Signering på bogforum 2013

Så nærmer dagen sig og tiden er helt bestemt gået alt for stærkt. I næste uge (nærmere betegnet om 9-10 dage) er der bogforum. En begivenhed jeg de sidste par år har set virkelig frem til, men i år er jeg også en anelse nervøs (total underdrivelse).

Oktober

Det begyndte i starten af denne måned. Da programmet for året bogforum blev offentliggjort ... og jeg ikke stod nævnt i det. Jeg er ret sikker på, at det var dette øjeblik, at jeg for alvor begyndte at blive nervøs. Jeg beroligede mig selv med, at jeg sikkert bare ikke var nået med i programmet og samtidig gik det for alvor op for mig ... Jeg skal signere bøger lørdag d. 9/11 kl. 12 på årets Bogforum.
Mine ben forvandlede sig til vingummibamser, mens tankerne susede gennem mit hoved: 

• Hvad nu hvis ingen dukker op for at få en signatur på deres eksemplar af Oprører? 
• Hvad nu, hvis jeg bare kommer til at sidde og smile nervøst, med tårer i øjnene (tårerne kunne muligvis skyldes linserne) uden at en eneste dukker op?

Skal lige siges, at jeg har indtil flere venner/bekendte der har lovet at de bestemt vil dukke op for at få en signatur, hvilket bragte det næste spørgsmål: 

• Hvad nu, hvis det kun er venner/bekendte som dukker op? (Så mange har jeg heller ikke)

Og så nåede jeg videre til den næste række spørgsmål: 

• Hvad nu hvis folk jeg ikke kender personligt dukker op? 
• Hvad nu, hvis jeg går igang med mit overgearede vrøvl, til hver af dem? 
• Hvad nu hvis jeg bliver så lykkelig, at jeg går igang med at udele kys og kram og forvandler Tellerups stand til en kysse/kramme-bod? 
• Hvad nu hvis jeg ryster så meget på hånden, at jeg ikke engang kan skrive mit eget navn? 
• Hvad nu hvis min hjerne går helt blank og jeg bare sidder og stirre som en tåbe? 
• Hvad nu hvis jeg falder over min egen stok, bordet, stolen eller kuglepennen (muligvis i mit forsøg på at kramme en person, som har købet bogen)?

Og den sidste mulighed: 

• Hvad nu, hvis nogen går igang med at beskyde mig med rådden frugt?

Okay, ved godt at den sidste er helt hen i vejret, for hvorfor skulle folk dog slæbe rundt på rådden frugt, bare for at smide det efter mig? Men man skal jo altid være forberedt på det værste og håbe på det bedste.

Er der noget at sige til at jeg havde svært ved at samle tankerne om at skrive, selvom Dominic stod et sted i mit hovedet og råbte, for at fange min opmærksomhed.
Det blev en smule bedre, da jeg tvang mig selv til at begrave alle spørgsmålene i en skuffe bagerst i hukommelsesarkivet, men jo nærmere datoen kommer, jo mere flyvske blev alle spørgsmålene. Det er noget af et arbejde at indfange dem gang på gang og proppe dem tilbage i skuffen.
Derfor tager jeg det nu helt roligt ... og holder op med at øve mig på at skrive mit navn på alle mulige lapper papir.