The grand finale

Undskyld tavsheden i sidste uge og hvis jeg også er lidt ustabil med indlæg de næste par uger. Dette indlæg bliver heller ikke så langt, fordi det kribler i mig efter at dykke ned i manuskriptet igen.

Jeg er igang med at skrive den store finale til Dæmondræberen. Alle trådene skal samles og brikker skal ryddes fra brættet med skånselsløs blodtørst ...


Okay, det lød farlig fornemt og koldblodigt, men det er ikke helt sådan det foregår.
Denne del af skriveprocessen er fra min side fyldt med tvivl og lysten til at vræle. Er det virkelig nødvendigt at rydde den brik? Det er fantasy, så behøver det vel ikke at være så realistisk?
I sidste uge måtte jeg også hen og tilføje flere kapitler, end jeg oprindeligt havde planlagt. Simpelthen fordi der var ikke nok plads til alt det jeg ville gøre og alt, hvad der skulle nås i de sidste kapitler.
Derudover nærmer deadlinen jeg har sat for mig selv sig også. Vil helst være færdig, inden alle messerne i efteråret. Derfor presser jeg på og høre tre skivesange på repeat:

Never give in af Black Veil Brides

Korn - Hater

Black Veil Brides - Revelation

De hjælper til at holde fingerne på tasterne og presse igennem de sidste kapitler. Og nu tilbage til de kapitler. 

Jagten på Inspirationsbilleder

Når jeg skriver bruger jeg ofte inspirationsbilleder. Det er billeder jeg finder på nettet eller andre steder, som jeg føler har en relevans for det jeg sidder og skriver på. Jeg har fundet en god sjat af den slags billeder til Dæmondræberen. Det kan være lidt af et trick at finde billeder som passer perfekt med de billeder man allerede har skabt i sit hoved.

Jeg mangler nu at skrive under 10 kapitler af Dæmondræberen #3 (eller i det mindste 10 kapitler af den første rå kladde), det betyder at jeg så småt er gået igang med at lede efter inspirationsbilleder til det næste univers jeg vil arbejde med. 
Jeg havde allerede et billede (som faktisk gav den aller første ide til universet), men efterhånden som ideen har udviklet sig følte jeg der var behov for flere billeder.

Jeg plejer gerne at sige, at Google er Gud, ud fra det kriterie at hvis viden er magt, så må Google være meget magtfuld. Man kan finde så utrolig meget ved hjælp af Google. Jeg ved ikke hvor ofte jeg søger på Google i løbet af en dag, men det er en del.

Jeg gik derfor igang med at søge efter inspirationsbilleder ... og hvor ville jeg dog ønske at jeg havde brugt nogle andre søgeord. Skal lige huske at sige, at den næste historie jeg arbejder på ideen til indeholder feer. Ikke de søde nuttede små feer, men de oprindelig fra folkesagn. Om den bliver en realitet ved jeg ikke endnu ... har i hvert fald set billeder, som virker meget forstyrrende på ideen. 
Da jeg gik igang med at søge med ordene: Male fairy 

(ADVARSEL!!! Søg ikke) 

forventede jeg at finde billeder som det herunder blandt en masse små nuttede tegneseriefeer. Jeg mener ... der må da være nogle som ved, at feer startede i mørket:

Har ingen rettigheder til dette billede, som er fundet via Google.

Jeg må have levet i en illusion, for det var SLET ikke den slags billeder jeg fandt. Skal lige hilse at sige, at det ovenstående billede blev fundet med søgeordene: Male elf.

Fremover forventer jeg ikke noget bestemt, når jeg søger med Google ... og hvis jeg lander på noget der ikke ligner det jeg forestiller mig, så forlader jeg siden med det samme.  Inden mine mentale billeder bliver fuldstændig traumatiserede.

Anmeldelser

Undskyld det manglende indlæg i sidste uge. Hverdagsjobbet stjal al min energi. Ferien er så sandelig slut. Fik ikke engang skrevet mere end et enkelt lille kapitel, hvor jeg glemte at slå nogen ihjel. Henrettelsen er derfor udsat.

På trods af den hårde uge og to årsager til at jeg var mere vred end jeg har været længe (vil ikke komme nærmere ind på årsagerne) fik jeg en ny anmeldelse, som reddede ugen. Den motiverede også til dette indlæg.

Anmeldelser

Da Oprører blev udgivet begyndte min jagt på anmeldelser. Siden da har jeg fundet ud af, hvorfor nogen forfattere/kunstnere aldrig læser deres anmeldelser. Hverken de gode eller de dårlige. 
Ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at lede efter dem. Det er jo det eneste sted man får feedback på det man har lavet.

Gode anmeldelser

Af årsager jeg endnu ikke helt har regnet ud (hvad er det lige jeg har gjort rigtigt og hvordan gør jeg det igen?), så har jeg fået flest gode anmeldelser på Oprører, hvilket er fantastisk. Jeg sætter så utrolig meget pris på at nogen der har læst den gider fortælle, at de godt kunne lide bogen og hvad de godt kan lide. Det giver nærmest et sus i maven hver gang jeg læser en. Lidt lyserød sky fornemmelse.
De mange gode anmeldelser har dog også givet mig seriøst dårlige nerver. De lægger en smule pres på de næste bind. Oprører er jo kun min debutroman og jeg havde af en eller anden grund forventet at den ville gå diskret under radaren. 
Det er dog for sent at stoppe nu. Historien er planlagt til det sidste kapitel i det sidste bind (som jeg nærmer mig med ikke så hastige skridt). Alle hint er lagt ud, alle brikkerne placeret på brættet og nu skal historien bare bringes til sin afslutning.

Dårlige anmeldelser

Selvom jeg hellere vil have at en læser enten hader eller elsker frem for bare at føle ligegyldighed overfor det jeg har skrevet, så gør en dårlig anmeldelse alligevel ondt. 
Jeg har heldigvis ikke fået så mange, men jeg glemmer nok aldrig hvordan det føltes da jeg læste den første. Fuck, hvor gjorde den ondt. Det føltes lidt som om anmelderen hev mit hjerte ud af brystkassen og trampede på det, proppede det tilbage i kroppen og så bare som en eftertanke stak en masse nåle i det ... Okay, jeg overdriver måske en anelse, men ikke meget. Hver gang jeg skriver en tekst lægger jeg en lille del af mig selv i den og der er brugt store mængder tid og indsats på at skrive den. 
Men som sagt vil jeg hellere have had end ligegyldighed og nogle dårlige anmeldelser kan man lære en masse af og forbedre sit skriv. En af de mest frustrerende ting er dog, når man som forfatter har forklaringen på dele, som bliver bemærket som dårlige. Når man ved at forklaringen på dem venter i næste bind, men man ikke kan afsløre dem endnu. Argh! 
Mennesker er jo også forskellige og jeg forventer ikke at alle vil kunne lide det jeg skriver. Jeg håber bare at nogen får glæde af det

I bund og grund er det som sagt for sent at trække sig nu. I det mindste med Dæmondræberen. Det er en serie og den skal bringes til sin afslutning uanset, hvor mange både gode og dårlige anmeldelser den får. 

Men mange tusind varme tak til dem, som gider at bruge tid på at skrive en anmeldelse og derved fortælle mig, hvad I synes. Eller skriver en besked til mig på min facebookside. Det betyder som sagt alverden. 

Sommerferie 2014

Min sommerferie for denne omgang er ved at være slut og jeg ved ikke helt helt, hvor de 2 uger blev af ... eller det ved jeg sådan set godt. De blev tilbragt med Dominic og resten af banden.

Planen før ferien

Allerede før jeg gik på ferie vidste jeg nøjagtig, hvad jeg ville. Jeg kunne allerede mærke skrivefeberen, så derfor skulle der bare skrives. Jeg satte et mål: Jeg ville nå sidetallet 200. Ved feriens opstart var jeg på ca. 165 sider, så det var ikke urealistisk.
Derudover havde jeg også tænkt mig at slappe lidt af med en god serie på fjernsynet og muligvis læse.

Ved afslutningen af ferien.

Det der med at slappe af, se serie og læse blev ikke rigtig til noget. Vups. 
Da først ferien begyndte tog skrivefeberen fuldstændig over. Jeg er nået til sidetal 227 og mangler nu kun 10 kapitler af Dæmondræberen #3. Det betyder at jeg på to uger har skrevet mere end 60 sider og jeg fatter det ikke. Det er virkelig mange sider for mig på så kort tid. 

Det imellem

Jeg fik som sagt, hverken set serier eller læst, men mellem alt skriveriet blev der dog tid til et par andre ting. 
Var blandt andet på Ørbækmarked, hvor jeg fik tatoveret lidt skrift omkring min ene dragetatovering. 
Jeg brækkede min lilletå, da jeg kom til at sparke til en kommode ude i vores gang. Tror kommoden vandt og den blev bestemt ikke imponeret af mine lange række eder og forbandelser. Tåen ser nu farlig fornem ud i blå og lilla og når jeg prøver at bevæge den eller går på den, så giver det et lille jag af smerte. Det er dog ikke så slemt (muligvis pga, nerveskaderne i mine ben) og jeg har ikke engang været ved lægen. De gør alligevel ikke noget ved en brækket lilletå. Suk. Min første brækkede knogle og så er det noget så usejt, som en lilletå. 
Og så var jeg ude at sejle med mine forældre, fangede fladfisk til aftensmaden og blev en smule solbrændt. Fregnerne er igen flyttet ind på min næse ... Grrrrr.

