Hvem har lyst til at være normal, når man kan være så meget andet?
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i løbet af min 26 år (shhh ... ifølge min fødselsdato er jeg lidt ældre) er blevet kaldt skør, unormal, underlig eller andre synonymer for det samme ord. Personligt fortrækker jeg Excentrisk. Nogle gang er det blevet sagt med kærlighed andre gang med forvirring og så er der de tilfælde, hvor personen der sagde det kiggede på mig, som om jeg muligvis smittede.
Som mange andre ønskede jeg i mine teenageår (og en del år frem) bare at passe ind. Det var ikke det store problem i begyndelsen da jeg fra 8-10 klasse gik på skoler hvor det at være sig selv og måske lidt sær, var helt perfekt, men så kom videreuddannelserne. I lang tid forsøgte jeg derfor at være hvad jeg regnede for "normal" og holdt det meste af det sære bag lukkede døre - Skal ikke misforstås. Taler om Skrivning, Heavy, tøjstil og lysten til at absorbere underlig viden.
Jeg behøver nok ikke at sige dette, men det mislykkedes fuldstændig. Jo mere jeg forsøgte at være som alle andre og passe ind, jo mere tilbagetrukket, sær og anderledes virkede jeg.
Hvad værre var. Jeg følte mig aldrig helt lykkelig. Hvordan kan man det, når man forsøger at være alt andet end sig selv?
Idag har jeg acceptere et jeg på mange punkter er anderledes og skiller mig ud og omfavner det. Nu tager jeg det som et kompliment, når nogen kalder mig skør, unormal, underlig eller anderledes. Det genere mig ikke længere hvad andre tænker. Jeg regner det for en positiv ting, når folk stirre, fordi jeg tøffer ind i supermarkedet med hat på hovedet og dertil matchende outfit og makeup.
Hvem pokker har lyst til at være normal, når man føler sig så meget mere lykkelig ved at være excentrisk?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar