Soundtrack til en tekst

Når jeg skriver har jeg 90% af tiden høretelefoner på. Musik gør det en del lettere at lukke af for diverse forstyrrende elementer i virkeligheden, så man kan leve sig ind i en anden verden.
Som de fleste mennesker har jeg mine favoritbands og musikgenre. Disse bliver ofte valgt ud fra om de kan sætte min hjerne i gang og sørge for at jeg holder tempoet på tasterne. I mit tilfælde er og har det altid været rock krydret med en anelse klassisk, som virker bedst.
Dette bringer mig videre til titlen på indlægget:

Soundtrack til en tekst.

Det er ikke altid at jeg finder en sang der bare passer perfekt til en tekst, men når jeg gør, så køre sangen som et soundtrack i mit hoved hver eneste gang jeg tænker på den pågældende tekst. Jeg har også hele to soundtrack til min debutroman, men dem vil jeg komme ind på senere. Lige nu vil jeg bruge en novelle som eksempel.

Soundtrack til Sort forbandelse.

Da jeg i sin tid skrev det første udkast til novellen Sort forbandelse havde jeg endnu ikke hørt denne sang og jeg følte at der var noget som ikke helt fungerede ved teksten. Teksten bliv gemt på min harddisk og lagt til side i mit hukommelsesarkiv til videre arbejde og så glemte jeg alt om den, mens jeg arbejde på min debutroman. Der gik næsten et år og i denne tid blev jeg præsenteret for denne sang af en kollega i forbindelse med romanen. Ikke så meget pga teksten, men mere pga forsangerens stemme. Har bare en svaghed for hæse dybe stemmer.

Skillet - Monster

Sangen bed sig fast og en nat på et fremmede hotelværelse (efter at have lyttet til sangen på min telefon) fik jeg ideen til hvordan jeg kunne forbedre Sort forbandelse.
I samme øjeblik jeg igen var hjemme fik jeg skrevet ændringen til, mens jeg lyttede til sangen og idag er Sort forbandelse til salg som en e-bogs novelle. Hver gang jeg tænker på historien får jeg en overvældende trang til at lytte til sangen.

Sommervarme, psykotisk ukrudt og en morderisk trillebør

I har nok ikke svært ved at regne ud hvad dette indlæg kommer til at handle om.

I disse dage skinner solen varmt over lille Danmark og så er det svært at blive indenfor. Det er ti gange lettere at blive foran computeren og arbejde, når det er minusgrader udenfor og alt er dækket af sne.

Jeg elsker varmen og netop nu er haven fyldt med blomster og med dem følger en overvældende vækst af ukrudt.

Psykotisk ukrudt

Vores have er forholdsvis stor og hvert år vælter ukrudtet frem overalt. Når jeg kæmper for at flå en møgbøtte (mælkebøtte) med en ½ meter lang rod op af jorden falder tanken psykotisk ukrudt mig ind. Denne tanke bliver ikke formindsket, når møgbøtterne bliver fulgt af arrige brændenælder, ukendt ukrudt med en skarp lugt der får mig til at nyse og seriøst vokseværk og så er der ukrudtet med de små satans burre der hænger fast i mit hår og tøj. Krigen er indledt.

Morderisk trillebør

Nu er jeg en smule klodset, så når jeg går i haven er det ikke kun stikkende, stinkende, psykotisk ukrudt jeg skal frygte. Selv haveredskaberne kan være livsfarlige.
Ukrudtet er ikke det eneste der vokser og kæresten og jeg har haft travlt med at beskære diverse buske, træer og hække. De største grene bliver kørt gennem en flismaskine og en trillebør er hurtigt fyldt, så flisen kan blive bragt rundt til de forskellige bede. I løbet af en uge er det lykkedes mig at klemme tæerne på den ene fod under kanten på trillebøren og nær falde over den mens jeg kørte med den. Det var dog en kost der fældede mig, da jeg klottede over den. Jeg behøver nok ikke at nævne hvordan mit forhold til en stige er.

Krigsskammer

Ved afslutningen af hvert slag i haven kommer jeg ind med nye skrammer. Havearbejde kan være direkte farligt, men der er nu ikke nogen bedre måde at komme af med frustrationer end når man flå ukrudt op af jorden. Derudover er det dejligt at kunne fylde hele huset med blomster fra haven.

Verandaen

Endnu en fordel ved det gode vejr er at jeg kan sætte mig ud på verandaen med en kold drink og cigaretterne, tage hørebøfferne på og redigere. Så bliver det nok ikke meget bedre.

