tirsdag den 27. august 2013

Svæver

Cover af Mette Breth
Den seneste uge har jeg svævet rundt på en lyserød sky ... eller i mit tilfælde er det muligvis mere en sortrød sky med gyldne kanter. Mit hoved er fyldt med tusind tanker, som gør det næsten umuligt at koncentrere sig (og jeg burde egentlig være igang med at skrive eller betalæse). 

Cover

I sidste uge blev coveret til Oprører - Dæmondræberen offentliggjort og jeg var vist lige ved at gro vinger og flyve helt væk på grund af den virkelig positive modtagelse af coveret og den fantastiske støtte fra venner og bekendte, som delte Tellerups opslag på facebook. Jeg er ikke helt landet endnu. Sådan føles det i hvert fald ikke.

E-bog

Og nu er det allerede muligt at købe Oprører som e-bog, hvilket resulterede i en hel bunke nye tanker. Hvad nu hvis ingen gider at købe den? Eller værre endnu: Hvad nu hvis nogen køber den og hader bogen? Den eneste trøst på det område, er at der også er lagt en læseprøve ind, så læserne kan få et hint af bogen, inden de køber den.

At tro på sin tekst

Som forfatter er man selvfølgelig selv nødt til at tro på sin tekst, for hvis man ikke selv elsker den, hvordan skal man så gøre sig håb om at andre vil? Derfor har jeg hårdnakket troet på at den var fantastisk lige fra begyndelsen, men det er en ting at tænke det selv. Det er noget ganske andet at vente på at høre om andre mener det samme og dette udløser alle tankerne og spørgsmålene: Hvad nu hvis alle hader den? (Måske er jeg bare så underligt, at det jeg elsker ikke tiltaler nogen andre) Hvordan vil jeg føle, hvis den første kommentar jeg ser fra en læser, er negativ? (Ved som sagt godt, at det ikke er alle som vil elske Dominic, men dette er jo min debutroman ... mit lille barn ... så det er svært at være realistisk) Hvad nu, hvis Dominic ikke er troværdig? (Han er trods alt en mand og jeg er en kvinde) Hvad nu hvis læserne faktisk elsker ham? (selvom jeg selv tror på Dominic og hans historie, så bliver jeg altid svimlende lykkelig og overrasket, når andre er enige). Disse spørgsmål bliver fulgt op af en helt ny bande, så det nærmest føles som om min hjerne er ved at udsætte mig for et agressivt forhør.

Kun et menneske

Jeg er kun et menneske som alle andre, men min fantasi har været en så stor del af mit liv og hjulpet mig gennem så mange mørke perioder. Jeg har altid ønsket at dele den med andre og forhåbentlig glæde dem. Derfor vil jeg tage en dyb indånding, forsøge at pakke alle de forstyrrende tanker ned i en skuffe i hukommelsesarkivet og vende tilbage til Dominics univers ... Hvilket betyder at jeg skal skrive.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar