Hvad vil du være når du bliver stor?

Lige præcis i disse dage har studerende travlt med eksamener og kæmper for at få de karakterer der vil bringe dem videre. Dette inspirerede mig til at skrive dette indlæg.

Som børn har vi  vel alle nogle drømme om hvad vi vil være når vi bliver voksne. En stor del af disse tidlige karrieredrømme bliver kasseret når vi bliver ældre, men nogle hænger ved. I mit tilfælde var det:

Jeg vil være forfatter.

Jeg vil ikke påstå, at det var det første jeg drømte om at blive. Mit første minde om en karrieredrøm var ballerina. Dette ønske stammede muligvis fra et billede der hang hjemme ved min farmor og farfar. Det mindede så vidt jeg husker en del om et af Monets ballerinamalerier. Denne drøm forsvandt dog, da jeg fandt ud af at ballerinaers tæer er fyldt med blå mærker.

Forfatterdrømmen.

Jeg kan ikke huske præcis hvornår forfatterdrømmen gjorde sit indtog, bed sig fast og blev hængende. Det eneste jeg ved er at jeg altid har elsket at finde på små historier. I starten tegnede jeg disse eller indtalte dem på kassettebånd. Så lærte jeg at skrive og de fandt en anden vej ud. Derfor opstod drømmen om at blive forfatter eller kunstner ret tidligt og de forlod mig aldrig.

Karrierevalg.

Så kom teenageårene hvor skolen, kammeraterne og familien begyndte at lægge vægt på det fremtidige karrierevalg. Foldere og hæfter om forskellige uddannelser blev udleveret, så man kunne finde ud af hvilke uddannelser ens drømmejob krævede.
Valget af ens fremdige karriere kan være svært og jeg vidste jo allerede hvad jeg ville være, hvilket ikke gjorde det lettere. Dette ledte til at jeg endte med at søge ind på et gymnasium. Jeg fik en plads og var klar til at kæmpe for at nå min drøm ...

Kampen.

Når jeg skriver "kæmpe" så mener jeg kæmpe.
Mit helbred blev dårligt da jeg var 12/13 og min første længerevarende indlæggelse på hospitalet skete da jeg var 13/14, hvor jeg blev blev behandlet for borelia. Da jeg begyndte på gymnasium skulle jeg efter sigende være rask, men min krop fortalte noget andet. Mine ben føltes svage, balancen var dårlig, jeg blev ofte syg og jeg var meget træt. Mere end en lærer så ondt på mig, når jeg på trods af en ihærdig indsats for det modsatte faldt i søvn i timerne. Jeg gik endda så vidt som at overveje tændstikker eller tape ved øjenlågende og udviklede taktikker med at sidde, så jeg slog min albue eller andet, når jeg faldt i søvn. Det var en stor frustration. Da jeg jo var erklæret rask og havde gennemgået fysioterapi efter min behandling mod borelia kunne jeg heller ikke få fritagelse fra gymnastik selvom mine ben og balancen var dårlig. Jo mere jeg pressede mig selv jo værre fik jeg det. efter ½ år måtte jeg opgive kampen. det føltes som et kæmpe nederlag.

Drømmen.

På trods af dette levede drømmen dog videre. selvom jeg ikke havde helbredet til at færdiggøre gymnasiet så kunne jeg vel stadig blive en selvlært forfatter eller kunstner.
jeg arbejdede på et gartneri ½ år, mens jeg fortsatte med at skrive og male i fritiden. mit helbred blev igen en smule bedre og jeg overvejede mine muligheder. Jeg føltes stadig at jeg burde få en uddannelse. Forfatter/kunstnerdrømmen var jo netop det ... en drøm. Noget der altid svævede i mit baghoved og ikke kunne betale regninger.

Fortsætter i næste uge. 

Lidt af hvert.

Havde lidt problemer da jeg idag satte mig ned for at skrive dette indlæg. Ikke fordi jeg manglede emner, men fordi jeg havde svært ved at vælge, hvilket jeg skulle tage op og fortælle om. Luksusproblem - I know. ;o) Og da jeg ikke kunne vælge besluttede jeg at give hovedpunkterne hver deres lille afsnit.

Det sidste farvel

I fredags sagde vi farvel til vores hund Chia. Det hele var overstået på under 5 minutter fra hun fik den første sprøjte med bedøvelse til den sidste udånding. Det var på dette tidspunkt jeg begyndte at græde. Selvom vi vidste at det var det rigtige og Chia virkede som om hun var klar til at give slip, så fjerner det ikke savnet. Hun ligger nu begravet under vores japanske kirsebær og vores hus forvandlede sig til et sted med minder. Gode minder, men de gør stadig ondt. Det som var rutine bliver til savn.

Netop af den grund besluttede jeg mig for at det var bedst at komme væk hjemmefra om lørdagen og få tankerne på noget andet, så jeg ikke gik og var så trist.

Smuttur til Sjælland

Derfor gik turen til Copenhagen Comics. Jeg havde længe overvejet at tage afsted, men kunne ikke rigtig beslutte mig før fredagen, hvor vi sagde farvel til Chia. Derfor pakkede jeg min taske, greb fat i stokken og kæresten kørte mig til Odense banegårdscenter, hvor jeg tog toget til København. Dette lyder måske let nok for de fleste, men jeg har absolut ingen stedsans og glemmer og taber ting. En dag ender jeg nok med at glemme mig selv.
Rejsen derind gik dog perfekt (til min egen overraskelse) og jeg fandt også ind til Øksnerhallen uden de store problemer (endnu en overraskelse). Tellerup havde en stand på messen, så der var muligheden for at snakke med folk jeg kendte og jeg fik købt nye medlemmer til samlingen på reolen. Det var en dejlig dag og lige hvad jeg havde brug for. Rejsen hjem bød kun på et kort øjebliks panik, fordi jeg faldt i søvn og ved opvågningen frygtede jeg var kørt forbi Odense. Det var jeg heldigvis ikke og jeg stod af som planlagt og blev hentet af kæresten. Glemte ikke en eneste ting, selvom der var endnu et kort panikøjeblik da jeg kom hjem, fordi jeg frygtede jeg havde glemt min stok i toget. Den lå dog ude i bilen.

De følgende dage sad jeg med næsen begravet i mine indkøb og læste mere end jeg har gjort i lang tid. Virkelig dejligt. Elsker at læse, men det er som om min egen skrivning har tyvstjålet al min sædvanlige læsetiden. Og dette bringer mig videre til det sidste punkt.

Redigering

Det er et stykke tid siden jeg blev færdig med at skrive første udkast af mit manuskript og derefter skulle videre til redigeringen. Plejer at læse det igennem igen og igen indtil jeg er dødtræt af teksten. Normalvis efter 5-6 gennemlæsning. Dette er min grænse for at teksten nu er redigeret nok igennem. Disse gennemlæsninger bliver normalvis taget i rap lige efter hinanden og jeg plejer at nyde det ... i hvert fald i starten. Denne gang er det ikke tilfældet. Ikke fordi historien ikke er god, men simpelthen fordi jeg trængte til en pause. Nu er jeg dog så småt ved at komme igang med redigeringen igen, fordi jeg har overbevist mig selv om at den skal være færdig, før jeg kan gå igang med at skrive det næste manuskript. Og lysten til at skrive på det er begyndt at dukke op i form af en dæmon som plager mine drømme. Derfor må jeg hellere komme igang ...

Følelsen af et knust hjerte

Det er meget længe siden at jeg sidst følte at mit hjerte var knust. Det er en underlig tom fornemmelse i brystet, som om hjertet der før i tiden var der er forsvundet eller ikke fungere helt som det skal.

