torsdag den 1. januar 2015

2014 - Året der gik

Velkommen ind i det nye år. Jeg håber at alle er nået godt ind i det.
Jeg tænkte at jeg ville starte 2015 ud med et tilbageblik på mit forfatterår 2014. Skriver det ikke i den rækkefølge det skete, men mere efter begivenhederne.

Kontrakt på Udvalgt

Til min store glæde kunne jeg underskrive kontrakten på Udvalgt - Dæmondræberen #2 og kunne derved føle mig næsten 100% sikker på at den ville blive udgivet. Jeg havde været ret nervøs, for om den ville komme ud, da Oprører jo var min debutroman. Jeg kan takke alle dem, der købte Oprører og selvfølgelig alle de dejlige anmeldelser, som den har fået. Dette bringer mig videre til det næste.

Vidunderlige anmeldelser

Oprører - Dæmondræberen #1 har fået så mange gode anmeldelser og jeg har hørt fra flere læsere, som godt kunne lide bogen. Både gennem anmeldelser på bogblogs, Tellerups hjemmeside, her på bloggen og gennem min fb-side. Hver enkelt af dem betyder utrolig meget for mig. Så meget at jeg endda har svært ved at udtrykke det i ord. Mildt sagt, så føler jeg en overvældende trang til at uddele kys og kram til højre og venstre. 
Jeg har stadig ikke helt regnet ud, hvad jeg gjorde rigtigt med Dæmondræberen, så jeg kan gøre det igen. Derfor fortsætter jeg bare med at skrive som jeg har lyst til og krydser fingre for at det igen vil vise sig at være det rigtige.
Udvalgt begyndte også at få sine første anmeldelser i slutningen af 2014 og kurerede min frygt for hvordan den ville blive modtaget. 

Første ture op på en scene som forfatter

2014 bød også på min første og anden tur op på en scene. jeg tror ikke jeg har stået på sådan en siden 6 klasse, hvor jeg spillede Snehvide og dværgene fik et kig ned i min kjoleudskæring, da jeg lå i kisten. Ak, de stakkels sørgende dværge.
Første sceneoplevelse var på Bookeaters Convention, som til min store glæde og overraskelse spurgte om jeg ville komme. 
Jeg ankom tidligt og sugede atmosfæren til mig, mens jeg kæmpede for at få styr på nerverne. Heldigvis havde jeg en interviewer med, da jeg kom på scenen og han og det søde publikum hjalp mig gennem det. Husker ikke særlig meget af det jeg sagde, men har erfaret at det åbenbart er sådan jeg fungere. Nerverne udradere næsten alle minder. 
Anden sceneoplevelse var på Herlufsholms Fantasy bogmesse og fuck, hvor var jeg nervøs. jeg var lige ved at tage benene (og stokken) på nakken, da min redaktør kom gående med et stort banner med mit giga hoved på. jeg kom dog op på scenen og det gik vist meget godt, bortset fra et øjeblik, hvor min hjerne gik helt blank. Underligt nok er det næsten det eneste jeg husker.

Udvalgt udkom

Efter jeg havde underskrevet kontrakten på Dæmondræberen #2 blev der manusplejet, søgt efter billed til coveret og korrekturlæst. Coveret til Udvalgt blev skabt af Mette Breth, som endnu engang opfyldt mine ønsker (større vinger, giv manden mere tøj på, osv.)
Pludselig stod jeg med bogen i hænderne. Endnu en følelse jeg har svært ved at beskrive, er når jeg står med min fysiske bog i hænderne og den er så smuk. Alt arbejdet, som er blevet lagt i sådan en bog, både af mig, forlaget og illustatoren og så står man der med kulminationen af det hele ... Drømmen. Det er simpelthen fantastisk.

Signeringer

Allerede ved Book Eaters Convention fik jeg æren af at signere nogle eksemplarer af Oprører. Næste signering kom på Herlufsholms Fantasy Bogmesse lige efter jeg havde været på scenen og stadig var fuldstændig rundt på gulvet ... og jeg er blevet fortalt, at der stod en kø. Bemærkede det ikke selv, fordi jeg var som sagt stadig rundt på gulvet. Jeg fik dog hilst på en masse søde mennesker og vist nok skrevet alle navne korrekt (bortset fra et enkelt, hvor jeg gik igang med at tegne vinger for at rette fejlen). 
Årets sidste signering var på Bogforum og denne gang bemærkede jeg helt sikkert køen, selvom jeg prøvede at lade være med at kigge. Af en eller anden grund havde jeg ikke forventet det. Jeg signerede i 1 time non stop, før jeg nåede den sidste i køen. Igen fik jeg hilst på mange søde mennesker.

Skrivebuddies

Nu har jeg allerede været inde forbi de forskellige bogmesser jeg deltog i. På både Herlufsholms Fantasybogmesse og Bogforum fulgtes jeg med skrivebuddies. Jeg nyder altid deres selskab og føler mig dybt taknemmelig fordi de gider snakke mine nerver ned, når jeg ikke tør gå på scenen og gider have besværet med at rejse sammen med mig og min rulleracer, når der er behov for den. De er simpelthen de mest fantastiske mennesker og jeg prøver at vise det ved at give dem diverse små gaver, simpelthen fordi jeg sætter så meget pris på dem. Vi hjælper hinanden med tekster, lytter når der er problemer og kommer med råd. Som sagt: De er fantastiske!
Vi bor spredt ud over hele landet, så bogmesserne er de tidspunkter, hvor vi ses face-to-face og derfor deltog vi også i årets Krimimesse, som også havde Horror på programmet. 

Første bibpenge og royaltys

2014 blev også det første år, hvor jeg fik bibpenge. Jeg havde ikke forventet at jeg ville få nogen i år, så de kom som en glædelig overraskelse i et hverdagsbudget, som er meget stramt. Før bibpengene fik jeg også royaltys, som resulterede i selvforkælelse, da jeg købte en læderjakke. Noget jeg har ønsket mig i flere år, men ikke følt der var penge til. Vores hund var nær blevet myrdet ved den lejlighed, da hun meget venligt pakkede jakken ud for mig, da posten lagde den ved døren mens jeg var på arbejde. Argh! Heldigvis var hunden mere interesseret i at flå indpakningen i stykker end jakken eller også var hun bare ikke nået til den endnu, da jeg kom hjem og fandt den under en busk. 

Et farvel til et univers og personlighederne

Efter flere år i selskab med det samme univers og personligheder i det kunne jeg også sige farvel til Dæmondræberen, da jeg afsluttede det tredje og sidste bind. Det har været en fornøjelse og en udfordring at skrive på serien og jeg har elsket Dominic & co. Ikke desto mindre var det vigtigt for mig at slutte serien på toppen, så derfor bliver #3 det sidste ... med mindre jeg kan finde på noget som kan toppe handlingen i dette sidste bind. Tror jeg dog ikke. 

Nyt univers, nye personligheder

Året blev afsluttet med at jeg nu er nogle kapitler inde i et nyt univers befolket med nye personligheder. Jeg nyder at skrive på det, uanset om det ender med at blive udgivet eller ej og hver gang jeg skriver på det eller læser det igennem sidder jeg med den samme følelse som jeg håber at jeg kan videreføre til eventuelle læsere. 
Så jeg siger farvel til år 2014 med en ny begyndelse. 

Og så vil jeg slutte med at sige: Tak! 
Jeg føler i det hele taget en overvældende trang til at takke alle for at gøre 2014 helt fantastisk. Håber at 2015 bliver lige så godt. 


2 kommentarer:

  1. Jeg har en ide om at de syv dværge ikke var helt så sørgmodige, når det var dig der var udsigt til under sørgeceremonien. ;)

    Ih, jeg er simpelthen så glad på dine vegne over alt det fantastiske der er sket i 2014 - Og jeg glæder mig usigeligt til et 2015 med dig, Dominic og alt hvad der ellers måtte komme deraf. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha Ha. Nej, en af dem har vist nok afsløret at det var meget svært at se sørgende ud. :-D

      Hi Hi. Ja, jeg fattede det heller ikke helt, da jeg skulle skrive indlægget. Et fantastisk år.:-) Og i lige måde. :-)

      Slet