Ferie ... Eller ...

Nu nærmer industriferien sig med hastige skridt og som de fleste andre holder jeg øje med kalenderen og tæller ned.

Ferieplaner

Når jeg er på arbejde i blomsterbutikken summer stemningen nærmest af forventning fra alle kunderne og mange fortæller om deres ferieplaner. Om det sted de skal hen osv. 

Jeg har dog ingen fancy ferieplaner. Selvom det da ville være lækker at rejse en tur længere sydpå, så er pengene bare ikke til det. Derfor har jeg lagt andre planer. Jeg skal holde arbejdsferie/zombieferie (ikke den kødædende slags, men sofaslagsen).

Energi

Ind imellem ville jeg virkelig ønske at jeg havde den energi, som alle mine planer, drømme og ønsker kræver, men det er desværre ikke tilfældet. I løbet af de sidste par uger har jeg tydeligt kunne mærke at min krop trængte til ferie. Mine ben er blevet værre, jeg føler mig altid træt og nu er jeg også blevet mere glemsom. Det er ting jeg i løbet af et halvt liv med sygdom har lært at være opmærksom på, da regningen altid kommer med dobbeltrenter, hvis jeg ignorere tegnene. 

Zombie

Jeg har meget svært ved at lade være med at lave et eller andet. Om det så er at skrive, male, tegne, lave kort, flette armbånd, flette blomster, læse osv. Det eneste der kan aflede mig fra at lave alt muligt andet er at se serier. Derfor har jeg i løbet af årene fået for vane at flade fuldstændig ud foran fjernsynet og se hele serier af gangen. Det er det jeg kalder mit zombiestadie. Jeg sidder der bare, kigge på fjernsynet og lader hjernen køre på det laveste blus. Efter 1-2 uger i dette stadie begynder jeg ofte at føle energien og lysten til at skabe vender tilbage.

Arbejdet

Den anden plan for ferien er arbejde. Både på vores hus og haven (har psykotisk ukrudt), som seriøst trænger til en ordentligt omgang. Og det andet er redigering. Jeg kæmper stadig med at få redigeret den seneste roman og det er ferien sat af til, så forlaget forhåbentlig kan få manuskriptet efter ferien. Derudover kribler det i hele min krop efter at komme igang med at skrive på den næste roman, men jeg har sat mig for at redigeringen skal ordnes først, for ellers får jeg da aldrig taget mig sammen. Det er meget sjovere at skrive det første udkast end at sidde og gennemlæse en tekst for 3 gang i søgen efter 'havde' for mange gange i det samme afsnit. 

Et lille hurtigt et ... Når ideer plager.

Ugens indlæg bliver kun et lille hurtigt et, da sidste uge var travl og stjal det meste af min energi. Desuden mangler jeg kun lidt før jeg er færdig med den tekst jeg arbejder på.
Det er nu ikke fordi jeg mangler ideer til indlæg. Lige i denne uge er skrivningen af dem bare et stykke nede på min to-do-liste. Derfor bliver det som sagt kun et lille kort et i denne uge ...

Når ideer plager.

Fejlfinding

I løbet af de sidste par uger/måneder har jeg haft travlt med redigering og i det hele taget bare brugt fritiden på at læse manuskripter igennem for fejl. Jeg elsker mine tekster, men når man læser det samme igennem for mindst 15 gang kan det godt være en smule kedeligt på visse områder. Efter jeg blev færdig med det første udkast af det sidste manuskript kunne jeg dog godt mærke at min hovedperson trængte til en pause. Han var i hvert fald holdt op med at plage mine drømme.

Besættelse

For mig har skrivning altid været en besættelse, noget jeg føler et tvingende behov for at gøre og hvis jeg i perioder holder op, så bliver jeg trist og føler der mangler noget. Alle ordene, ideerne, tankerne og følelserne bygge sig op.

Når jeg er bedst.

Jeg har længe vidst at jeg skrev bedst, når personlighederne i teksterne kom helt tæt på. Når jeg nærmest kunne føle at de sad ved siden af mig, hvis jeg lukkede øjnene. At et let vindpust kunne være åndedrættet. Når mine drømme var plaget af deres tilstedeværelse. Ved godt at jeg lyder lidt smågak, men jeg føler mig faktisk mest i balance med mig selv, når dette sker. Misforstå mig ikke. Jeg ved godt at de ikke virkelig eksistere, men det er bare lettere at skrive om deres smerter og glæder, hvis jeg forstiller mig at de er.

Dette bringer mig videre til de plagsomme ideer.

