Svæver

Cover af Mette Breth

Den seneste uge har jeg svævet rundt på en lyserød sky ... eller i mit tilfælde er det muligvis mere en sortrød sky med gyldne kanter. Mit hoved er fyldt med tusind tanker, som gør det næsten umuligt at koncentrere sig (og jeg burde egentlig være igang med at skrive eller betalæse). 

Cover

I sidste uge blev coveret til Oprører - Dæmondræberen offentliggjort og jeg var vist lige ved at gro vinger og flyve helt væk på grund af den virkelig positive modtagelse af coveret og den fantastiske støtte fra venner og bekendte, som delte Tellerups opslag på facebook. Jeg er ikke helt landet endnu. Sådan føles det i hvert fald ikke.

E-bog

Og nu er det allerede muligt at købe Oprører som e-bog, hvilket resulterede i en hel bunke nye tanker. Hvad nu hvis ingen gider at købe den? Eller værre endnu: Hvad nu hvis nogen køber den og hader bogen? Den eneste trøst på det område, er at der også er lagt en læseprøve ind, så læserne kan få et hint af bogen, inden de køber den.

At tro på sin tekst

Som forfatter er man selvfølgelig selv nødt til at tro på sin tekst, for hvis man ikke selv elsker den, hvordan skal man så gøre sig håb om at andre vil? Derfor har jeg hårdnakket troet på at den var fantastisk lige fra begyndelsen, men det er en ting at tænke det selv. Det er noget ganske andet at vente på at høre om andre mener det samme og dette udløser alle tankerne og spørgsmålene: Hvad nu hvis alle hader den? (Måske er jeg bare så underligt, at det jeg elsker ikke tiltaler nogen andre) Hvordan vil jeg føle, hvis den første kommentar jeg ser fra en læser, er negativ? (Ved som sagt godt, at det ikke er alle som vil elske Dominic, men dette er jo min debutroman ... mit lille barn ... så det er svært at være realistisk) Hvad nu, hvis Dominic ikke er troværdig? (Han er trods alt en mand og jeg er en kvinde) Hvad nu hvis læserne faktisk elsker ham? (selvom jeg selv tror på Dominic og hans historie, så bliver jeg altid svimlende lykkelig og overrasket, når andre er enige). Disse spørgsmål bliver fulgt op af en helt ny bande, så det nærmest føles som om min hjerne er ved at udsætte mig for et agressivt forhør.

Kun et menneske

Jeg er kun et menneske som alle andre, men min fantasi har været en så stor del af mit liv og hjulpet mig gennem så mange mørke perioder. Jeg har altid ønsket at dele den med andre og forhåbentlig glæde dem. Derfor vil jeg tage en dyb indånding, forsøge at pakke alle de forstyrrende tanker ned i en skuffe i hukommelsesarkivet og vende tilbage til Dominics univers ... Hvilket betyder at jeg skal skrive.

Trommehvirvel ... Et billede siger mere end 1000 ord

Jeg har tidligere nævnt, at min debutroman udkommer 10 oktober 2013, men efterfølgende har jeg ikke fortalt så meget om den. Det var der en årsag til. Jeg ventede på denne dag. Den dag hvor jeg fik muligheden for at dele følgende med jer ... Og her er det så tiden for den der trommehvirvel: Forsiden.

Man siger jo at et billede siger mere end 1000 ord, så her er den:

Jeg elsker den simpelthen så højt. Illustratoren (Mette Breth - breth design) har virkelig gjort et fantastisk job med at virkeliggøre det billede jeg havde i hovedet, mens jeg skrev bogen. Så her er min Oprører. Og som om det ikke er nok, så vil jeg også dele bagsideteksten med jer:

Navnet er Dominic.

Enhver dæmon kender mit ansigt og drømmer om 

at aflevere mit hoved til Lucifer.

Jeg har vandret på jorden i årtusinder. Boet i Helvede 

og ledt dæmoniske horder i krigen mod englene. 

Ikke ligefrem min glansperiode, men ingen er perfekt.