Så kan man tale om at virkeligheden bryder ind

For ca. 14 dage siden skrev jeg om når virkeligheden forstyrre en i skriveriet med bekymringer og så fortalte jeg om vores to katte, som gjorde mig bekymrede da de begge måtte til dyrlægen. Nu er der kommet endnu en bekymring og denne gang har den knust mit hjerte. Derfor vil det være på sin plads at jeg præsentere:

Chia aka Tøsen, Tøsepigen, Chiapigen, Stinky og Møghunden

Hun er vores næsten ti år gamle hund. Chia er en rottweiler/labradorblanding, men lige fra den første dag vi fik hende vidste vi at det var rottweilergenerne som var de dominerende. Dette har givet årsag til en del kampe gennem årerne. En af dem resulterede i at jeg fik en mild hjernerystelse, fordi hun trak mig omkuld, så jeg slog hovedet ned i asfalten. Hun er dominerende, det der med at lade andre hunde bestemme over sig har aldrig været hende og selv når der var hanhunde på besøg var det hende som styrede legen. Hun har tre forskellige formere for knurren: En der siger "jeg er glad for at se dig og ih, hvor har jeg savnet dig. Den anden siger: "Jeg advare dig. Jeg vil ikke gøre dig noget, men hvis du ikke flytter dig, så kan jeg finde på at nappe. Den tredje siger: "Mit område. Hvis du så meget som stikker hånden hen til mig, så bider jeg. Den sidste form har vi heldigvis aldrig set så meget til. Kattene er dog meget kendte med den anden form. Hun elsker at lege både udenfor og indenfor med en af sine elskede bamser, som jeg tålmodigt har syet gang på gang, når de fik nye huller. Hun elsker at køre i bil. Hun bryder sig ikke meget om at stikke hovedet ud af de åbne vinduer i siden, men vil meget gerne kunnefølge med i hvor vi kører hen. Og så kan hun være en stor gnavpot. Når vi har sagt godnat og hun ligger i sin kurv, så er der ikke mere pjat. Der snakker vi ikke. Derudover er hun en af de mest kærlige, rolige hunde. Hun har altid beskyttet vores hjem og så vid vides behandlet sine babysittere godt.

Nu da præsentationen er overstået vil jeg komme videre til årsagen. I fredags tog vi til dyrlægen med hende fordi hun tydeligvis havde ondt og helst ikke ville bevæge sig. Vi havde forberedt os på at det nok ville være dårlige nyheder da hun over de sidste par år er begyndt at få knuder. Det var dårlige nyheder. Hun har det de kalder underlivsbetændelse og det kan hun behandles med en operation til 10.000 hvor hun får fjernet underlivet. Selvom vi ikke er rige ville vi gernehave betalt pengene, hvis dyrlægen kunne garantere at hun ville få det godt, men der var ingen garantier og Chia er allerede en gammel hund. Derfor tog vi beslutningen om at vi ikke ville forsøge at holde hende i live for vores egen skyld og hun fik en tid til på fredag i denne uge, så vi havde en uge til at sige farvel og forkæle hende. Derfor køre vi en sidste tur med vores hund på fredag og siger farvel med knuste hjerter.

Hvem skal man vælge ...

Drengelitteraturprisen

I forbindelse med at drengelitteraturprisen er blevet slået op inde på kulturstyrelsens hjemmeside skulle Anika Eibe, som løb med en delt førsteplads for hendes novelle Colosseum og jeg var vildt begejstret på hendes vegne. Det er altid vidunderligt, når en ven vinder en konkurrence, får en ny bog udgivet eller lignende. Og samtidig blev der tændt for en lille stemme i mit baghoved, som hviskede: Hvis konkurrencen vender tilbage næste år, så deltager du vel? Tænk nu hvis du også kunne vinde? Du burde virkelig komme på en god historie. Du burde allerede gå igang med at udtænke en nu ... osv. 
jeg da også have sende mit bidrag i år. Sidste år var det