På grund af fejlfindingen har jeg ikke skrevet mere end et par ord indenfor de sidste par uger. Ikke fordi jeg mangler ideerne, men fordi jeg ved jeg aldrig bliver færdig med fejlfindingen, hvis jeg tillader mig selv at begynde på skriveriet. Derfor kæmper jeg for at blive færdig, så jeg kan vende tilbage til skriveriet. Og nu er min hovedperson vendt tilbage for at plage mine drømme. Er vist klar til at komme videre.

Hvad vil du være når du bliver stor? Del 2

Så fortsætter jeg hvor jeg slap ved sidste uges indlæg. Her fra bliver det en smule tåget, da tidspunktet hvor jeg skulle videre med uddannelsen er blevet udraderet af andre minder. Jeg kan derfor ikke huske om det var uddannelsen eller det dårlige minde der kom først. Skriver dog uddannelsen først. Vil lige nævne at jeg godt ved at dette indlæg handler lige så meget om sygdom, som det gør om uddannelse, men i mit tilfælde var det jo også helbredet der førte mig i bestemte retninger, mens jeg kæmpede for at den ikke slukke udradere andre veje.

Det fornuftige valg.

Jeg kom ind på uddannelsen til Teknisk Designer. Selvom den ikke var en af drømmene blev den ikke valg uden overvejelser. Selvom tegningerne var tekniske, så var det i det mindste en uddannelse hvor jeg fik lov til at tegne. Jeg påbegyndte den og så fik jeg det næste slag.

En ventrehook fra sygdommen.

Det var sidst på sommeren og stadig varm, så hver morgen tog jeg et par højhælede satinsandaler på og vandrede den korte vej til det nærmeste busstoppested, så jeg kunne komme ind til skolen. Det var ikke et par vildt høje hæle, kun ca. 5 cm, men pludselig fik jeg problemer med at gå i dem. Jeg begyndte at vrikke om på den ene fod og det føltes som om alle musklerne var forsvundet i anklen. Jeg skiftede til et par flade sko og blev ved med at vrikke om. Endnu engang gik turen til lægen, fulgt af en tur til hospitalet hvor et ord bed sig fast ved den første undersøgelse. De kaldte min fod for en dropfod. Efter flere forskellige prøver, nogle mere ubehagelige end andre, kom diagnosen. Jeg havde sklerose. Nu tog tingene fart. Jeg fik en kur med binyrebarkhormoner, havde det af helvede til, fik det bedre og vendte tilbage til uddannelsen. Efter en enkelt nat hvor jeg tudbrølede havde jeg accepteret at jeg havde sklerose og det var det. Skal lige tilføje at jeg ikke længere har den diagnose, men det er en helt anden historie.

Teknisk Designer.

Jeg fortsatte med uddannelsen. Efter et års tid vidste jeg at det ikke var noget jeg havde lyst til at arbejde som, men nu var jeg jo igang og manglede kun 1 ½ år. Derfor kæmpede mig igennem den. Var syg en uge og kæmpede derefter den næste uge for at indhente det jeg havde forsømt og udmattede derfor mig selv, så jeg blev syg igen. Og i fritiden mellem alle lektierne og kampene fortsatte jeg med at bevare forfatterdrømmen. Jeg blev færdig med uddannelsen (fik endda et 9 tal - efter gamle karakterskala - til eksamen) og nu havde jeg den, selvom jeg ikke havde lyst til at bruge den og mit helbred - på trods af indsprøjtninger tre gange om ugen - var ikke blevet vildt bedre.

Grønne fingre.

Jeg vendte tilbage til gartneriarbejdet. Det var jo en måde at tjene penge på og jeg var nu flyttet hjemmefra, så der skulle også være råd til regningerne. Jeg arbejde på fuldtid, som de fleste mennesker og drømmen blev trængt i baggrunden. Jeg havde simpelthen ikke længere energien til at forfølge den i fritiden. Det eneste jeg husker fra denne tid er arbejde, bjerge af vasketøj i weekenden, mit helbred der blev værre og masser af søvn, mens min energi forsvandt. Til sidst overgav jeg mig. Jeg kunne ikke have et fuldtidsarbejde og dette faldt sammen med at jeg blev fyret.

Fleksjob.

