Herlufsholms fantasybogmesse 2015 - Del 2

Dag 2 - Før messen

 

KAT! photoshoot

Pernille og Jeg vågnede da vores vækkeure ringede og blev liggende et par minutter under de varme dyner, før vi stod op for at gøre os klar. Carina havde ikke været i stand til at få fri fra arbejde og var taget af sted tidligere. 

Da vi begge var ved at være færdige med at udrydde morgenhåret, kom Carinas smukke røde hankat ind for at besøge os.

Hvad sker der når to forfattere er nødt til at undvære deres egne katte i en weekend? Der gik photoshoot i den og den stakkels hankat måtte pænt finde sig i at vi gik i gang med at tage billeder af ham. Det var så næsten de eneste billeder jeg fik taget den weekend, selvom jeg havde sat mig for at jeg skulle have taget flere billeder i år. Det gjorde jeg så også … af en meget smuk stor rød kat.

Et af de fine billeder Pernille tog.

Kaffe, grimasser og af sted til messen igen

Carina kom hjem fra arbejde og vi fik drukket et par kopper kaffe (som jeg virkelig trængte til), mens Carina og Pernille tog nogle billeder. De er nu i besiddelse af en del grimme billeder af mig, hvor jeg laver grimasser. 

Vi fik pakket vores ting sammen og læssede dem ud i bilen sammen med os selv. Så gik turen tilbage til Herlufsholm og sidste dag af Fantasybogmessen. Snakken gik som altid. Utroligt jeg har nogen stemme efterfølgende. 

Jeg opdagede at jeg havde glemt min mobiloplader (typisk mig), men tog det ikke så tungt fordi jeg havde en ekstra hjemme. Denne gang glemte jeg i det mindste ikke min stok, som jeg faktisk skal bruge.

Dag 2 – Ankomst på messen

Rør slangen.

Vi nåede igen sikkert frem til messen, fik betalt os ind og satte direkte kurs mod den gamle spisesal. Martin Vinther-Madsen skulle på scenen for at fortælle om sin bog ’Slangestenen’ og vi havde hørt rygter om at han havde en ægte slange med. Jeg har i mange år haft en svaghed for slanger og vil gerne eje en selv. Jeg prøver stadig at overtale min kæreste til at det er en god ide at jeg får en Californisk kongesnog. 

Det var et spændende foredrag og vi fik efterfølgende muligheden for at røre ved slangen (en albino kornsnog) og jeg stillede lidt spørgsmål. 

Til dem der aldrig har rørt en slange kan jeg fortælle at de er helt fantastiske at røre ved. Silkebløde og glatte.

Et af de få billeder jeg fik taget.

Hurtig ryge/spisepause og et stramt program.

Efter slangeklapning havde vi lige en halv time til at ryge og spise, før Haidi Wigger Klaris skulle på scenen for at blive interviewet om hendes bog 'Dæmonherskerens arving' (Argh! Jeg har helt glemt at fortælle, at Haidi fik det andet bind af sin serie i gave om lørdagen). 

Vi lynspiste, spildte cola og nåede igen ind i den gamle spisesal for at lytte til Haidi. 

Vores program for søndagen var ret stramt, for efter Haidi ville vi igen kun have en halv time før Nanna Foss skulle på scenen. Haidi gjorde det godt på scenen og efterfølgende blev der snakket mere i krogene. Vi snakker som sagt en del. 

Det var så vidt jeg husker også omkring dette tidspunkt at jeg fik lusket mig til en fin rævevand, eller jeg spurgte selvfølgelig pænt om jeg måtte få en. Fremover er det min drikkedunk på arbejdet. 

Rævevanden

Fyldt op og lidt længere pause i det stramme program.

Da Nanna Foss gik på scenen blev der straks fyldt op og vi holdt os lidt i baggrunden for ikke at tage pladser fra alle dem der kom for at lytte til hende. Hendes nyeste roman 'Geminiderne' udkom på messen (endnu en bog jeg glæder mig til at læse – som sagt evigt voksende TBR-liste). Da Nanna var færdig på scenen havde vi en lidt længere pause i det stramme program på en time og et kvarter. Denne pause blev brugt på det sædvanlige: Snak, rygepause, tissepause osv. Jeg var ganske imponeret over at jeg endnu ikke havde gjort noget overvældende pinligt (så vidt jeg ved) og fik både snakket med Martin Vinther-Madsen, Christina Bonde og signerede nogle flere bøger, mens jeg luskede mig til signaturer fra andre. Blandt andet var jeg lige inde og købe Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl’s 'Mørkets søn' og få den signeret.

Programmet klumper sig sammen igen.

Derefter skulle Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl på scenen i Festsalen, hvilket vi var inde og lytte til, fulgt af en hurtigt tilbagetur til den gamle spisesal, hvor Michael Kamp skulle på scenen for at fortælle om sin nye bogserie ’Nekromathias’. Jeg er altid vældig glad for mit tredje ben (stokken) når vi er på Herlufsholm, for vi fare en del omkring.

Farvel, bogshopping, den bedste gave og på tur med små forlagsmedarbejdere.

Efter Michaels foredrag var vi henne og få signeret 'Nekromathias' hos ham, fulgt af en gang Bogshopping på Tellerups stand og vi snakkede og hyggede. Små forlagsmedarbejdere dukkede op med drabelige sår og ekstra øjne. De så så virkelige ud at jeg næsten fik det skidt. 

Det var på dette tidspunkt at min forlagschef spurgte om jeg ville have det store banner med Dominic. Stativet som holdt banneret var ikke helt godt, så Dominic (den oprører) var ikke længere så god til at blive stående ordentlig på sin plads. Meget typisk ham.