Ideen

Og jeg tænkte da også og forkastede indtil flere ideer, før jeg arkiverede folderen "Drengelitteraturprisen 2013" i en skuffe i mit hukommelsesarkiv.  Ved regelmæssige lejligheder gik jeg så igang med at gennemsortere nye og gamle ting, som muligvis kunne bruges og samlede dem i folderen. Og så en da var den der bare. Ideen! Jeg var godt nok i virkelig god tid, men den blev ved med at presse på indtil jeg til sidst skrev den efter sidste års kriterier. Den blev skrevet færdig på en enkelt dag og jeg var tilfreds og gemte den, så den kunne hives frem når det blev tid.

Den lille lille perle

Så blev det tid og jeg hev igen novellen frem, læste den igennem og tilføjede nye rettelser, så den blev helt perfekt. Den var stadig min lille perle med understregning af lille. Der var kommet nye kriterier til konkurrencen i år og istedet for at skulle nøjes med 1500 ord kunne man nu fråse med 2500. Jeg forsøgte at presse flere ord på min lille perle og få den til at vokse, men den havde det fint med at være lille og nægtede at samarbejde. Men jeg var bekymret. Hvordan ville min lille perle klare sig, hvis den blev sat op imod længere og mere detaljerede historier. Ville den blive kasseret ved enden af køen, fordi den ikke nåede højdegrænsen og derfor ikke fik lov til at stige på rutsjebanen sammen med de større børn?

Endnu en ide

En ny ide dukkede op. Elskede stadig min lille perle, men måske ville den passe bedre ind et andet sted? Den nye ide tog form. Ikke så hurtigt som den lille perle, men med en del mere panik, hvor jeg en smule febrilsk rodede arkivskabene igennem i mit hukommelsesarkiv og samlede små bidder her og små bidder der indtil jeg til sidst stod med den færdige ide. Den gjorde mig ikke nær så begejstret som den lille perle i sin tid, men skulle da bestemt have en chance. Desuden blev den ved med at plage mig. Det tog mig mere end en uge at skrive den færdig og jeg måtte ændre i det et par gange, men nu er den så godt som færdig og så står jeg med problemet ...

Hvem skal jeg vælge ...

Balancen mellem virkelighed og fantasi

Når virkeligheden griber ind

Det er ikke altid let at holde sig på den rette kurs, når man skriver. Specielt ikke, når virkeligheden forstyrre.
Når jeg skriver gør jeg det normalvis med høretelefonerne på, så jeg kan blokere af for virkeligheden og leve mig ind i fantasien, men når man er fyldt med bekymringer er det ikke altid lige let.

Spolerede planer

Jeg havde lagt de helt store skriveplaner for de sidste par uger, men så kom bekymringerne. Mit eget helbred er ikke det bedste, men der har jeg lært at leve med udsvingninger. Det er dog en helt anden sag, når det kommer til vores katte. De er en stor inspirationskilde for mig så før jeg fortsætter vil jeg da lige give en lille præsentation:

Sofus aka. Sofus den grusomme, skarface, minipanter og møgkat.

Er vores ældste kat. Han er en kastereret hankat på ca. 8 år og vores lille sociale panter og jæger. Han besøger alle naboerne og lader villigt gæster kæle med sig og hvis de ikke gør det frivilligt så er han ikke sky for at hoppe op på skødet af dem. Han fanger alt fra mus og rotter til fugle og flagermus. En enkelt gang har jeg endda set ham gøre sig forsøget med en fasan (dog uden resultat). Når han går en tur i haven skrapper alle fuglene af ham.
Han kan også være lidt af en arrigprop, som bestemt ikke er bange for at sige sin mening enten med hvæs eller en klofyldt pote.
I hans unge dage var han lidt af en strejfer (på trods af de klippede kugler) og jeg måtte en enkelt gang hente ham på en gård 17 km fra vores hjem, efter 3 ugers fravær. Kan ikke understrege, hvor vigtigt der er at give sin kat halsbånd på med tegn.
Hver nat ruller han sig sammen til en kugle og sover enten i min eller kærestens seng.