Alt i alt en god ferie. 

Min sidste feriedag for denne omgang (har en uge mere lidt senere) vil blive tilbragt på hospitalet, hvor jeg skal have lavet en ENG-undersøgelse (elektroneuronografi). 

Nyforelsket

Billedet er fundet på nettet og jeg har ingen rettigheder til det.

Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg har fundet en ny mand i virkeligheden. Den gamle fungerer stadig ... altså bortset fra, når jeg beder ham om noget, som han ikke gider. På den anden side er jeg selv exceptionelt god til at udsætte de ting jeg ikke gider.

Når jeg skriver nyforelsket tænker jeg på i en tekst og de personligheder som befolker det pågældende univers.

Det er den følelse man har, når man får en ny ide, udvikler den og bare føler man svæver, når personlighederne begynder at tage form og man er vild med dem. Holdt svævende af sommerfuglene i maven ... nøjagtig som ved en nyforelskelse.
Det var den følelse jeg havde dengang jeg startede på Dæmondræberen. Dominic bed sig bare fast og jeg blev så forelsket i ham og det univers han præsenterede, at jeg måtte skrive mere end et bind.

Problemet, når man skriver på en serie er dog at den nyforelskelse godt kan blive en anelse slidt jo mere man skrive. Man elsker stadig, men sommerfuglene i maven er forsvundet og svæveriet er så som så. Når personlighederne falder ind i deres roller ... eller som en af mine skrivebuddies beskrev det: Når de begynder at blive sløve som en kniv efter lang tids brug.

Jeg befinder mig netop nu i en skrivefeber, som kan være svær at skelne fra en nyforelskelse. På en uge har jeg skrevet cirka et kapitel om dagen og det er fantastisk.
Da jeg skrev på de sidste kapitler erkendte jeg dog, at jeg er blevet nyforelsket. Ordene kommer så hurtigt at min hænder dårlig nok kan følge med og jeg har ikke lyst til at lægge teksten fra mig. Jeg er igen nyforelsket i Dominics personlighed og de andre han har hevet med sig. Lidt ironisk at det sker nu, hvor jeg om 15 kapitler skal til at sige farvel til ham og vi ikke længere skal på flere nye eventyr. Hverken i fortiden eller nutiden.

Trøster dog mig selv med, at jeg nok aldrig kommer til at sige helt farvel til ham. Han vil altid være i mit baghoved, som den personlighed der langt om længe gav mig et ja fra et forlag og jeg vil altid se ham sidde på forsiden af Oprører. 

Disse tanker fik en anden af mine skrivebuddies til at spørge om jeg så skulle have gang i flere ægtemænd (skriftversionen) på samme tid. Åh, shit. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg gider sgu ikke holde styr på en hel bunke mænd i min knold. Ville jo være nødt til at give dem en mandhule i mit hukommelsesarkiv og installere en mental playstation. Argh!!!

Og nu vil jeg vende tilbage til manuskriptet og nusse lidt om de sidst skrevne kapitler. 

Skrivefeber

Beklager det manglende indlæg i sidste uge, men jeg befinder mig i ren euforia for øjeblikket også kendt som skrivefeber. 
Jeg skrev lidt om det i et tidligere indlæg http://louisehaiberg.blogspot.dk/2013/01/blog-roman-skrivefeber.html og nu er jeg der så igen. Det eneste jeg har lyst til er at skrive og når jeg ikke gør det, så føler jeg mig konstant urolig. Der er en grund til at det kaldes skrivefeber. Det føles nærmest som om trangen brænder og når man skriver føler man sig svævende let.

Det er svært at forklare, muligvis fordi jeg har svært ved at samle tankerne om andet end mit manuskript, men jeg kan prøve at give et par hint.

1. Normalvis skriver jeg næsten kun om natten/aftenen. Når de fleste har slukket lyset og er gået i seng føler jeg mig mest inspireret. Min teori er at det er fordi verden er mere stille på dette tidspunkt og jeg er næsten 100% sikker på at ingen vil forstyrre mig. Altså udover to katte, der gerne vil give deres input til historien ved at trampe på tastaturet. Det er ikke værdsat. 
Det har ændret sig. Nu sidder jeg selv og skriver i dagslys og hvis nogen forstyrre, så kunne jeg muligvis føle mig motiveret til at bide. Just saying. 

2. At lytte til sin krop. Normalvis er jeg forholdvis god til at lytte til, når min krop siger at nu er det tid til at jeg slapper lidt af eller går i seng. 
Det er pludselig blevet meget svært. Det eneste jeg har lyst til er at skrive. Jeg sidder og spiser ved computeren og jeg skal nærmest tvinge mig selv til at gå i seng og det er først i et øjebliks skrivepause, når jeg pludselig opdager hvor træt min krop er. Hjernen har stadig ikke opdaget det på dette tidspunkt.