Jeg har virkelig haft et godt øje til det banner siden jeg så det første gang og blev ovenud lykkelig. Jeg ville bestemt gerne have det!

Mens min forlagschef løslod Dominic fra det defekte stativ blev jeg highjacked af små forlagsmedarbejdere og vi tog en tur rundt for at kigge efter Herlufsholmsvåbenskjold.  Da vi nåede tilbage til den gamle festsal havde min forlagschef fået befriet Dominic fra det vakkelvorne stativ og mine skrivebuddies ventede en smule utålmodigt på mig. 

Hurtigt fik jeg sagt farvel og krammet til højre og venstre og kunne forlade messen med Dominic i fuld størrelse og en masse nye bøger. Fuldstændig proppet med indtryk og min energi kørte vist på nødreserverne.

Dag 2 – Efter messen

Hjemturen (Tosserne på vejen igen)

Vi fik proppet os ind i bilen sammen med alle vores nye bøger og satte kurs mod Tosse 3’s hjem, så vi kunne sætte hende af og jeg kunne få min oplader. Dette blev gjort og der blev sagt farvel og uddelt krammere. GPS’en blev indstillet (nogenlunde) på opsamlingsstedet før to tosser vendte snuden hjemad. Snakken gik stadig, mens mørket sænkede sig udenfor. Jeg viftede med brobizz igen og vi forlod Sjælland og fortsatte mod det sted jeg skulle sættes af. Vi nåede frem til opsamlingsstedet og jeg blev sat af og samlet op af min kæreste.

Pizza, bøger og hvor skal jeg gøre af min fantasimand?

Jeg nåede sikkert hjem efter en tur forbi pizzamanden, så jeg kunne få noget aftensmad. Vores to katte og hunden modtog mig med blandet glæde (den ene kat var vist en smule sur på mig fordi jeg havde været væk). Jeg fik spist pizza, sat de fleste af mine nye bøger på plads på min overbebyrdede bogreolog indledte en diskussion med kæresten om hvor min fantasimand skal hænges op henne. Mit første forslag var stuen, men det virkede kæresten ikke specielt begejstret for (jeg syntes da jeg var sød ikke at forslå soveværelset) men det ender med at jeg nok må ofre en reol på kontoret for at få plads til Dominic, for op skal han. Reolen er heller ikke det store tab. Den er bare fyldt med kogebøger, gamle kærlighedsromaner jeg ikke læser og rod.

Jeg gik træt i seng. Fuldstændig mættet med indtryk efter en fantastisk weekend.

 

Dagens rov

Det er så afslutningen på min fortælling om Herlufsholm Fantasybogmesse. Næste messe: Bogforum. Jeg glæder mig allerede.

Herlufsholms Fantasybogmesse 2015 - Del 1

Efter lang tids stilhed på bloggen er jeg tilbage. Mine arme er stadig ikke tip top (sådan går det, når man ikke har muligheden for at melde sig syg i den tid det vil tage for dem at komme sig), men jeg var simpelthen nødt til at skrive om Herlufsholms fantasybogmesse, som blev afholdt i weekenden (17 – 18 oktober 2015). Da jeg for øjeblikket er mellem romaner (nærmere betegnet i gang med at planlægge mit næste projekt og samle mod til at skrive det, fordi de væsner jeg har tænkt mig at skrive om, skræmmer livet af mig) tænkte jeg at det absolut var på tide at genoplive bloggen.Der er meget at fortælle, så indlæggene om weekenden kommer i to dele. 

I år var jeg ikke på programmet, så det var bare en ren fornøjelsestur.

Ikke desto mindre ender det altid med at jeg aldrig helt når at få hilst på alle dem jeg vil hilse på eller snakket nok med dem jeg får hilst på. Det var dog en fantastisk weekend som altid.

Lørdag

Dag 1 – Før messen

At begrænse sig.

Hele ugen op til weekenden gik jeg og var enormt spændt på weekenden (jeg kunne ikke engang fokusere på min planlægning af skriveprojekt) og endte med at sidde med min yndlingsoverspringshandling. Lave sjove negle.

Udover at det er en weekend i fantasyens tegn er det også et af de få tidspunkter om året hvor jeg mødes med mine skrivebuddies (Pernille Eybye, Carina Evytt og Anika Eibe) face to face og det er altid en udsøgt fornøjelse.

Hvert år går jeg i gang med at pakke med den forudsætning at jeg dette år skal begrænse mig. Øhm … ja, jeg syntes også jeg havde begrænset mig i år, indtil alt (luftmadras, dyne & pude, værtindegave, kage, tøj og toiletsager) var pakket sammen. Igen måtte jeg erkende at jeg bare ikke er god til at begrænse mig.

Ikke desto mindre fik jeg samlet alt mit crap sammen (min chauffør løftede vist et øjenbryn eller to, da jeg læssede ind i bilen og jeg glemte endda hatten) og blev kørt til det opsamlingssted hvor jeg skulle mødes med min første skrivebuddie (også kendt som T.O.S.S.E nr. 1 Totalt.Oversej.Speedskrivende.Super.Exceptionel).

To Tosser på vejen.

Min skrivebuddie dukkede op (kun med 7 minutters forsinkelse så vidt jeg husker), vi fik provianteret og gik i gang med at indstille GPS til vores næste mål (T.O.S.S.E nr. 3), hvilket viste sig at være lidt af en udfordring fordi vi begge havde glemt hendes adresse. Vi fik dog indstillet til den adresse vi mente var den rigtige og var på vejen, hvor jeg sendte en sms til hende for at fortælle vi blev lidt forsinket og i en let tone spurgte hvad adressen nu lige var. Jeg viftede med brobizz og vi var på Sjælland.