Efter flere møder på kommunen blev jeg godkendt til et fleksjob. Jeg gik hjemme i et godt stykke tid og tog et 16 ugers blomsterbinderkursus, da blomster altid har været en del af mit liv takket være min mor. Så fik jeg endelig et job, dog ikke som blomsterbinder, men med at skrive hjælpetekster i html. Så lærte jeg da lige det og det var et virkelig dejligt job i nogle år, men så kom finanskrisen og jeg mistede jobbet. Jeg var igen arbejdsløs, men i fritiden arbejde jeg videre på drømmen. Efter jeg var kommet i fleksjob var der mere energi på fritidsfronten, selvom mit helbreds stadig var dårligt, men den videre udvikling på den front er som tidligere nævnt en helt anden og lang historie.

Praktik.

Jeg kom ud i forskellige praktikker, bla. i den lokale brugs og hos en blomsterbinder. Nogle måneder af gangen og så hjem at gå igen, hvor jeg skrev på livet løs og så er vi næsten nået frem til idag.

Forfatterdrømmen.

Jeg sendte et manuskript afsted til et forlag og ventede i længsel på at få et svar og samtidig kom jeg i praktik hos en blomsterbinder (hvor jeg nu er ansat). Så kom svaret og jeg kunne næsten ikke fatte det. Tellerup sagde ja på min fødselsdag. Jeg var syg med influenza, men åbnede alligevel den flaske champagne jeg havde planlagt til denne begivenhed og drak mig småsnalret. Summede rundt på en lyserød sky i flere dage efter. Drømme kan blive til virkelighed ... Med hårdt arbejde. ;o)

Idag.
Så jeg nåede drømmen, samtidig med at jeg har et hverdagsjob, som jeg virkelig godt kan lide og min sygdom har holdt sig nogenlunde i ro de sidste par år og hvad der videre sker ... hvor pokker skal jeg vide det fra? Jeg er ikke synsk. ;o))

Hvad vil du være når du bliver stor?

Lige præcis i disse dage har studerende travlt med eksamener og kæmper for at få de karakterer der vil bringe dem videre. Dette inspirerede mig til at skrive dette indlæg.

Som børn har vi  vel alle nogle drømme om hvad vi vil være når vi bliver voksne. En stor del af disse tidlige karrieredrømme bliver kasseret når vi bliver ældre, men nogle hænger ved. I mit tilfælde var det:

Jeg vil være forfatter.

Jeg vil ikke påstå, at det var det første jeg drømte om at blive. Mit første minde om en karrieredrøm var ballerina. Dette ønske stammede muligvis fra et billede der hang hjemme ved min farmor og farfar. Det mindede så vidt jeg husker en del om et af Monets ballerinamalerier. Denne drøm forsvandt dog, da jeg fandt ud af at ballerinaers tæer er fyldt med blå mærker.

Forfatterdrømmen.

Jeg kan ikke huske præcis hvornår forfatterdrømmen gjorde sit indtog, bed sig fast og blev hængende. Det eneste jeg ved er at jeg altid har elsket at finde på små historier. I starten tegnede jeg disse eller indtalte dem på kassettebånd. Så lærte jeg at skrive og de fandt en anden vej ud. Derfor opstod drømmen om at blive forfatter eller kunstner ret tidligt og de forlod mig aldrig.

Karrierevalg.

Så kom teenageårene hvor skolen, kammeraterne og familien begyndte at lægge vægt på det fremtidige karrierevalg. Foldere og hæfter om forskellige uddannelser blev udleveret, så man kunne finde ud af hvilke uddannelser ens drømmejob krævede.
Valget af ens fremdige karriere kan være svært og jeg vidste jo allerede hvad jeg ville være, hvilket ikke gjorde det lettere. Dette ledte til at jeg endte med at søge ind på et gymnasium. Jeg fik en plads og var klar til at kæmpe for at nå min drøm ...

Kampen.

Når jeg skriver "kæmpe" så mener jeg kæmpe.
Mit helbred blev dårligt da jeg var 12/13 og min første længerevarende indlæggelse på hospitalet skete da jeg var 13/14, hvor jeg blev blev behandlet for borelia. Da jeg begyndte på gymnasium skulle jeg efter sigende være rask, men min krop fortalte noget andet. Mine ben føltes svage, balancen var dårlig, jeg blev ofte syg og jeg var meget træt. Mere end en lærer så ondt på mig, når jeg på trods af en ihærdig indsats for det modsatte faldt i søvn i timerne. Jeg gik endda så vidt som at overveje tændstikker eller tape ved øjenlågende og udviklede taktikker med at sidde, så jeg slog min albue eller andet, når jeg faldt i søvn. Det var en stor frustration. Da jeg jo var erklæret rask og havde gennemgået fysioterapi efter min behandling mod borelia kunne jeg heller ikke få fritagelse fra gymnastik selvom mine ben og balancen var dårlig. Jo mere jeg pressede mig selv jo værre fik jeg det. efter ½ år måtte jeg opgive kampen. det føltes som et kæmpe nederlag.