3. Når jeg sover. Jeg drømmer selvfølgelig som de fleste mennesker, men jeg kan ikke altid huske mine drømme. Når jeg har skrivefeber bliver alle drømme mere klare. Mareridt bliver mere intense. Jeg drømmer om Dominic, bøger og diverse andre karaktere fra universet. Som om min hjerne er blevet mere fokuseret. Selv i søvne. 

I bund og grund er en skrivefeber vist en form for besættelse, som man byder velkommen og udnytter så længe ilden brænder. Siden jeg vendte hjem fra ferie på Rhodos har jeg skrevet 8 kapitler og da jeg nu har to ugers sommerferie er der kun en plan. Skrive. Jeg har netop passeret sidetal 165 og jeg går efter de 200 sider. Hvis jeg holder tempoet hele ferien ud burde det helt sikkert være en mulighed.

Og nu må jeg hellere vende tilbage til skriv. 

Bibliotekspenge og skrivefeber.

Undskyld det manglende indlæg igår, men lageret af cola skulle fyldes op og aftenen/natten blev brugt på at skrive. Skrivefeberen har vist langt om længe ramt mig igen. Wuhu!

Bibliotekspenge

Fredag den 20 fik jeg en overraskelse. Min kæreste ringede for at fortælle, at hans gummisko nu var revnet fuldstændig. Dette resulterede i at han kiggede ind på vores fælles konto, hvor han opdagede, at der rent faktisk stod penge. Mine første bibliotekspenge var ankommet. Dette var lidt af en overraskelse, fordi jeg var blevet fortalt, at Oprører ikke ville nå med, fordi udgivelsen først var i November 2013. Ville nok være faldet bagover, hvis der ikke var ryglæn på min kontorstol. Det beløb jeg havde modtaget betød også at der var råd til at købe mere end et par nye gummisko til kæresten. Mine tanker gled straks i retning af mine ti år gamle Dr. Martens støvler. jeg bruger dem næsten hver dag, både på blomsterbinderjobbet og diverse bogmesser, hvilket betyder at de nu efter ti år er blevet ret slidte. Lynlåsen i siden på den ene kræver lidt trick og tålmodighed at lyne og nærmede sig tidspunktet for sikkerhedsnål-førstehjælp. Derudover er der en forholdsvis dyb flænge i snuden på den ene (tror nok jeg har tabt en kniv på et tidspunkt ude på blomsterbinderjobbet). Hurra for kraftigt læder. 
Da kæresten kom hjem fra arbejde gik turen derfor ind til byen, hvor vi begge fik nye sko og jeg tillod mig at shoppe en smule ekstra. Det blev også til et lille kig hos boghandleren, hvor jeg fandt Oprører på en hylde. Der er næsten intet, som slår følelsen når jeg ser min bog på en hylde. I årevis har jeg drømt om det øjeblik, hvor det ville ske og nu er det her.
Som afslutning gik vi ind og spiste asiatisk buffet, hvor jeg startede ud med 10-12 stykker sushi, før de varme retter og frugt til dessert. Da vi kørte hjem var jeg så proppet, at jeg slet ikke kunne tænke på at skrive.
Hvis I skulle være interesserede i at vide, hvor meget jeg fik i bibliotekspenge og hvad andre danske forfattere får, så kan det bla. læses herinde. http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2013 
Selvom pengene bestemt er rare og i en fjern fremtid tilbyder en mulighed for at jeg kan leve af mit skriveri, så har de aldrig været det vigtigste for mig. Det har altid bare handlet om at skrive, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, hvilket bringer mig til det næste.

Skrivefeber

Ferie på Rhodos var åbenbart nøjagtig, hvad jeg havde brug for. Det kapitel jeg skrev i hånden, mens vi var afsted satte gang i en begyndende skrivefeber og siden jeg kom hjem er ordene bare kommet flyvende. I løbet af juni måned har jeg skrevet over 30 wordsider og jeg har det fantastisk. For mig har skrivning altid fungeret, som den bedste terapi og når jeg skriver som nu føler jeg mig lykkelig. Det er noget helt særligt, når man hvert sekund kan fornemme ordene og det bare kribler i hænderne efter at skrive. Selv midt på dagen kan jeg føle det, hvilket er usædvaneligt for mig, Har altid skrevet bedst om natten. Måske fordi det er et tidspunkt hvor jeg er næsten helt sikker på at intet vil forstyrre. Når man bor ude på landet føles verden bare mere stille efter klokken 24. Og med det i tankerne vil jeg nu gennemlæse det jeg skrev igår nat og muligvis fortsætte. Jeg nærmer mig de 140 sider.