Turen gik hurtigt, som den altid gør fordi vi hyggesnakker om alt mellem himmel og jord på vejen.

Ankomst hos Tosse 3 (hvor er tosse 4?)

Vi nåede sikkert frem til tosse 3 og undrede os over at vi ikke kunne se tosse 4’s bil. Hun plejer ellers altid at ankomme før os på grund af vores tendens til at blive en smule forsinkede. Hun var til vores overraskelse ikke ankommet endnu. O.o

Vi gik derfor i gang med at få flyttet alt vores bagage ind i huset, fik en større rundvisning end vi havde fået tidligere, afleverede værtindegave og satte os til at snakke. Det føltes ikke som om der gik længe inden Tosse 4 ankom. Det viste sig at vi vist havde haft lidt rodet planlægning. Vups.

Ikke desto mindre var vi nu alle samlet. Lidt hurtigt fik vi udvekslet gaver. Jeg fik Anikas nyeste udgivelse: Den 4 bog om satan - Tvisten, som absolut kan anbefales.  Så var det tid til at komme af sted ... efter der lige var blevet tisset af.Vi pakkede os ind i en bil (jeg sad med en buket til Tellerup, som muligvis var endt med at blive en smule større end jeg oprindeligt havde planlagt) og var klar til at tage videre til Herlufsholms fantasybogmesse.

Dag 1 – messen

Ankomst

Vi ankom til messen og jeg fik lidt hjælp til at bære buketten, da jeg lige skulle nå at ryge på vejen ind og det ville være lidt problematisk med en buket i den ene hånd og stokken i den anden. Mine skrivebuddies er virkelig de mest vidunderlige hjælpsomme mennesker. Vi stod i en smule kø da vi skulle ind, men fik betalt og så var vi klar til at indtage messen … efter jeg lige havde fået tisset af. Jeg har virkelig en egernblære og jeg havde drukket en cola før vi kørte fra tosse 3. 

Jeg fik igen lov til at bære buketten (selvom den var fra os alle fire, så mente de andre at jeg skulle overrække den, fordi jeg havde lavet den og var kommet på ideen). Vi banede os vej hen til Tellerups stand i den gamle spisesal, hvor jeg overrakte buketten til vores redaktør og fortalte at blomsterne hedder ’Rævehaler’. Hun blev heldigvis glad for den og vi fik straks overrakt Tellerups nye fine badges og nøglesnore.

Flyvsk og forvirret og vildt begejstret

Når jeg er på messe føler jeg mig altid fuldstændig rundt på gulvet, uanset om jeg skal på scenen eller ej (så er jeg bare sådan lidt skrækslagen). Jeg er introvert og indvendig ret genert, men jeg har også en tendens til at suge andres følelse til mig. Hvis jeg træder ind i et rum hvor nogen er vred kan jeg ofte mærke det med det samme og det påvirker mit eget humør. Når jeg så er på en messe er der så fyldt med spændte, glade mennesker at jeg simpelthen har det som om jeg får overload af den slags følelser og svæver nærmest rundt på en meget luftig sky. Jeg bliver lettere forvirret og mit sociale filter crasher, fordi det er som at skulle holde øje med 10 kendarer, når det skal sørge for at jeg ikke gør noget pinligt (Reference til DragonLance, hvis man ikke ved hvad en kendar er). Mine skrivebuddies er ofte gode til at give det overbebyrdede filter hjælp.

Jeg behøver nok ikke at fortælle at jeg for det meste føler mig fuldstændig drænet for energi efter sådan en weekend.

Videre til næste punkt, et lidt stramt program og mit overbebyrdede sociale filter.

Pernille og jeg ville gerne se Line Kyed Knudsens foredrag, så vi skyndte os ind i Festsalen og satte os til rette for at lytte med. Da foredraget var slut skyndte Pernille sig tilbage til den gamle spisesal for at se Jon Rex Laugen på scenen, men jeg skulle lige have købt ’Hvidt støv’ og have den signeret af Line Kyed Knudsen inden jeg også ville skynde mig ind for at se Jon. Mens jeg stod i kø var der pludselig en smilende pige som nærmede sig med Revolution i hånden og spurgte om jeg ville signere den.

Som tidligere fortalt er jeg sådan lidt rundt på gulvet til messerne, men jeg signerede den med glæde før jeg nåede frem i køen og fik signeret mit eksemplar af 'Hvidt støv'.

Derefter skulle jeg lige på toilettet (egernblæren), mens jeg havde hovedet fyldt med bekymring for om jeg nu havde fået stavet navnet rigtig da jeg signerede, om jeg kom alt for sent til Jons interview osv. Jeg fik tisset af og tilføjet bekymringen: Har jeg toiletpapir siddende fast et sted hvor det ikke skal sidde?

Det var så på dette tidspunkt at Kenneth Bøgh Andersen passerede mig på vej til toilettet og mit overbebyrdede filter ikke nåede at stoppe mig, for jeg råbte: ”Hej Kenneth!” og løftede muligvis også hånden til en vinken. Han stoppede halvvejs inde på toilettet og kiggede på mig. Det var så her at mit filter igen dukkede op, mens det råbte (NEJ, det gør man ikke! Ikke antaste forfattere der er på vej på toilettet! Sig noget smart!). Derfor fulgte jeg op på mit indledende ”Hej Kenneth!” ved at sige: ”For du hedder da Kenneth, ikke?” Han kiggede (tror jeg nok) forundret på mig. Det er så her min hjerne gik helt i sort, for jeg husker ikke om jeg sagde mere eller bare stak af. Der er en chance for det sidste. UNDSKYLD, Kenneth Bøgh Andersen!