Drømmen.

På trods af dette levede drømmen dog videre. selvom jeg ikke havde helbredet til at færdiggøre gymnasiet så kunne jeg vel stadig blive en selvlært forfatter eller kunstner.
jeg arbejdede på et gartneri ½ år, mens jeg fortsatte med at skrive og male i fritiden. mit helbred blev igen en smule bedre og jeg overvejede mine muligheder. Jeg føltes stadig at jeg burde få en uddannelse. Forfatter/kunstnerdrømmen var jo netop det ... en drøm. Noget der altid svævede i mit baghoved og ikke kunne betale regninger.

Fortsætter i næste uge. 

Lidt af hvert.

Havde lidt problemer da jeg idag satte mig ned for at skrive dette indlæg. Ikke fordi jeg manglede emner, men fordi jeg havde svært ved at vælge, hvilket jeg skulle tage op og fortælle om. Luksusproblem - I know. ;o) Og da jeg ikke kunne vælge besluttede jeg at give hovedpunkterne hver deres lille afsnit.

Det sidste farvel

I fredags sagde vi farvel til vores hund Chia. Det hele var overstået på under 5 minutter fra hun fik den første sprøjte med bedøvelse til den sidste udånding. Det var på dette tidspunkt jeg begyndte at græde. Selvom vi vidste at det var det rigtige og Chia virkede som om hun var klar til at give slip, så fjerner det ikke savnet. Hun ligger nu begravet under vores japanske kirsebær og vores hus forvandlede sig til et sted med minder. Gode minder, men de gør stadig ondt. Det som var rutine bliver til savn.

Netop af den grund besluttede jeg mig for at det var bedst at komme væk hjemmefra om lørdagen og få tankerne på noget andet, så jeg ikke gik og var så trist.

Smuttur til Sjælland

Derfor gik turen til Copenhagen Comics. Jeg havde længe overvejet at tage afsted, men kunne ikke rigtig beslutte mig før fredagen, hvor vi sagde farvel til Chia. Derfor pakkede jeg min taske, greb fat i stokken og kæresten kørte mig til Odense banegårdscenter, hvor jeg tog toget til København. Dette lyder måske let nok for de fleste, men jeg har absolut ingen stedsans og glemmer og taber ting. En dag ender jeg nok med at glemme mig selv.
Rejsen derind gik dog perfekt (til min egen overraskelse) og jeg fandt også ind til Øksnerhallen uden de store problemer (endnu en overraskelse). Tellerup havde en stand på messen, så der var muligheden for at snakke med folk jeg kendte og jeg fik købt nye medlemmer til samlingen på reolen. Det var en dejlig dag og lige hvad jeg havde brug for. Rejsen hjem bød kun på et kort øjebliks panik, fordi jeg faldt i søvn og ved opvågningen frygtede jeg var kørt forbi Odense. Det var jeg heldigvis ikke og jeg stod af som planlagt og blev hentet af kæresten. Glemte ikke en eneste ting, selvom der var endnu et kort panikøjeblik da jeg kom hjem, fordi jeg frygtede jeg havde glemt min stok i toget. Den lå dog ude i bilen.

De følgende dage sad jeg med næsen begravet i mine indkøb og læste mere end jeg har gjort i lang tid. Virkelig dejligt. Elsker at læse, men det er som om min egen skrivning har tyvstjålet al min sædvanlige læsetiden. Og dette bringer mig videre til det sidste punkt.

Redigering

Det er et stykke tid siden jeg blev færdig med at skrive første udkast af mit manuskript og derefter skulle videre til redigeringen. Plejer at læse det igennem igen og igen indtil jeg er dødtræt af teksten. Normalvis efter 5-6 gennemlæsning. Dette er min grænse for at teksten nu er redigeret nok igennem. Disse gennemlæsninger bliver normalvis taget i rap lige efter hinanden og jeg plejer at nyde det ... i hvert fald i starten. Denne gang er det ikke tilfældet. Ikke fordi historien ikke er god, men simpelthen fordi jeg trængte til en pause. Nu er jeg dog så småt ved at komme igang med redigeringen igen, fordi jeg har overbevist mig selv om at den skal være færdig, før jeg kan gå igang med at skrive det næste manuskript. Og lysten til at skrive på det er begyndt at dukke op i form af en dæmon som plager mine drømme. Derfor må jeg hellere komme igang ...