Totuga aka. lille tøs, plysmås og lortekat.

Er vores yngste kat. Hun er en steriliseret hunkat på ca. 2 år og vores lille sky vildkat og fluefanger. Hun gemmer sig, når vi får gæster og bevæger sig helst ikke ud i dagslys. Hun snakker næsten kun med mig, men det hygger vi os også med hver morgen og aften i sofaen og når jeg sidder ved computeren kan hun godt finde på at komme ind og lægge sig mellem mig og tastaturet. Om sommeren er hun den store fluejæger og jagter ivrigt enhver flue der vover sig ind i vores hus.
Vi fik hende fra nogle venners gård fordi de vidste at vi gerne ville have en langhåret kat og det er hun så sandelig. Vi ved ikke hvilken slags blanding hun er, men hun minder meget om en main coon eller en norsk skovkat.
Om natten sover hun gerne under sengen, nede i min fodende eller ved siden af min hovedpude.

Bekymringerne

Nu hvor de er præsenteret vil jeg hoppe videre til bekymringerne. Sofus havde for et par uger siden en byld over det ene øje, så vi bragte ham (om lørdagen) til dyrelægen, hvor bylden blev trykket (ad) og han fik en masse medicin.
Nu er det så Tortuga vi måtte afsted med idag, men hun var ikke nær så let at behandle, så nu venter vi på svar fra dyrelægen om de fandt noget i hendes blodprøver. De sidste par dage har hun haft problemer med balancen og opført sig som om hun har fået en smule for meget at drikke og så kunne dyrelægen konstatere at hun havde feber. Derudover er hun dog helt normal og opfører sig som sædvanligt. Men jeg må jo bare krydse fingre og håbe på det bedste.

Lige et lille ekstra.

Hvad Helvede er det for nogle link/reklamer som dukker op i noget af det jeg skriver. Er jeg da bare så lam i roen, at jeg har accepteret et eller andet uden at vide det eller hvad? Vil gerne understrege at jeg IKKE har lavet dem.

It´s alive.

Genoplivningen.

Jeg beklager meget at bloggen har været fuldstændig død og uopdateret i ... puha ... alt for lang tid. Jeg har haft så meget der lige skulle nås, at bloggen kom i baggrunden, men der er også sket en del, så jeg kan vel lige så godt starte fra en ende af.

Debutroman

Udgivelsesdatoen på min debutroman - Oprører - er blevet rykket til 10 Oktober i stedet for Juni. Det er jo hvad der sker. ;o) Men så er der også mere tid til at gøre den helt perfekt. Det er blandt andet den som har krævet min tid. Har været nedsunket i manuspleje og endte med en arm som var fuldstændig slatten og knogleløs. Ellers sådan føltes den i det mindste. Det rykker dog fremad, så i det mindste fik jeg ikke slattenarm uden grund.

Fortsættelsen.

Har også haft travlt med at skrive på fortsættelsen til Oprører og er langt om længe blevet færdig med at skrive på det første udkast. Nu skal der bare redigeres, redigeres, redigeres ...

Virkeligheden

Derudover har virkeligheden også banket på indtil flere gange. Arbejde, koncert/koncert som blev aflyst, panik over billetter, 15 årsdag med min kæreste, ny reolvæg i mit kontor, som er blevet sat ind og allerede fyldt op med mine bøger, en kat som skulle til dyrelægen og nu har det godt, men har fået kælenavnet scarface (i hvert faldt indtil håret igen gror ud) og et virkelig lavt energinivau.

Men ...

Nu er jeg tilbage på rette kurs og har afsat en ugentlig dag, hvor jeg laver et blog indlæg. It's Alive ... again. ;o)