Jeg gjorde oprør - årsagen til at jeg idag er hadet af min egen race og lever skjult blandt menneskene.

Før blev jeg kaldt Dominic Engledræber.

Idag går jeg under navnet Dominic Dæmondræber.

Dette er min historie ...

Oprører er første bind i serien Dæmondræberen

- en serie om udødelig kærlighed og kampen

mellem det gode og onde.

Begge dele kan også findes på Tellerups hjemmeside under kommende udgivelser.

Rengøringsmidler er usunde for kreative hjerner

Og det står jeg ved. 

Dagens lidt sene og korte  indlæg kommer til at handle om hvad jeg har lavet de sidste par dage. Beklager hjernen er blank (giver som sagt rengøringsmidlerne skylden).

Rengøring

Jeg var ellers begyndt at skrive på den næste roman, men de sidste par dage har jeg været i rengøringshelvede. Kæresten er lykkelig over at huset er blevet mere rent, men efter min mening er der bare for rent. Jeg trives i kaos, mellem papirlapper, støv og edderkopper (bortset fra de største. De får et lab med skoen) og nu sidder jeg i et hus, der dufter af rengøringsmidler.
Og i ren protest over dette er min hjerne åbenbart gået på ferie. Jeg var ellers lige gået igang med at skrive på et kapitel, men der er ikke kommet flere ord til de sidste par dage. Ak.

Friske lokker

Mellem pudseklude og støvsugninger nåede jeg lige til frisøren idag. Jeg har spinket og sparet, for at få råd til det, så jeg kunne blive efterårs klar. Min tidligere farve var falmet tilbage til den kedelige brune og jeg har virkelig savnet mit grønne hår, men nu er de vilde farver tilbage og jeg elsker dem som altid. Hurra for en vidunderlig frisør, som lytter omhyggeligt til alle mine skøre hårplaner og derefter bringer dem til virkelighed. 

Prologen

Jeg lovede jer jo et ekstra indlæg i denne uge, men det kommer ikke helt til at handle om det jeg havde håbet ... desværre. Men håbet er lysegrønt for næste uge. Derfor kommer dette ekstra indlæg til at handle om prologer. I denne uge er det nemlig hvad jeg har arbejdet på.

Begyndelsen

Når jeg begynder at skrive på en roman starter jeg altid med en prolog og for mig er det noget af det vigtigste. Prologen skal sætte tonen for hele resten af teksten. Give et hint til indholdet uden at afsløre for meget, men hintet skal være stort nok til at en læser får lyst til at bladre videre til næste side. 

Planlægning

I denne uge har jeg arbejdet på prologen til det næste manuskript og den var lidt af en udfordring. Nogle gange ved jeg nøjagtig hvad jeg skal skrive og har nærmest skrevet prologen i hovedet allerede før jeg får den ned på papiret. Det var ikke tilfældet i denne omgang. Igennem de senere år er jeg begyndt at arbejde med en kapiteloversigt og en Afsnitsoversigt. Kapiteloversigten fortæller mig i meget store træk, hvad hele teksten skal handle om. Jeg ser den som historiens skelet. Afsnitsoversigten giver flere detaljer og er en mere præcis liste stikord over hvert eneste afsnit i hvert kapitel. Den regner jeg for sener og muskler. Det næste punkt er selve skrivningen, som tilføjer alle de sidste ting. 

Prologen

Kapiteloversigten til min nye tekst blev skrevet samtidig med at jeg lavede den til det sidste manuskript (cirka 1 år siden), så jeg var helt rolig, da jeg åbnede worddokumentet med oversigten, for efterfølgende at føle lidt panik. Ved punktet prolog stod der bare: Prolog. Ikke et eneste lille stikord jeg kunne bruge som retningslinje. Kun ordet prolog. Dette betød at jeg pludselig skulle vride hjernen. Jeg læste resten af kapiteloversigten igennem, så jeg fik historien ind under neglene igen og spurgte en af mine skrivebuddies om hun gad lytte til at jeg kastede nogle ideer efter hende. Hun lyttede og tilføjede nogle kommentarer og så følte jeg mig klar til at gå igang med at skrive prologen og det gjorde jeg. For bare at føle at den var mere som en del af et kapitel frem for en prolog. Jeg vred hjernen lidt mere og snakkede lidt mere med mine skrivebuddies og så dukkede løsningen op.

Skrevet

Prologen blev skrevet og den er nu nøjagtig, som jeg havde forventet. Den giver et hint uden at afsløre for meget og hinter endda til mere end en ting. Så nu er jeg klar til at gå videre med det næste punkt. Research, færdiggørelsen af afsnitsoversigten og selve skrivningen af romanen. Det bliver et sjovt år. ;o)

Ferieafslutning og ...

Så endte min sommerferie for i år og jeg vendte tilbage til arbejdet i blomsterbutikken.
Dette bliver forresten kun et meget kort indlæg, da jeg virkelig håber at få muligheden for at give jer et ekstra senere på ugen, men nu får vi se. ;o)
Jeg havde lagt så mange planer for ferien, men (som jeg tidligere har nævnt) nåede jeg dårlig nok halvdelen af dem. Ikke desto mindre nåede jeg et par af de vigtigste ting:

Redigering
Jeg blev langt om længe færdig med at redigere mit manuskript. Det tog mig en del længere end normalvis, men nu er det gjort. Så kan jeg bare vente ... og gå igang med at skrive det næste. Eller det vil sige, lige så snart jeg har fået planlagt hvordan jeg skal skrive det. Selvom man har handlingen (i store træk) i hovedet, så er der mange små detaljer, som skal på plads.

Afslapning
Den anden vigtige ting jeg nåede var: Afslapning. Gennem de sidste måneder før ferien  kunne jeg virkelig mærke at jeg trængte til at holde ferie. Jeg følte mig komplet drænet for energi. Mine ben fik det værre og værre og jeg begyndte at glemme.

Alle de ting jeg ikke nåede.
Ja, dem må jeg jo bare tage lidt af gangen. Selvom det ville være sejt, hvis jeg kunne give mig selv mere tid, så er det desværre ikke tilfældet. Desuden har man jo altid noget man da lige skal nå. ;o)

Arbejdet
Men nu er jeg som sagt tilbage på arbejdet og blomsterbinding er lidt som at cykle. Man glemmer det ikke, når man først har lært det.

Og det var så det for denne gang. Som sagt et meget kort indlæg, men forhåbentlig får jeg muligheden for at lave endnu et senere på ugen.

Den sidste uge

Ikke i den forstand at det er den sidste uge i mit liv, men det er min sidste ferieuge.

Og har jeg så nået alle de ting jeg planlagde?

Øh, bø, nø ... næ.

Tiden er fløjet afsted og jeg har dårlig nok nået halvdelen af det jeg oprindeligt planlagde. Det er som om det altid sker. Jeg havde jo planlagt, oprydning, havearbejde, færdiggørelsen af min roman og afslapning.

Uge 1:

Jeg lagde ud med havearbejdet og kastede mig endnu engang ind i kampen mod det psykotiske ukrudt og tænkte det var en god begyndelse. Havearbejde og oprydning i den første uge. Og så fik vi gæster ... Og vi fik gæster ... Og vi skulle til en familiefest (min ene kusine holdt studentergilde) ... Og vi var ude at spise med nogle venner og i biografen (fik god mad og så Worldwar Z, så det var skam hyggeligt nok) ... og vi fik gæster. Så var den uge slut og jeg var fuldstændig smadret. Hele min krop skreg på hvile og når den gør det, så gør den det med kramper og føleforstyrrelser i benene, dyb træthed og hukommelsesbesvær.

Uge 2:

I fremtiden kendt som: Zombiugen (Meget passende, da jeg så Worldwar Z ved afslutningen af sidste uge). Af ren nød tilbragte jeg næsten hele denne uge i sofaen foran fjernsynet og legede zombie (lejlighedsvis afbrudt af en smule kreativitet med at lave kort, dog intet, som krævede voldsom tankekraft). Har vist tidligere nævnt at når jeg skriver zombie mener jeg ikke den type, som æder naboerne, men nærmere den type, som sidder og stirre tomt på en skærm og ikke husker særlig meget af det der bliver vist. Og så meget søvn. Ikke desto mindre havde zombiestadiet den ønskede effekt. Efter et par dage forsvandt kramperne og tankerne blev en anelse skarpere. Har stadig en smule føleforstyrrelser, men det kan jeg leve med så længe de ikke bliver værre.