Jeg nåede ind til Jon Rex Laugens interview og forsøgte at luske pænt ind på en plads.

Lynspisning og rygning og mere snak

Efter Jons interview havde vi lige en halv time, hvor vi hurtigt fik noget at spise og fik røget (3 af os) og jeg fik meget beklemt fortalt mine skrivebuddies om mit sammenstød med Kenneth Bøgh Andersen. Det er takket være dem at jeg deler historien, fordi de syntes det var hylende skægt. Derefter var vi inde for at snakke en smule mere og det var vist nok på dette tidspunkt at vi fik taget et fællesbillede med flere af de andre Tellerupforfattere og vores redaktør, før vi igen satte os til rette i den gamle spisesal for at høre Chad Corrie fortælle om Portalen til afgrunden, som lige er udkommet hos Tellerup. Efter det var vi henne og få bogen signeret hos ham. Jeg signerede vist også et par bøger mere.

Hurtigt hej til Tellerups fantastiske fanklub

Det var først på dette tidspunkt at vi alle nåede hen til Tellerups fanklub, som havde en book-talk-lounge i den nye spisesal. Der blev uddelt flere krammere og snakket (ikke nær nok) og jeg fik anbefalet endnu en bog til min evigt voksende TBR-liste. Derefter fik vi lusket os ind til noget kaffe, snakken gik, jeg fik et grineflip (muligvis fordi jeg var nervøs for at Kenneth Bøgh Andersen skulle dukke op og genkende hende den sære) og så var messen pludselig slut for den dag. Dagen var gået alt for hurtigt.

Dag 1 – Efter messen

Tosserne skal fodres og jeg var usynlig i natten.

Mine skrivebuddies og jeg, pakkede os igen ind i bilen og kørte til vores stam-fodringssted, som vi plejer at spise på når der bliver afholdt fantasybogmesse. Snakken gik som altid, mens vi fik lækker italiensk mad og som altid blev vi alle sammen propmætte. Efter maden gik vi alle tilbage til bilen og Pernille blev ganske bekymret for at jeg skulle få måsen kørt af, af en bil der kørte ind på parkeringspladsen, fordi jeg går så mørkt klædt. Dette fik Carina til at give mig en af sine meget fine refleksbamser, en meget fin lille ugle, som nu hænger på min læderjakke.

Snak, fordeling af gaver og sønderjysk æblekage.

Derefter gik turen tilbage til Tosse 3 og vi satte os alle til rette og snakkede videre efter Pernille og jeg med meget støj havde pustet vores luftmadrasser op. Jeg havde medbragt en sønderjysk æblekage, som der blev smagt på (efter jeg havde advaret om at man ikke skulle spise de kanelstænger jeg havde stukket i den, fordi jeg var løbet tør for stødt kanel). Tiden gik igen alt for stærkt og pludselig blev det tid til at Anika skulle vende snuden hjemad. Vi fik sagt farvel og krammet og Carina, Pernille og jeg fortsatte snakken til kl. 1 om natten, før vi besluttede at det var på tide at gå i seng, så vi kunne være friske til endnu en messedag om søndagen.

Dagens rov

Fortsætter i del 2 ...

De værste scener

Efter lang tids stilhed er jeg tilbage igen ... sådan da. 

Armene er stadig ikke gode og jeg er lidt nervøs for at jeg har skadet dem permanent. Efter en del lægebesøg i starten af året, hvor diagnosen blev ændret til Tennisalbuer (ja, jeg gør ikke noget halvt) og måneder med aflastning og øvelser som ikke virkede overvældende, besluttede jeg at vende tilbage til arbejdet (så jeg stadig havde et) og derfor spare jeg armene til det og skriveriet.

Der er ellers utallige indlæg jeg gerne ville have skrevet og bør få skrevet, men tja ... arbejde og skriv først.

Ikke desto mindre besluttede jeg at starte op igen med et lille indlæg om det jeg anser for at være de værste scener at skrive. Sexscener (Eller som jeg plejer at kalde dem: Argh-scener)

Årsagen til at jeg følte mig motiveret til at skrive et indlæg om det er fordi jeg netop har skrevet en Argh-scene.

Hvorfor jeg hader at skrive dem

Dette har jeg tænkt en del over. Hvorfor har jeg ikke noget imod at skrive kampscener, men føler jeg er ved at dø, når jeg skal skrive Argh-scener? Jeg er nået frem til, at det er fordi Argh-scener siger utrolig meget om de personligheder man skriver om og jeg føler mig som en lurer når jeg skal underbygge deres personligheder på den måde (desuden er det virkelig svært at sætte sig i en fyrs sted under en Argh-scene, for jeg er trods alt en pige og mangler visse dele). Kamp er en ting, men sex er en ganske anden og af en eller anden grund føler jeg det er grænseoverskridende at lure på mine personligheder, når de dyrker sex. Jeg rødmer over hele hovedet, føler trang til at fnise og overvejer seriøst om det ikke bare ville være lettere at dræbe personlighederne, før de får noget.

