baghoved. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Klogehoveder vil måske nok regne det som en besættelse så dem vælger jeg konsekvent at overhøre. ;o)

Begyndelsen

Lige siden min tidlige barndom har jeg været velsignet/forbandet med en hyperaktiv fantasi. Ikke så rart, når den skaber monstre på loftet eller zombier bag garagen, men absolut et vidunder når man er alene hjemme og keder sig. Bare et enkelt ord er nok til at sætte min hjerne igang med at udtænke diverse historier. Før jeg lærte at skrive blev historierne indtalt på kassettebånd og så kom skolen og alfabetet. HURRA! Fortidens danskstile var begyndelsen og den længste var på 32 sider og indkasserede mit første og eneste 13-tal. Elskede ordet, blyanten og blokken fra første øjeblik.

Genrejagt

Siden dengang har jeg forsøgt mig med en masse forskellige genrer. Der var krimi, der var ungdomromaner om hårdt prøvede teenagepiger, gys, digte og sci fi. Ingen af dem passede og som prinsessen i H.C Andersens eventyr - Klodshans sagde jeg "Duer ikke. Væk." og så nåede jeg til fantasy. Jeg var solgt lige på stedet. En grænseløs genre der lod min mildest talt vildtvoksende fantasi udfolde sig i alle retninger. Frygtindgydende, kloge eller venlige drager, magtfulde hekse og troldmænd, mørk ubøjelig ondskab og fantastiske verdener. Hvad andet kunne jeg gøre, end at elske det. Drager er stadig mit favorit væsen.
Fantasy vil nok altid være min favoritgenre (tæt fulgt af horror). Om jeg så skriver det mørket og dystert (skrigehul), eller lyst og småplat (smilehul) er det den genre jeg føler mig mest fri indenfor. Ingen tåbelige regler, som tyngdekraften og anden logik. Kun den jeg selv skaber.

I løbet af de seneste par år har mine tekster bevæget sig tættere på den virkelige verden. Tyngdekraft (til en vis grænse) og naturlovene krydret med min egen logik. Jeg trækker mere på mine egne livserfaringer og har tæmmet min fantasi (en anelse) så den ikke bevæger sig i alle retninger på samme tid.

Meget mere


Selvfølgelig er der meget meget mere til det at skrive end bare fantasi, ideer og den altfortærende trang til at komme ud med det hele. Hvis man har et brændende ønske om at blive udgivet, læst og forstået er det kun en brøkdel, men for mig vil det altid være det mest vigtige, og det er da også en god begyndelse. ;o)

2 kommentarer:

  1. Tillad mig at være den første til at kommentere så: Tillykke med den nye blog. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak skal du have. Og rigtig god fornøjelse fremover. Håber du får noget ud af den. ;o)

      Slet