Uge 3: 

Ja, det er så den jeg er i nu. Jeg lagde hårdt ud med at kravle ud af zombiestadiet og småpanisk gennemtænke alle de ting jeg ikke havde nået. Oprydning, havearbejde og min tekst. Det var ikke svært at beslutte hvad der var vigtigt. Fuck haven, ukrudtet går ingen vegne (gid det ville). Derfor er ugens planer: Arbejde på manuskript med en smule oprydning ind imellem.

Manuskriptet

Lige en smule ekstra om teksten. Har flere gange nævnt at jeg var igang med at redigere den og det var jeg også, men hver gang jeg gik den igennem havde jeg den samme følelse. Der var et eller andet galt med den. Den levede ikke helt op til den standard jeg forventer af mig selv, men jeg kunne bare ikke sætte fingeren på hvor problemet var. Historien var god nok, den var det jeg havde planlagt den skulle være, min hovedperson var som altid fræk og charmerende, til tider direkte selvglad. Men der var et eller andet galt. Og så satte en betalæser fingeren lige på problemet og udpegede det jeg ikke selv havde været i stand til at finde. Mit problembarn. Den eneste person i teksten jeg aldrig har brudt mig særlig meget om. Med en smule hjælp fra skrivebuddies/betalæsere fandt jeg en løsning. Et sætning forrykkede det hele og mit problembarn begyndte at vokse og udvide sig. Han er stadig usympatisk, men jeg kan meget bedre lide ham nu. Så ...

Videre med teksten.

Ideer og en lille historie

Her kommer så et sent indlæg ... og jeg er fuldstændig blank. Jeg har simpelthen ingen ideer til noget fornuftigt at skrive. Den sidste uge har jeg haft travlt med at være social i sommervarmen og brugt en del tid på at dagdrømme.

Ideerne

Ideer til forskellige tekster og mere eller mindre usammenhængende tanker er kommet væltede. På nuværende tidspunkt føler jeg mig komplet forvirret ... og ret irriteret. Så kan man tale om dårlig timing. Jeg havde jo en plan for ferien og den bliver virkelig forstyrret af alle ideerne. Jeg skal redigere, slappe af og arbejde i haven og huset. Jeg har ikke tid til at holde styr på ideer om elvere, vampyrer, monstre med bloddryppende tænder, en verden hvor det er tilladt at slå ihjel og forstillingen om kæmpe sandorme som æder mennesker (ikke samlet i det samme univers).

Suk. Hvorfor kommer ideerne altid væltende på de mest ubelejlige tidspunkter.

Til slut vil jeg lige dele en meget lille historie med jer, før jeg vender tilbage til dagdrømmende ... eller er det bare drømmene på dette tidspunkt?

Jeg kom gående ned ad gaden. Månen var næsten fuld og lyste klart på den skyfri himmel. Jeg åbnede min taske for at finde en cigaret, da en vampyr pludselig sprang frem fra skyggerne og begravede tænderne i min strube. Jeg reagerede instinktivt og flåede mine våben op af tasken. Vampyren hvæsede og trak sig væk fra mig, da jeg sprøjtede ham med vievand, bombarderede ham med hvidløg og til sidst plantede en tilspidset pæl i hans døde hjerte. 
Det var godt at jeg tilfældigvis havde alle disse våben på mig. Hurra for store tasker. 
Jeg undslap kun med mærkerne som bevis ... 

Eller ... 

Jeg skulle hive noget ukrudt op. Det sad bedre fast end jeg havde forventet, så jeg fik overbalance og ramte en bambuspind, før jeg slog hovedet ind i husmuren.

Ved godt hvad for en historie jeg bedst kan lide.