Dæmondræberen

Hvis man har læst Dæmondræberen (især bind 2) ved man at der er en ret stor sexscene (og at Dominic desuden er ret let på tråden). Jeg overvejede flere gang, hvorfor jeg ikke bare havde udstyret ham med et kysthedsbælte, men som jeg nævnte tidligere har det noget at gøre med personlighed og Dominic ville bare ikke være Dominic, hvis der ikke var nogle Argh-scener. Den største var i bind 2 og det tog mig ca. to uger at skrive den, fordi jeg kun skrev et par linjer hver dag (stoppede hver gang jeg begyndte at rødme eller fnise). Jeg havde lidt håbet, at jeg ville undgå at skrive Argh-scener i det nye projekt, men nope. Min research overbeviste mig desværre om, at mine nye væsner ikke vil leve i cølibat.

Den seneste Argh-scene

I sidste uge fik min nye mandlige hovedperson pludselig et øhm ... teltrejsningproblem, fordi han går med en form for kilt og jeg begyndte at overveje hvordan jeg skulle løse det problem, for jeg gad ikke skrive om det igen og igen. Jeg overvejede at give ham bukser på i stedet, men jeg kan godt lide kilten, fordi den passer godt til universet. Og så læste jeg fremad på min afsnitsoversigt og fandt ud af, at jeg allerede havde planlagt at han fik "trykket" lettet i det næste kapitel. Der står følgende i afsnitsoversigten (Argh-sexscene!).

Denne gang besluttede jeg mig for at prøve en anden taktik og skrive scenen i hånden først. Det gik faktisk bedre (selvom jeg som altid blev knaldrød i hovedet og havde lyst til at dø et par gange eller ti). Så blev det tid til at skrive det ind på computeren og det var værre. Lyden af mine fingre, som klapre mod tasterne minder mig om lyden af fingre, som klikker på et vindue (lurer) og jeg prøvede at lette ubehaget ved skrive nogle passager med lukkede øjne og skrive min egne personlige tanker ind undervejs med fremhævet tekst. Her er et par stykker (som nu er slettet fra den færdige scene): 

"Argh! Hedder det en bule, når det er under en kilt eller er det nærmere ...? Argh! Hjælp!" 

"Just kill me now!"

"Nej, jeg vil ikke mere." 

"Hvorfor, hvorfor udsætter du dig selv for det her?"

"No, no, no, NO, NO, NO!"

"Hvordan ...? Skriv det nu bare for helvede!"

"Tag, dig sammen. Hvor gammel er du?"

Jeg har engang hørt en orgasme omtalt som 'den lille død' og jeg tror helt sikkert at jeg er ved at dø og kommer i Helvede, når mine personligheder skal have en orgasme. Næste gang kastrerer jeg alle mine hovedpersoner på forhånd ... måske ... kan tænkes ... suk, nej det kan jeg alligevel ikke nænne og så skal jeg jo også til at forklare i teksten, hvorfor de alle er kastreret.

Ekstra note: Mens jeg skrev på dette indlæg fik jeg betalæsning tilbage fra den ene skrivebuddie, som påstår at man ikke kan mærke på teksten, at jeg sad og var ved at rødme og fnise mig selv ihjel mens jeg skrev den. Jubii

Stilhed på bloggen

Og igen er jeg stille herinde ...

Det er altså ikke fordi jeg har glemt bloggen, jeg er desværre bare nødt til at skære ned på næsten alt, hvad der involvere mine hænder og arme. Jeg skriver derfor følgende, så I ved hvorfor jeg er mere stille og ikke for at fiske efter medlidenhed.

Fucking arme

I slutningen af november gik jeg til lægen, fordi mine arme var begyndt at gøre ondt og alt virkede mere tungt. Han gav mig diagnosen 'begyndende seneskedehindebetændelse' (synes stadig det er åndssvagt, at det har et så langt navn). Derudover havde jeg også overbelastet fedtpuderne i mine hæle (anede slet ikke at man kunne overbelaste sine hæle :-/) Tidspunktet kunne ikke have været værre, fordi en af de mest travle perioder i en blomsterbutik nærmede sig. Jeg lyttede derfor til min samvittighed, min chef og skrækken for at blive fyret. Lod min fornuft glide i baggrunden og overhørte min egen krop.

Skrivestop og stress

Jeg moslede mig igennem slutningen af november og starten af december og ignorerede højt og flot, at mine arme fik det værre. Samtidig holdt jeg op med at skrive, fordi jeg jo skulle spare armene til hverdagsjobbet. Det viste sig at være en stor fejl ...
Skrivning har i mange år været en form for stresshåndtering for mig ... Min zenzone. Når jeg får skrevet, føles mit humør let og luftigt og jeg er generelt bare glad. Jeg kan håndtere smerte og dårlige nyheder.
Da jeg så holdt op med at skrive, for at skåne armene, på et tidspunkt hvor ideerne væltede rundt i hovedet på mig, så steg mit stressnivau til alarmerende højder. Faktisk føltes det som om min krop var i en konstant form for alarmtilstand. Jeg kunne ikke holde mig i ro, jeg syntes ikke jeg nåede noget, snerrede af alle som bad om noget, jeg sov elendigt og hvis en kunde bad om at få bundet en buket, så havde jeg lyst til at stikke denne kunde ned med en rosenstilk (nøjedes dog med at bande indvendig). Jeg fik det mildest talt af helvede til. Jeg var ved at blive mere eller mindre ligeglad med om jeg mistede jobbet. Var konstant vred og ked af det. Okay, faktisk var jeg virkelig arrig, fordi hvorfor var det lige at jeg ofrede mit helbred og min egen drøm for en drøm der ikke var min?

Kortvarig pause og igang igen

Så meldte jeg mig syg, gav fløjten i mine arme og gik i stedet igang med at skrive en smule hver dag samtidig med at jeg overvejede mine muligheder. Det udvirkede mirakler på mit stressnivau, og mit humør blev igen mere let og luftigt. Så blev jeg kaldt på arbejde igen til den sidste runde af december måned ... 
Armene havde også fået det en smule bedre, men var ikke helt gode endnu. Bare tanken om, at tage på arbejde og skulle bide smerten i mig, gjorde mig i dårligt humør og jeg vidste at det ikke var en smart ide. Ikke desto mindre tog jeg af sted på arbejde.
Jeg kæmpede mig gennem hver arbejdsdag, åd en del smertestillende og talte dagene ned til december var overstået. På dette tidspunkt havde jeg informeret min chef om, at når december var slut, så var jeg sygemeldt på ubestemt tid og hvis han måtte fyre mig på grund af det, så var det i orden med mig. Nu var skrivningen endnu mere vigtig. 
Det er svært at forklare, men når jeg sætter mig ned og skriver synker virkeligheden tilbage i baggrunden. Jeg glemmer jeg har fysisk ondt, mens jeg skriver og når jeg holder for den aften, så føler jeg mig fredfyldt og smerten genere mig stadig ikke særlig meget. Jeg går i seng med et smil på læben (muligvis også med et ønske om at kunne skrive videre) og jeg sover godt.
Sådan fortsatte jeg gennem det sidste af december måned. Jeg bed smerten i mig, selv når mine arme rystede og jeg dårlig nok kunne holde fast om blomsterne. Mine hæle gjorde ondt og jeg kunne dårlig nok holde ud at stå på benene. Jeg fik ondt i halsen og blev forkølet og jeg blev ved med at arbejde (Mine skrivebuddies og jeg blev enige om, at jeg havde æselhjerne, fordi jeg er så stædig og hurra for deres støtte undervejs. De er virkelig guld værd). Jeg holdt igen med at skrive, simpelthen fordi det nu også gjorde ondt. Den 30 december tudbrølede jeg på vejen hjem fra arbejde, fordi det smertestillende ikke længere virkede ordentligt og fordi jeg også skulle på arbejde 31 december. Jeg var vred, ked af det og havde satans ondt i alle lemmer og jeg er bestemt ikke ubekendt med smerte.

Sygemeldt på ubestemt tid og vidunderlige skriv

Jeg kæmpede mig gennem 31 december (fra 9.00 - 13.00) og da det endelig var slut, følte jeg mig fuldstændig drænet. Som om jeg havde givet alt hvad jeg havde i mig og mere til. Jeg overvejede kraftigt om jeg overhovedet ville være i stand til at holde bestikket, når jeg skulle spise nytårsmenuen.
Nu er jeg sygemeldt på 13. dag. Armene har fået den ene smule bedre (tror jeg i det mindste, for kaffekoppen føles ikke nær så tung længere), men det gør stadig ondt og visse bevægelser kan jeg ikke lave uden, at det giver et smertefuldt jag. Derfor meget afslapning hver dag. Skrivningen holder jeg ved (en lille smule hver dag) og mit humør føles næsten helt i top. Jeg prøver at lade være med at tænke på de dårlige ting, som mulig fyring, turen tilbage i systemet osv.
Jeg ser bare en del fjernsyn og skriver mig tilbage i en zen-tilstand. 
Så stilheden herinde skyldes, at jeg skriver på mit kommende projekt og slapper af. 

2014 - Året der gik

Velkommen ind i det nye år. Jeg håber at alle er nået godt ind i det.
Jeg tænkte at jeg ville starte 2015 ud med et tilbageblik på mit forfatterår 2014. Skriver det ikke i den rækkefølge det skete, men mere efter begivenhederne.

Kontrakt på Udvalgt

Til min store glæde kunne jeg underskrive kontrakten på Udvalgt - Dæmondræberen #2 og kunne derved føle mig næsten 100% sikker på at den ville blive udgivet. Jeg havde været ret nervøs, for om den ville komme ud, da Oprører jo var min debutroman. Jeg kan takke alle dem, der købte Oprører og selvfølgelig alle de dejlige anmeldelser, som den har fået. Dette bringer mig videre til det næste.

Vidunderlige anmeldelser

Oprører - Dæmondræberen #1 har fået så mange gode anmeldelser og jeg har hørt fra flere læsere, som godt kunne lide bogen. Både gennem anmeldelser på bogblogs, Tellerups hjemmeside, her på bloggen og gennem min fb-side. Hver enkelt af dem betyder utrolig meget for mig. Så meget at jeg endda har svært ved at udtrykke det i ord. Mildt sagt, så føler jeg en overvældende trang til at uddele kys og kram til højre og venstre. 
Jeg har stadig ikke helt regnet ud, hvad jeg gjorde rigtigt med Dæmondræberen, så jeg kan gøre det igen. Derfor fortsætter jeg bare med at skrive som jeg har lyst til og krydser fingre for at det igen vil vise sig at være det rigtige.
Udvalgt begyndte også at få sine første anmeldelser i slutningen af 2014 og kurerede min frygt for hvordan den ville blive modtaget. 

Første ture op på en scene som forfatter

2014 bød også på min første og anden tur op på en scene. jeg tror ikke jeg har stået på sådan en siden 6 klasse, hvor jeg spillede Snehvide og dværgene fik et kig ned i min kjoleudskæring, da jeg lå i kisten. Ak, de stakkels sørgende dværge.
Første sceneoplevelse var på Bookeaters Convention, som til min store glæde og overraskelse spurgte om jeg ville komme. 

Jeg ankom tidligt og sugede atmosfæren til mig, mens jeg kæmpede for at få styr på nerverne. Heldigvis havde jeg en interviewer med, da jeg kom på scenen og han og det søde publikum hjalp mig gennem det. Husker ikke særlig meget af det jeg sagde, men har erfaret at det åbenbart er sådan jeg fungere. Nerverne udradere næsten alle minder. 
Anden sceneoplevelse var på Herlufsholms Fantasy bogmesse og fuck, hvor var jeg nervøs. jeg var lige ved at tage benene (og stokken) på nakken, da min redaktør kom gående med et stort banner med mit giga hoved på. jeg kom dog op på scenen og det gik vist meget godt, bortset fra et øjeblik, hvor min hjerne gik helt blank. Underligt nok er det næsten det eneste jeg husker.

Udvalgt udkom

Efter jeg havde underskrevet kontrakten på Dæmondræberen #2 blev der manusplejet, søgt efter billed til coveret og korrekturlæst. Coveret til Udvalgt blev skabt af Mette Breth, som endnu engang opfyldt mine ønsker (større vinger, giv manden mere tøj på, osv.)
Pludselig stod jeg med bogen i hænderne. Endnu en følelse jeg har svært ved at beskrive, er når jeg står med min fysiske bog i hænderne og den er så smuk. Alt arbejdet, som er blevet lagt i sådan en bog, både af mig, forlaget og illustatoren og så står man der med kulminationen af det hele ... Drømmen. Det er simpelthen fantastisk.

Signeringer

Allerede ved Book Eaters Convention fik jeg æren af at signere nogle eksemplarer af Oprører. Næste signering kom på Herlufsholms Fantasy Bogmesse lige efter jeg havde været på scenen og stadig var fuldstændig rundt på gulvet ... og jeg er blevet fortalt, at der stod en kø. Bemærkede det ikke selv, fordi jeg var som sagt stadig rundt på gulvet. Jeg fik dog hilst på en masse søde mennesker og vist nok skrevet alle navne korrekt (bortset fra et enkelt, hvor jeg gik igang med at tegne vinger for at rette fejlen). 
Årets sidste signering var på Bogforum og denne gang bemærkede jeg helt sikkert køen, selvom jeg prøvede at lade være med at kigge. Af en eller anden grund havde jeg ikke forventet det. Jeg signerede i 1 time non stop, før jeg nåede den sidste i køen. Igen fik jeg hilst på mange søde mennesker.

Skrivebuddies

Nu har jeg allerede været inde forbi de forskellige bogmesser jeg deltog i. På både Herlufsholms Fantasybogmesse og Bogforum fulgtes jeg med skrivebuddies. Jeg nyder altid deres selskab og føler mig dybt taknemmelig fordi de gider snakke mine nerver ned, når jeg ikke tør gå på scenen og gider have besværet med at rejse sammen med mig og min rulleracer, når der er behov for den. De er simpelthen de mest fantastiske mennesker og jeg prøver at vise det ved at give dem diverse små gaver, simpelthen fordi jeg sætter så meget pris på dem. Vi hjælper hinanden med tekster, lytter når der er problemer og kommer med råd. Som sagt: De er fantastiske!
Vi bor spredt ud over hele landet, så bogmesserne er de tidspunkter, hvor vi ses face-to-face og derfor deltog vi også i årets Krimimesse, som også havde Horror på programmet. 

Første bibpenge og royaltys

2014 blev også det første år, hvor jeg fik bibpenge. Jeg havde ikke forventet at jeg ville få nogen i år, så de kom som en glædelig overraskelse i et hverdagsbudget, som er meget stramt. Før bibpengene fik jeg også royaltys, som resulterede i selvforkælelse, da jeg købte en læderjakke. Noget jeg har ønsket mig i flere år, men ikke følt der var penge til. Vores hund var nær blevet myrdet ved den lejlighed, da hun meget venligt pakkede jakken ud for mig, da posten lagde den ved døren mens jeg var på arbejde. Argh! Heldigvis var hunden mere interesseret i at flå indpakningen i stykker end jakken eller også var hun bare ikke nået til den endnu, da jeg kom hjem og fandt den under en busk. 

Et farvel til et univers og personlighederne

Efter flere år i selskab med det samme univers og personligheder i det kunne jeg også sige farvel til Dæmondræberen, da jeg afsluttede det tredje og sidste bind. Det har været en fornøjelse og en udfordring at skrive på serien og jeg har elsket Dominic & co. Ikke desto mindre var det vigtigt for mig at slutte serien på toppen, så derfor bliver #3 det sidste ... med mindre jeg kan finde på noget som kan toppe handlingen i dette sidste bind. Tror jeg dog ikke. 

Nyt univers, nye personligheder

Året blev afsluttet med at jeg nu er nogle kapitler inde i et nyt univers befolket med nye personligheder. Jeg nyder at skrive på det, uanset om det ender med at blive udgivet eller ej og hver gang jeg skriver på det eller læser det igennem sidder jeg med den samme følelse som jeg håber at jeg kan videreføre til eventuelle læsere. 
Så jeg siger farvel til år 2014 med en ny begyndelse. 

Og så vil jeg slutte med at sige: Tak! 
Jeg føler i det hele taget en overvældende trang til at takke alle for at gøre 2014 helt fantastisk. Håber at 2015 bliver lige så godt. 

Soundtrack til Udvalgt - Dæmondræberen #2

Cover af Mette Breth

Stadig lidt forsinket med mine indlæg. Har fået senehindeskedebetændelse (fucking langt navn, når av eller fuck fungere bedre) i begge arme og tja, chefen på hverdagsjobbet forventer at jeg dropper skriv helt, så jeg kan holde ud resten af december. Han kunne lige så godt have bedre mig om at holde op med at trække vejret. Derfor forsøger jeg at prioritere skarpt: Hverdagsjob, afslapning af armbasserne og skriv, men nu til dagens indlæg, som jeg har arbejdet på et lille stykke tid.

Det andet bind om Dominic & co, har været til salg på Tellerups hjemmeside i et godt stykke tid og jeg tænkte at det var tid til at skrive et indlæg om mine soundtracks til Udvalgt - Dæmondræberen #2 (del 3).

Da det første bind udkom skrev jeg om soundtracks til det her: 
http://louisehaiberg.blogspot.dk/search/label/Musik 
og det giver nok nogle hint om hvilken form for musik jeg lytter til når jeg skriver, planlægger, redigerer og manusplejer. So if you don't like rock ... stop!

Som det var tilfældet med Oprører har jeg også flere soundtrack til Udvalgt og nogle til de bestemte personligheder. Da jeg har dækkede Dominic og Tia (Syranthia) vil jeg starte ud med soundtracket til personligheden, som fortæller på bagsiden: Benjamin

Benjamins soundtracks

Han har faktisk flere og dette er det første:

Wretched and Divine af Black Veil Brides

Det næste soundtrack er dette, som også er soundtrack til andre personligheder, men dem kommer jeg til:

I fucking hate you af Godsmack 

Daniella/Runa:

Jeg nævnte at der var andre personligheder, som havde et af de samme soundtracks som Benjamin og uden at afsløre for meget, så er det her. Hvis I læser bogen vil I lære dem at kende:

Cover af I fucking hate you af Godsmack

Denne næste sang brugte jeg kun, da jeg skrev om Daniella. Mest af alt fordi jeg godt kunne lide tempoet i omkvædet og titlen på sangen.

Don't know how to stop af Halestorm

Dominic & Tia (Syranthia):

Selvom de soundtracks jeg brugte ved skrivingen af Oprører - Dæmondræberen #1 stadig gør sig gældende for de to hovedpersoner (Dominic & Tia) dukkede der dog lidt flere op, mens jeg skrev på Udvalgt. Her er to sange:

Black Veil Brides version af Billy Idol's Rebel yell

Bed of Nails af Alice Cooper

Min skrivemusik

Disse soundtracks er alle sammen en del af min skrivemusik. Jeg vælger det musik, som jeg selv føler får fingrene til at flyve over tasterne og ikke virker forstyrrende, men motiverende. Dette ved jeg allerede efter jeg har lyttet kort tid til et nummer. På det område har Black Veil Brides virket absolut fortræffeligt. Derfor forbinder jeg næsten alle sangene på deres album 'Wretched and Divine' med skrivningen af Udvalgt. Når jeg skriver er det næsten altid rock og en smule klassisk, som virker mest motiverende.

Sidste cover til Dæmondræberen

Er som sagt lidt bagefter med mine blogindlæg ... der sker bare så meget. Før jeg nåede at skrive færdig om Bogforum blev coveret til Revolution - Dæmondræberen #3 offentliggjort. Derover har jeg senehindeskedebetændelse (fucking langt navn, når alt der betyder noget er at det gør skide ondt) i begge arme, så mit skriveri er rationeret (Argh!) i kampen for at kunne fungere på hverdagsjobbet. Men vil langt hellere fokusere på det positive ...

Cover til Revolution - Dæmondræberen #3

Endnu engang har Mette Breth bragt det billede jeg havde i hovedet til live og jeg kan nærmest ikke takke hende nok for det fantastiske arbejde og fordi hun tålmodigt fulgte mine krav og opfyldte mine ønsker.

Begyndelsen og jagten på det sidste billede

Jeg fandt faktisk allerede den person jeg ønskede på coveret, da jeg jagtede en person til Udvalgt. Havde en lille Dominic i baghovedet, som hoppede op og ned og holdt på at det skulle være hende. Hun var Tia (Syranthia)! 
Derfor gik det bare ud på at finde hende igen og derefter finde et billede, hvor hun var iført nogenlunde det rigtige tøj og placeret rigtigt. Absolut ikke let og det er altså mere sjovt at glo på mænd end på damer (Give me hunks not honeys). Jeg endte dog med at finde nogle billeder, som jeg håbede kunne fungere, skrev hvad jeg gerne ville have gjort ved et af dem og så var det op til Mette.

Lidt af en bitch

Jeg føler mig altid som lidt af en bitch, når coveret er ved at blive skabt og jeg følger skitserne undervejs. Jeg har et klart billede i hovedet og jeg ved hvordan jeg gerne vil have det til at se ud. Hvad personen skal sidde på, hvilken farve baggrunden skal have, hvordan vingerne skal være osv. Selvom jeg prøver at skrive på en høflig måde, hvordan jeg gerne vil have det og hvorfor, så føler jeg mig alligevel som en lille hystade ... eller måske bare prinsessen fra Klodshans - "Duer ikke, af med hovedet!" Fulgt af et hvæs.

Slutresultatet

På trods af min bitchperiode kunne jeg ikke være mere lykkelig for det endelige resultat. Jeg føler virkelig at dette cover er en værdig afslutning på serien. Den eneste kvindelige jeg-fortæller fik det sidste cover.

Cover af Mette Breth